'Udsyn' en sundhedsfremmende dagslysinstallation

Navn
Stinne Bo Tyrrestrup
Uddannelsesgrad
Kandidat
Fagfelt
Design
Institut
Visuelt Design
Program
Graphic Communication Design
År
2018
Udmærkelser
Danmarks Designskole

De seneste to år af mit kandidatstudie har jeg udviklet arbejdsmetoden ’Images of Light – Layers of Shadows’ med henblik på interiør og rum. Arbejdsmetoden udspringer af mit arbejde med papirsnit og består af flere lag af et translucent materiale, udskåret og lagt ovenpå hinanden med afstand mellem lagene og med LEDlys bagved. Arbejdsmetoden fremkalder karakteristiske skyggevirkninger mellem lagene og tilfører en tredimensionel effekt til motivet. Mit afgangsprojekt ’Udsyn’ er en stedspecifik dagslysinstallation til Børnekirurgisk Klinik på Rigshospitalet. Projektet er udviklet i samarbejde med Rigshospitalet og døgnrytmelys producenten Chroma Viso. Døgnrytmelys er en teknisk betegnelse for sundhedsfremmende lys, som varierer i temperatur og intensitet i løbet af døgnet svarende til det naturlige dagslys. Døgnrytmelys har vist sig at have en positiv effekt på faktorer som restitution, appetit, depression, stress og kognitive evner i behandlingssammenhænge. Udover at have en sundhedsfremmende effekt så tilfører døgnrytmelyset også et æstetisk og sanseligt element og er med til at give en kropslig fornemmelse af tid på hospitalet. 

Projektet er udviklet i samarbejde med personalet og patienterne på klinikken.Motiverne i lysinstallationen er baseret på fotos modtaget fra patienter og pårørende på klinikken. Det er fotos af genstande fra personernes hjem, som har en særlig betydning for dem. 

Dette ud fra et ønske om at bygge bro imellem hjem og hospital og fortælle små hverdagshistorier som afspejler livet for de mennesker, som færdes på klinikken. 

Intentionen med ’Udsyn’ har været at give rummet karakter og identitet, at lave en stedsspecifik lysinstallation som i samspil med det sundhedsfremmende lys, kan virke sansestimulerende, adspredende og hjælpe med at aflede tankerne i ventetiden for patienter og pårørende på hospitalet. Motiv, farver, format, lysets farve og funktion samt materiale kan tilpasses brugernes behov og den specifikke sammenhæng som installationen skal indgå i. På den måde kan arbejdsmetoden ‘Images of Light – Layers of Shadows’ anvendes i mange forskellige kontekster, hvor man ønsker en unikaproduceret designløsning, der kombinerer belysning og et motivunivers til at skabe stemning, lys, afskærmning og adspredelse, der stimulerer sansning og tænkning. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål

Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål
Pris

Danmarks Designskoles Legat

Stine Bo Tyrrestrup modtog Danmarks Designskoles Legat for sit afgangsprojekt. Juryen sagde bl.a.: 
'Stine Bo Tyrrestruos kandidatprojekt er af en særlig høj faglig karkater. Stinne demonstrerer virtuos håndtering af alle designfagets facetter og udfordringer, samtidig med at projektets visuelle dokumentation hæver sig op over sit egentlige formål og fremstår som et selvstændigt værk af kunstnerisk værdi. Stinne Bo Tyrrestrups hele præsentation og modne besvarelser vidner om usædvanlig dygtighed, talent og faglig formåen.'