Andalusiske landbrugsbygninger

Problematik

I den autonome region Andalusien i Sydspaniens fastland står tusindvis af landbrugsbygninger tomme og uden funktion, overladt i forfald. Ifølge en opgørelse af Det Spanske Institut for National Statistik (INE) fra 2021 står 641.437 bygninger i Andalusien tomme. Dette svarer til ca. 13,7 % af alle bygninger i regionen, og dermed har Andalusien det største antal funktionstømte bygninger af alle Spaniens regioner. 45 % af alle tomme bygninger i hele Spanien er i kommuner med under 10.000 indbyggere, selvom disse kommuner kun huser ca. 20 % af befolkningen. Det indikerer, at tomme ejendomme særligt er et landdistriktsfænomen. Derudover peger statistikken fra 2021 på, at antallet af funktionstømte landbrugsbygninger stiger. Grundlæggende betragtes store dele af disse forladte ejendomme hverken som bevaringsværdig kulturarv eller som kilde til genanvendte ressourcer.

I spændingsfeltet mellem bevaring og transformation adresserer projektet, hvordan de arkitektoniske, kulturhistoriske og landskabelige værdier og kvaliteter i forladte landbrugsbygninger i Andalusien kan synliggøres, fremhæves og danne grundlag for nye bioregionale materialepraksisser og genanvendelse i tråd med moderne ressourceperspektiver og en bæredygtig omstilling.

Ressourcelandskab

I projektet arbejdes ud fra en materialeforståelse, der har til formål at understøtte en mere bæredygtig byggepraksis gennem opmærksomhed på ressourcelandskaber, bioregionalisme og regenerative materialekredsløb. Ressourcelandskabet i dette projekt forstås som det materialekammer, der er til rådighed i oplandet til Barranca de los Bueyes. En bioregional materialepraksis bruges dermed til at identificere, udvinde og genaktivere ressourcer, som allerede er til stede. 

Barranca de los Bueyes befinder sig i Det Iberiske Pyritbælte, som har en af verdens største koncentrationer af metalholdige mineraler. I landskabet fremtræder dette som farvemættede jordlag af mineralske sten. Her findes jernoxider, der giver okkerpigmenter i spændet fra gul til dyb rød, samt kobbermineraler som malakit, der tilfører grønne toner. Mineralerne kan forstås som et lokalt pigmentarkiv, hvor projektets farveholdning udspringer af stedets geologi.

I forbindelse med min opmålingsrejse, samlede jeg sten fra området, særligt omkring minerne. Efterfølgende har jeg sorteret og udvalgt sten, heriblandt: lerskifer - sandsten - kridt - kalksten - hæmatit - limonit.

Farveforekomsterne spændte bredt, og særligt disse farver var fremtrædende: jernoxydrød - guldokker - lys dodenkopf - kridt - varmgrå - gammel rosa.

Derefter er de udvalgte sten blevet knust, malet i en morter og filtreret gennem en melsigte til fintmalede pigmenter. Udvalgte sten er desuden blevet brændt ved henholdsvist 400, 600 og 950 grader som en undersøgelse af, hvordan stenenes pigment ændrer sig ved den givne temperatur. 

Pigmenterne er derefter blevet blandet med forskellige bindemidler for at teste, hvilke bindemidler der fungerede bedst og ud fra hvilke blandingsforhold. De afprøvede bindemidler var øl - vand - olie - vegetabilsk lim - skyr.

Udover forsøg med bindemidler er pigmenterne også blevet brugt til glasering af lerklinker. Glasurprøverne varierer tydeligt, afhængig af sten og procentindhold af pigmentet - fra dybe, dækkende nuancer til lette glasurer, hvor hvert enkelt pigment synes at træde frem.