Tørreladen ved Klostermølle
Tørreladen ved Klostermølle gentænkes som en arkitektonisk ramme, hvor natur og kultur virker som sameksisterende aktører. Bygningen fastholdes som en åben og porøs struktur, hvor vind, lys og vejr får lov at virke som aktive kræfter. Minimale og reversible indgreb muliggør ophold for rejsende langs Gudenåen og fremhæver oplevelsen af forholdet mellem landskab og stedets historie. Afgangsprojektet er lavet i samarbejde med Herman Røyset Ingebrethsen.
Klostermølle er et unikt sted; historisk, landskabeligt og arkitektonisk. Stedet er placeret ved Gudenåen, hvor åen møder Jyllands største sø, Mossø. Åen løber rundt om et kegleformet højdedrag kendt som Sukkertoppen, karakteriseret ved sin åbne top med kvartssand, der træder frem mellem de stejle, skovklædte skråninger. Overgangen mellem å og sø udgøres af det sumpede Klosterkær, Danmarks største indlandsdelta, hvor Gudenåen deler sig og snor sig gennem landskabet.
Fra omkring 1200-tallet og frem til 2020 blev størstedelen af Gudenåens vand ledt gennem Klosterkanalen til mølledrift ved Voer Kloster. Efter reformationen blev klosteret nedrevet, men møllen forblev i drift frem til 1873, hvor den mekaniske mølle blev erstattet af turbiner, der omsatte vandets energi til strøm og dannede grundlag for papproduktionen på Træmassefabrikken Klostermølle frem til en brand i 1974. Året efter overtog Naturstyrelsen området.
Stedet er formet af vandets bevægelse gennem historien – fra Weichsel-istidens smeltevand, der eroderede terrænet og skabte ådale og søer, til menneskets tekniske og industrielle udnyttelse af vandets gennemstrømning. Klostermølle kan derved forstås som et sted præget af skiftende arkitektoniske programmer i relation til forskellige natursyn.
Denne fortolkning kan perspektiveres til Heraklits aforisme om, at det ikke er muligt at træde ned i den samme flod to gange. Forandring er et af naturens grundvilkår; både vandløbet og mennesket er i konstant bevægelse. Og det er i spændingen mellem modsætninger som lys og mørke, bevaring og udvikling, at verden ifølge Heraklit tager form. Det græske filosof anså ikke modsætninger som adskilte størrelser, men som gensidigt afhængige kræfter. Lys giver kun mening i relation til mørke, og stabilitet og bevaring eksisterer kun i kraft af muligheden for forandring. Det er netop i dette spændingsfelt mellem modsætninger, at verden bliver til. Dette spændingsfelt udgør også en grundlæggende fascination af Tørreladen ved Klostermølle, der ved første øjekast fremstår som en dualitet mellem menneskelig aktivitet og naturen, men ved en nærmere betragtning synes disse tilsyneladende modsætninger ikke blot at sameksistere, men at være vævet sammen i en fælles fortælling.
Ramme
På Klostermøllevej 48 findes 5 fredede bygninger og 6 bygninger uden bevaringsstatus. samt 2 fortidsminder; Klosterkanalen og ruinerne fra Voer Kloster. Dertil er landskabet omkring Mossø også fredet. Fredningen af bygningerne over jorden omfatter i høj grad den kulturelle fortælling som industrianlæg med et gårdanlæg bestående af 3 bygninger; det gamle stuehus, direktørboligen og en hestestald samt 2 fabriksbygninger; møllen og en tørrelade. Bebyggelsen under terræn med klosterruinen og Klosterkanalen omhandler historien om benediktinermunkenes bosættelse og etablering af stedet ved omlægning af Gudenåen. Naturfredningen omfatter hele grunden.
De nuværende brugere er Natur og Ungdom, som lejer bygningerne af Naturstyrelsen. De benytter hovedsageligt “direktørboligen”. Kælderen anvendes til naturskole, stuen til lejrskole med dertilhørende faciliteter og 1. sal til administrationen. Herudover anvender de en tilbygning af tørreladen til opbevaring af materiel til aktiviteter på åen og søen.
Naturstyrelsen har siden starten af deres ejerskab haft ambitioner om at skabe formidling gennem naturen og historien på stedet. Men det er ikke lykkedes at få omsat disse tanker til handling. I 2023 har Naturstyrelsen indskrænket matriklen til at omfatte et mindre omrids rundt om bygninger og senere samme år oplyst om sin intention om at sælge. Deres intention har søgt at
afhænde bygningerne, da de ikke længere tjener et skovbrugs formål. Dermed er staten ved at sælge en fredet klosterruin og en håndfuld fredede bygninger til et formål, der endnu ikke er beskrevet.
Tørreladen ved Klostermølle er opført i relation til papproduktionen, der var aktiv fra 1873-1974, hvor de landskabelige forhold med Gudenåens vandkraft og vindeksponerede landskab ved Mossø skabte forudsætningerne for produktion og tørring af pap. Efter en brand i 1974 ophørte produktionen af pap, og tørreladen blev reduceret til et uorganiseret opbevaringsrum. Siden er der blevet spekuleret og diskuteret, hvordan Tørreladen har skulle genaktiveres. Avisartikler fra 1970’erne og starten af 1980’erne ledte det arkitektoniske program i retningen af formidling af industrihistorien, mens der gennem en forundersøgelse i nyere tid peges på blandt andet en kunsthal i tørreladen. Forundersøgelsen blev udarbejdet i 2024 for af den frivillige organisation, ”Klostermølles Venner” og udarbejdet af Schmidt Hammer Lassen, Niras og Bendt Nielsens Tegnestue i forbindelse med, at foreningen havde opnået forkøbsret til Klostermølle, eftersom Naturstyrelsen havde meddelt nuværende brugere (Natur & Ungdom), at der indledes et salg af grunden.
Program
Den aktuelle situation på Klostermølle står derved over for et ejerskifte samtidig med, at der i 2026 er åbnet en vandrerute langs Gudenåen fra dens Kilde til Randers. Dette projekt søger at gentænke Tørreladen som en arkitektonisk mediator mellem natur og kultur, hvor overnattende og dagsbesøgende får lov til at opleve naturens tilstedeværende i bygningens åbne og porøse struktur, hvor vind, lys og temperatur skal fortsat få lov til at virke som aktive kræfter. Mens de industrielle og mekaniske spor fra tørreladen videreføres i den nye anvendelse af bygningen. Valg af programmet baserer sig derved på en fortolkning af Laurajane Smiths teori, om kulturarv som en aktiv og social proces, hvor værdien fra ethvert objekt eller sted kommer fra selve brugen af dette. Kulturarv eksisterer altså ikke udelukkende som et fysisk objekt, men bliver skabt gennem menneskers brug, erindringer og deltagelse.
Differentieret transformationsholdning
Transformationen tager udgangspunkt i en differentieret transformationsholdning, hvor det teoretiske grundlag i høj grad er baseret på Johannes Exners begreb om ”Proceshistorisk bygningspleje”. Narrativet i transformationen af Tørreladen består i, at det bør være synligt for beskueren, at der er en fortid, en nutid og en fremtid. Det gælder i denne forbindelse at understøtte bygningens historiske autenticitet og bevare de betydningsfulde overflader, strukturer, bygningsdele og tilføjelser. Subtraktioner bør reduceres til et minimum, mens additioner bør udføres som reversible løsninger forankret i bygningens materiale- og konstruktionslogik. Dette projekt differentierer mellem facaden, laden og tilbygninger. Bygningen er oprindeligt fra 1873 og har undervejs undergået løbende ombygninger. Dette forhold erkendes, og det accepteres at den originale substans løbende er og vil blive reduceret. Dette stiller sig i en anelse i kontrast til Slots- & Kulturstyrelsens anbefaling om, at ”Bygningens hovedform kunne står stærkere ved fjernelse af enkelte af de senere tilbygninger og knopskydninger på bygningen, selvom denne strategi også bygger på en forskel i værdisætningen af laden (bygningens hovedform) og tilbygningerne, som det fremgår af følgende:
Facaden
Facaden restaureres med fokus på at bevare og genoprette dens mekaniske funktion. Lugerne repareres, så de igen kan åbnes og lukkes som en aktiv del af bygningen. Den eksisterende materialitet og stoflighed søges bevaret, og reparationer udføres med respekt for dette. Vedligehold bør ske løbende, men vejrlige forhold og naturlig patinering, der ikke er destruktive i forhold facadens bygningsdelene, bør accepteres.Laden
Transformationen af tørreladens hovedform tager afsæt i bygningens industrielle logik, hvor længdeaksen, skinnesystemet og konstruktionens repetitivt værdisættes højt. Derfor bør disse elementer fastholdes og understøttes af de indgreb, der tilføjes. Funktioner og ophold i stueetage placeres langs facaderne. Overnatning etableres på 2. og 3. sal som selvstændige og reversible elementer, der underordner sig den eksisterende konstruktion, mens trappen til fuglekiggertårnet subtraheres og reetableres i det nordøstlige hjørne.- Tilbygninger
Tilbygningernes eksteriør og interiør behandles med større frihed end hovedformen på tørrelade. Her integreres de nødvendige servicefunktioner såsom køkken, bad og toilet. Nye åbninger, der forstærker relationen til omgivelserne uden for etableres.
Anbefalinger
På baggrund af vores empiri indsamlet undervejs gennem opmålings- og tilstandsstudier, fænomenologiske registreringer, arkivundersøgelser sammen med bearbejdningen af disse i skriftligt og skitserende analysearbejde peger vi på følgende anbefalinger i projektet:
Loyaliteten overfor huset
Tørreladens mekaniske facade bør restaureres, således at luger igen kan åbnes.Bygningens hovedform og industrielle spor bør fastholdes.Omfavnelse af mørket
Det sparsomme og filterede lysindfald betragtes som en central arkitektonisk kvalitet. Skygger, kontraster og mørke bør fastholdes som en del af bygningen atmosfæriske karakter.Landskabets nærvær
De sanselige erfaringer i bygningen skal styrke oplevelsen af naturen. Laden bør forblive uisoleret, så temperatur, luftfugtighed, lyd og lys fortsat er tilstedeværende i bygningen.Atmosfære
Det rationelle må vige pladsen for det oplevede. Et projekt bør acceptere kompromiser i forhold til komfort for at bevare bygningens særlige atmosfæriske karakter og immaterielle værdier.- Forankring i sted og landskab
Transformationen bør tage afsæt i stedet samlede kulturhistoriske og landskabelige kontekst. Et projekt bør søge at videreføre fortællingen om Klostermølle både som kloster- og industrimiljø og samtidig understøtte relationen til landskabet omkring Gudenåen, Mossø og det omkringliggende terræn.
Bæredygtighedsstrategi
Tilgangen til bæredygtighedsbegrebet anskues holistisk inspireret af Material Cultures' essaysamling "Material Reform", hvor miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter vægtes ligeværdigt. Projektet søger at forene arkitektonisk kvalitet med strategier for drift, vedligeholdelse og ressourceforbrug.
Miljø
Eksisterende materialer og bygningsdele, som i dag opbevares i tørreladen, betragtes som værdifulde ressourcer. Projektet arbejder med genbrug, genanvendelse og nyttiggørelse før bortskaffelse. Den eksisterende bygningsmasse søges bevaret og aktiveret frem for erstattet.Social
Den sociale bæredygtighed knytter sig til stedets fællesskabsorienterede karakter og ønsket om at skabe forbindelser til lokale aktører, frivillige og besøgende. Opholdet i tørreladen bygger på fælles aktiviteter og en bevidsthed om stedets landskabelige og kulturhistoriske sammenhæng- Økonomi
Den økonomiske bæredygtighed relaterer sig til transformationens enkle tilgang, hvor genbrug af eksisterende konstruktioner og materialer bidrager til at reducere omkostninger uden at kompromittere projektets arkitektoniske og æstetiske kvaliteter.
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål