Dormitorio/Santuario

D. 18/01—25 rejste vi til Rom for at studere renæssancekirker, tradtionelt håndværk, restaureringsholdninger og ornamentik, hvor vi bl.a. besøgte Bramantes Tempietto di San Pietro in Montorio, et velbevaret kirkeligt rum fra renæssancen. Vi besøgte ligeledes katedralen i Orvieto for at studere den florentiske stukkatør Fernando Fancellis arbejde, da han ligeledes udførte de oprindelige dekorative elementer i Chiesa di San Giovanni. Da dette arbejde er gået næsten fuldstændig tabt, gav det os et fingerpeg om, hvordan vores kirke oprindeligt havde set ud.

Vores opmålingsarbejde bestod af flere stadier: En skitseopmåling i målestoksforhold 1:50, suppleret med detaljerede målinger i 1:10 og 1:1, samt en digital optegning baseret på 3D-scanning. 3D-scanneren blev anvendt til at generere en digital punktsky, der med stor nøjagtighed blotlægger bygningens geometri. Kombinationen af disse metoder sikrer en høj grad af præcision i det endelige tegningsgrundlag. Gennem bygningsarkæologiske undersøgelser har vi kortlagt nogle af de forandringer, kirken har gennemgået gennem tiden. Konkret har vi registreret løsrevne materialer, nedfaldne sten, fysiske ar og spor i murene, og udvalgte steder har vi gravet i jorden i jagten på det oprindelige gulv og dettes niveau.

I Chiesa di San Giovanni stod der indtil 1986 to søjler fra antikken ved indgangen til kirkens apsis (jf. detalje), som dette år blev stjålet af ukendte gerningsmænd. Indtil den dag, hvor de stjålne bygningselementer (søjler, freskoer) bliver identificeret og repatrieret, er det vigtigt for os ikke at udfylde eller camouflere tomrummet, hvor de har eksisteret, men at gøre opmærksom på deres fravær ved at markere, hvor de har været placeret i bygningen.

Vores intention er at fremvise ruinen som et rum, der kan genopstå, men samtidigt er evigt tabt i sin oprindelige form — eller blot i en evig proces, som aldrig har et historisk endepunkt. Bygningsruinens historiske lag ligger oven i hinanden, men deres forskydninger og variationer gør dem aflæselige i tid. Derfor er vi også af den overbevisning, som fremsættes i Venedig—chartret, at enhver reparation skal gøre opmærksom på sig selv som reparation gennem materialeforskel — i stedet for at fremstille en replika, der foregiver at kunne spole tiden baglæns. Vi har ligeledes arbejdet med ydmyge konstruktioner og materialevalg, som æstetisk træder i baggrunden.

Inde i kirkeskibet indfinder der sig en stilhed, hvor vinden er afskærmet, og tiden er som gået i stå. Det betyder også, at kirken føles som et anakronistisk fragment midt i en verden, der fortsætter ufortrødent omkring den, og hvor italienske turister ferierer på Camping Mario få hundrede meter væk bag elefantgræsset, uvidende om dens eksistens. Det bliver et billede på, hvordan én verden i stilhed kollapser, mens en anden vokser ud af dens skygge.

Carlos Martí Arís skriver i Eloquent Silences — Writings on Art and Architecture om den mesterlige japanske filminstruktør, Yasujiro Ozu. Ozus film kendetegnes af en billedside, der gør brug af forladte rum og stilleben, som kameraet dvæler ved. Stillebenets indhold viser fragmenter af den fortælling, der sker udenfor billedets frame, og alluderer til den fortalte tid, der stadig pågår før og efter filmens fortælletid — akkurat som ruinen og dens artefakter. Ozu benytter sig i sine film af elliptiske fortællinger, hvor store begivenheder i narrativet udelades. Vi ønsker på samme vis at lade bygningsfragmenterne stå i egen ret, uden infotavler eller forsøg på at genoprette fortællingsmæssig kongruens, men højst med en diskret markering af, hvor noget mangler; at skabe særligt udvalgte indramninger af bygningen, som beskueren inviteres til at dvæle ved, og hvor den besøgende selv må sammenstykke fortællingen om det tab, som stedet har gennemlevet.

Vi arbejder i vores projekt med en differentieret transformationsholdning for restaureringen af kirken og transformationen af selve sitet, hvor der opføres en addition i form af et pilgrimsherberg. Transformationen af Chiesa di San Giovanni skal tildele bygningen en værdig funktion igen og respektere, at den udgør en del af Lazio-regionens kulturarv, men samtidigt er et monument for det evigt tabte. Additionens materielle udformning relaterer sig til både kirken og det omkransende landskab, og dens indre atrium skaber både et afsondret rum for pilgrimsrejsende, som søger at trække sig tilbage og fordybe sig, samt et rum, der kan anvendes til fælles arrangementer af egnens indbyggere.

Når vi bygger en addition med overnatningsfaciliteter, skal den kunne modstå jordskælv, og pga. et kompliceret bygningsreglement, der gør bygninger omkostningstunge, tænker vi, at additionen skal være en let trækonstruktion med træsamlinger, der kan give sig ifm. seismisk aktivitet. Vi anbefaler, at additionen skal støtte på et skruefundament, så den om nødvendigt kan flyttes, hvis der i fremtiden skal foretages arkæologiske udgravninger i landskabet omkring kirken.

Tilgangen til at restaurere kirken bør inkludere et hensyn til, at kirken er et vigtigt stykke kulturarv, som ligeledes har en vigtig plads i den kollektive selvforståelse blandt egnens beboere, hvor bygningskroppens synlige ar og tomrum efter de stjålne effekter vidner om en egnshistorie, der både inkluderer armod, fattigdom og forflytning. Samtidigt skal bygningen gøres anvendelig igen (uden at foretage en skyggelægning af bygningens blotlagte, historiske lag), så den i fremtiden kan bidrage til en fremgang i besøgs- og overnatningstal og dermed sikre en økonomisk vækst på egnen, hvorved man også etablerer værdien i at sikre og bevare sin kulturarv der, hvor den er hjemmehørende.

Kirken kan fungere som et stop for pilgrimsrejsende, et sted for restitution og refleksion, samt være en katalysator for lokal vækst. Ved at fastholde kirkens karakter som ruin og samtidig integrere funktionelle elementer, der opfylder nutidens behov, kan Chiesa di San Giovanni igen få en rolle i det lokalsamfund, den har været en del af i århundreder.