Byen Midtimellem

På grænsen mellem Nørrebro og Østerbro ligger Trekantsgrunden – et af de sidste intakte industrimiljøer i København. Hvor de omkringliggende industriområder er blevet omdannet til boliger og erhverv, står områdets 11 industribygninger stadig som et vidnesbyrd om byens industrielle fortid.

Projektet undersøger, hvordan Trekantsgrunden kan transformeres til nye formål uden at miste den særlige karakter og historiske fortælling, som giver stedet værdi for både kvarteret og byen.

Vores analyser peger på en række karaktertræk, som giver Trekantsgrunden sin særlige identitet. Området er vokset gradvist over tid, hvor bygningerne har tilpasset sig de enkelte matrikler og skabt afskårne gavle, uregelmæssige møder og karakterfulde mellemrum.

Den løbende udbygning har formet en variation af gårdrum, porte og passager, som både sikrer adgang og skaber særlige rumlige oplevelser. Samtidig har områdets industrielle udvikling resulteret i en mangfoldighed af bygningstyper, højder og funktioner. Disse kvaliteter danner grundlaget for projektets videre transformation af stedet.

Nu står Trekantsgrunden overfor et nyt kapitel. Som en del af Innovation District Copenhagen bliver området en brik i udviklingen af et nyt videns- og erhvervskvarter på Nørre Campus.

Vores kortlægning af bylivet i København viser, at området allerede i dag markerer et skifte fra den aktive og udadvendte by til en bydel domineret af institutioner. Projektet undersøger derfor, hvordan Trekantsgrunden kan styrke forbindelsen mellem Nørrebro og Østerbro gennem levende byrum, der inviterer lokalmiljøet ind og skaber aktivitet også uden for arbejdstiden. Målet er at forene et attraktivt innovationsmiljø med et stærkt hverdagsliv.

Projektet tog udgangspunkt i områdets mellemrummene og bevægelsesforløb. Tidligt identificerede vi en særlig kvalitet i kontrasten mellem de lukkede facader mod gaden og de indre gårdrum, som åbner sig gennem smalle porte, passager og kig – næsten som skjulte byrum.

Herfra arbejdede vi med stueetagerne for at undersøge programmer, synergier og møder mellem forskellige brugere. Samtidig blev analyserne løbende omsat til modellen, først som volumener og siden gennem bearbejdning af åbninger, facader og rumlige sammenhænge.

Arbejdet har resulteret i en række principper for transformationen. De eksisterende industribygninger bevares i videst muligt omfang og danner inspiration for nye bygningers skala, materialitet og detaljer. De historiske matrikelskel og brandmure fastholdes, hvor det er muligt, da de tydeligt fortæller stedets udviklingshistorie.

De karakteristiske ankomster gennem porte og passager videreføres som et vigtigt rumligt motiv, ligesom orienteringen mod de indre gårdrum bevares og styrkes som ramme for fællesskab og hverdagsliv. Endelig bygger projektet videre på områdets eksisterende grønne kvaliteter ved at bevare de markante træer, styrke den centrale grønne oase og skabe bedre sammenhæng mellem de grønne rum.

IDC samler forskere og startups, som har gavn af uformelle møder på tværs af fagligheder. Derfor er arbejdspladserne organiseret i klynger omkring gårdrummene med delte faciliteter, der understøtter de spontane møder – det, IDC beskriver som “bump factor”. Laboratorierne er samlet i én bygning, mens kantiner og auditorier er placeret centralt som fælles samlingspunkter.

Flere af disse funktioner er tænkt som hybridprogrammer, der også kan bruges af lokalmiljøet uden for arbejdstid. Kantinerne kan fungere som lokale spisesteder, og auditorierne kan danne ramme om arrangementer, filmvisninger og foreningsliv. På den måde skabes der mødesteder mellem innovationsmiljøet og byens beboere.

De udadvendte funktioner består af både eksisterende aktører, genetablerede lokale tilbud og nye produktions- og kulturorienterede erhverv. Samlet bidrager de til aktivitet, tryghed og liv i gårdrummene gennem flere af døgnets timer og styrker stedets lokale forankring.

Facaderne tager afsæt i en strategi, hvor de eksisterende industribygninger både respekteres og videreudvikles gennem materialemæssige og proportionelle greb.

Nye tilføjelser trækkes generelt tilbage fra gaden og markeres med en klar materialekontrast, så de oprindelige tegl- og industribygninger fortsat fremstår som de bærende elementer i gadebilledet. Stål anvendes som et gennemgående, industrielt referencepunkt, mens træ og biogene materialer introduceres i udvalgte bygninger for at skabe variation og en mere lokal og taktil karakter.

Hulsætninger og facadeopdelinger tager afsæt i områdets eksisterende rytmer, særligt porte og industrielle åbninger, som gentolkes som vinduesbånd og horisontale proportioner. I flere tilfælde bearbejdes disse for at optimere dagslys og skabe nye funktionelle lag, eksempelvis gennem solafskærmning og dybere facadezoner.

Samlet arbejder projektet med en bevidst kontrast mellem det bevarende og det tilføjede, hvor nye volumener indordner sig i skala og rytme, men samtidig markerer deres samtid gennem materialitet og detaljer.