Om instituttet
Institut for Arkitektur og Rum udbyder et bachelorprogram og to kandidatprogrammer.
På Institut for Arkitektur og Rum arbejder vi med arkitektur i den nære skala; dér, hvor mennesker møder rum, materialer og detaljer. Fra interiøret og boligen til bygningen og dens omgivelser undersøger vi, hvordan arkitektur formes, opleves og bruges, og hvordan den præger vores måder at bo, mødes og leve sammen på.
Vi forstår arkitektur som en kunstnerisk og eksperimenterende praksis. Gennem tegning, komposition, modeller, materialeforsøg og prototyper undersøger vi, hvordan lys, proportioner, konstruktion og detaljer giver rum karakter og kvalitet. Vi bevæger os mellem abstrakt tænkning og konkret formgivning; mellem at skabe nyt og at forstå og transformere det eksisterende.
Herfra rækker perspektivet videre. I undervisning og forskning forbinder vi kunstneriske og videnskabelige metoder med feltarbejde og undersøgelser af mennesker og steder. Vores faglige tyngdepunkter er interiør og boliger, universelt design, materialer, lys og indeklima; områder, hvor spørgsmål om livskvalitet, ressourceforbrug og klimaforandringer bliver til konkrete arkitektoniske undersøgelser.
På instituttets bachelorprogram Helhed og Del og kandidatprogrammerne Spatial Design og Architecture and Extreme Environments arbejder vi med arkitektur fra forskellige faglige indgangsvinkler. Undervisning og forskning udvikles i dialog med både fagets praksis og andre vidensmiljøer. Vi uddanner arkitekter, der kan stille spørgsmål, lytte, eksperimentere og forme de rum, vi lever i.