I to forskellige podcastepisoder kan du blive klogere på bæredygtig udvikling i region Østjylland, og på hvorfor vi skal designe til alle slags mennesker.
Klima- og samfundsforandringer banker på døren i Østjylland
Tag med Boris Brorman Jensen, lektor ved Institut for Bygningskunst, By og Landskab, på tur rundt i Østjylland i podcastepisoden ”Et Østjylland i forandring”. På turen fortæller Boris om regionen Østjylland, og om hvordan et bæredygtigt Østjylland bør og kan se ud. Det kan nemlig have store konsekvenser, hvis by- og landområdernes strukturer ikke bliver ændret, i takt med klima- og samfundsforandringer.
Podcasten starter i Koldings bymidte og slutter mange kilometer senere ved en motorvejsafkørsel i Skanderborg.
Boris Brorman Jensen har et stort kendskab til Østjylland, og har siden 2018 har været en del af en projektgruppe sammen med professor Tom Nielsen fra Arkitektskolen Aarhus og byplankonsulent Holger Bisgaard, der forsker i mulighederne for at skabe et mere sammenhængende og bæredygtigt Østjylland.
Kan man designe til alle slags mennesker?
Det spørgsmål skal unge arkitekt- og designstuderende forholde sig til på KADK. Ofte designer man produkter og byrum til det gennemsnitlige menneske. Men mennesker er faktisk meget forskellige: Nogle er født med et handicap eller har fået det senere i livet, ligesom kroppen forandrer sig som vi bliver ældre.
I episoden ”Design for alle” taler Irene Lønne, Institutleder på Institut for Bygningskunst og Design, Tony Bech, Public Affairs Chef for World Congress of Architects 2023 og Simon Toftegaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden om, hvad universelt design er: Hvordan man kan designe til alle slags mennesker? Og hvilken rolle har unge arkitekter og designere i den ligning?
Find de to podcastepisoder på din foretrukne podcast-app.