Bevaring af gavlmalerier – Hvor står vi, og hvor skal vi hen?
Gavlmalerier er en værkgruppe placeret udendørs, typisk på bygningers gavle, hvor de indgår som en del af det offentlige rum. Som følge af det miljø, de er placeret i, er de særligt udsatte for nedbrydning, hvilket markant svækker deres holdbarhed. Samtidig udgør de en populær udsmykningsform, hvor nye værker løbende tilføjes.
Som udsmykningsform involverer de ofte en bred kreds af aktører, herunder kunstnere, håndværkere, bygningsejere, lokalmiljøer og kommuner. De befinder sig i en gråzone mellem kunst, udsmykning og arkitektur, og det er ofte uklart, hvem der har ansvaret for deres bevaring. Selvom de kan have betydelig kulturel og æstetisk værdi, er der kun i begrænset omfang taget stilling til, hvilke værker der er bevaringsværdige, ligesom der mangler faste retningslinjer for, hvordan de i så fald bør bevares.
Det manglende fokus på bevaring rejser spørgsmål om, hvilke bevaringsudfordringer der knytter sig til gavlmalerier, hvordan de kan løses og hvordan man kan skabe rammerne for en indsats, der på et bevaringsfagligt grundlag kan sikre en fremtidig og systematisk bevaring af disse værker.
Specialet undersøger, hvordan en systematisk bevaringsindsats for danske gavlmalerier kan tilrettelægges, og tilbyder i den forbindelse et bud på en metode til at kortlægge gavlmaleriernes aktuelle bevaringssituation. Metoden fungerer som et redskab til at skabe et sammenligneligt grundlag for vurdering af gavlmaleriernes bevaringsmæssige tilstand og kan dermed understøtte prioriteringen af fremtidige bevaringsindsatser.
Metoden omfatter en analyse af gavlmaleriets bevaringsbehov gennem en tilstandsanalyse. Som hjælpemiddel i tilstandsanalysen anvendes optagelser med teleobjektiv, der gør det muligt at komme tæt på gavlmaleriets overflade og identificere detaljer, som ellers kan være vanskelige at undersøge på grund af værkernes store skala.