Vejen til fællesskabet

I Danmark oplever stadig flere unge udfordringer med mental trivsel og ensomhed. Særligt mennesker med kognitive funktionsnedsættelser er i øget risiko for social isolation og oplever ofte begrænsede muligheder for at deltage aktivt i fællesskaber, uddannelse og arbejdsliv. Parallelt hermed kæmper mange mindre landsbyer med affolkning, tomme bygninger og tab af lokale fællesskaber.

Projektet udspringer af et ønske om at undersøge, hvordan disse udfordringer kan tænkes sammen gennem arkitekturen. Kan et bosted være mere end en institution? Kan det fungere som et aktivt fællesskab, der både styrker beboernes mentale trivsel, skaber meningsfulde relationer og bidrager positivt til lokalområdet?

Projektet bygger på otte dogmer, som tilsammen danner grundlaget for arkitekturens sociale, rumlige og bæredygtige ambitioner. Centralt står ønsket om at skabe et bosted, der understøtter mental trivsel, tryghed og deltagelse gennem hjemlige rammer, stærke fællesskaber og arkitektur tilpasset brugergruppens behov.

Bostedet tænkes som en aktiv del af lokalsamfundet, hvor nye relationer mellem beboere og landsby kan opstå gennem fælles aktiviteter, arbejde og hverdagsliv. 

Naturen integreres som en aktiv del af hverdagen og bidrager med ro, sanselige oplevelser og mulighed for ophold. Gennem læring, beskæftigelse og deltagelse i fællesskaber understøtter projektet beboernes mulighed for udvikling, selvstændighed og tilhørsforhold. Projektet fungerer dermed som et prototypeforslag til, hvordan sårbare brugergrupper og affolkede landsbyer kan understøtte hinanden gennem arkitektur, fællesskab og nye måder at bo og leve sammen på.

"Hvor er det trist at se, hvor misvedligholdt den gamle station er! Mit barndomshjem er i fuldstændig forfald.

Landsbyerne er ved at afvikle sig selv. Hvis man fjerner mulighederne for at skabe fællesskaber i landsbyerne, så bliver det svært at blive boende i landsbyen."

Projektet tager udgangspunkt i landsbyen Sandby på Vestlolland. Som mange andre danske landsbyer har Sandby gennem de seneste årtier oplevet en gradvis affolkning, hvor arbejdspladser, butikker, skole og andre lokale funktioner er forsvundet. Det, der tidligere var et levende lokalsamfund med daglig aktivitet og naturlige mødesteder, fremstår i dag præget af tomme bygninger, færre beboere og et svækket fællesskab.

Affolkningen har sat tydelige spor i byens fysiske struktur. Flere bygninger står uden funktion, og mange af de steder, der tidligere samlede mennesker i hverdagen, er forsvundet. Sandby repræsenterer dermed en bredere udvikling, som præger mange danske yderområder, hvor manglen på arbejdspladser, servicefunktioner og sociale mødesteder udfordrer landsbyernes fremtid.

Netop derfor rummer Sandby også et potentiale. Projektet undersøger, hvordan nye boformer og fællesskaber kan bidrage til at genaktivere eksisterende bygninger og skabe nyt liv i en landsby, der i dag står over for betydelige udfordringer.

Udeområdet er organiseret som en gradvis overgang fra offentlige til private rum. Den transformerede stationsbygning bliver landsbyens nye fælleshus og fungerer som områdets fælles og udadvendte omdrejningspunkt, mens beboerhuset fungerer som et semi-privat mellemled mellem det nye fælleshus og de private boliger. Boligerne er placeret mere tilbagetrukket i landskabet og skaber en rolig og beskyttet ramme om beboernes private liv.

Harpelunde Station - Det nye fælleshus

Den tidligere stationsbygning transformeres til bostedets fælleshus og nye samlingspunkt for både beboere og lokalsamfund. Projektet tager afsæt i bygningens eksisterende arkitektoniske kvaliteter og kulturhistoriske værdi, som bevares og videreføres gennem transformationen.

Nye åbninger og visuelle forbindelser skaber sammenhæng på tværs af bygningen og understøtter dens nye funktion som fælleshus. Samtidig tilføjes nye funktioner som spisestue, fælleskøkken og uformelle opholdsrum, så bygningen igen bliver et aktivt mødested for både bostedets beboere og lokalsamfundet. Transformationen bygger på princippet om at bevare frem for at erstatte og giver nyt liv til en bygning, der tidligere var et centralt knudepunkt i landsbyen.

Beboerhuset - Et hus for arbejde og fællesskab

Det nye beboerhus danner rammen om bostedets daglige beskæftigelse. Her samles værksteder, arbejdsrum og fælles faciliteter i et miljø, hvor beboerne kan udvikle færdigheder, indgå i arbejdsfællesskaber og bidrage aktivt til stedets hverdagsliv.

Bygningen er udformet som en robust og let aflæselig trækonstruktion med fokus på biobaserede materialer og en enkel konstruktiv logik. De synlige konstruktioner og varme materialer skaber en sanselig og hjemlig atmosfære, mens bygningens fleksible rum understøtter både arbejde, læring og sociale fællesskaber.

Boliger med plads til fællesskab og privatliv

Boligerne er organiseret omkring et fælles gårdrum, som danner rammen om hverdagens møder og fællesskaber. Boligbygningerne er disponeret med en tydelig graduering fra fælles til privat, hvor gårdrummet, den overdækkede terrassegang, fordelingsgangen og de indbyggede nicher skaber en række mellemzoner mellem fællesskabet og den enkelte bolig. Denne opbygning giver beboerne mulighed for at deltage i fællesskabet i eget tempo og understøtter forskellige behov for social kontakt og tilbagetrækning.

Planløsningen er udviklet med fokus på overskuelighed, genkendelighed og tryghed. Små opholdszoner og nicher fungerer som sociale mellemrum mellem de fælles og private områder og understøtter forskellige behov for fællesskab, ro og tilbagetrækning. Boligerne er dermed ikke organiseret omkring én skarp grænse mellem fælles og privat, men omkring en række graduerede overgange, der skaber en mere hjemlig og inkluderende boligform.

Boligerne er opført som lette træbygninger, der nænsomt løfter sig over terrænet på skruefundamenter. Konstruktionen er udviklet som et enkelt og let aflæseligt system af søjler, bjælker og dæk, hvor bygningernes opbygning tydeligt kan aflæses i arkitekturen.

Langs facaden mod gårdrummet løber en overdækket terrassegang, som forbinder boligbygningerne og skaber en overskuelig overgang mellem det fælles gårdrum og de private boliger. 

Materialerne er valgt med fokus på naturlighed, holdbarhed og sanselige kvaliteter, der understøtter oplevelsen af hjemlighed og nærhed til omgivelserne. Træets varme overflader, lerpudsens taktile karakter og de diffusionsåbne konstruktioner bidrager til et sundt indeklima og en sanselig oplevelse. Sammen skaber konstruktion og materialer en robust og hjemlig arkitektur, hvor nærheden til naturen og følelsen af tryghed er bærende kvaliteter.