Uddannelse med fokus på arbejdsudbud

Uddannelse er blevet et centralt politisk redskab, som i bund og grund handler om arbejdsudbud. Bonusreformen skulle sikre, at de unge kom hurtigt i gang med en videregående uddannelse. Fremdriftsreformen og den netop vedtagne kandidatreform skal sikre, at de studerende bliver hurtigt færdige. Dimensioneringsreformer skal både sikre mindre dimittendledighed og mulighed for andre uddannelsesvalg. Dagsordenen handler i dag mere om 'ud' end om 'dannelse', for ungdomsårgangene bliver mindre, og der mangler bl.a. medarbejdere med velfærdsuddannelser.

Regulering og ansvar for kvalitet

Samtidig er uddannelserne i dag reguleret i langt højere grad, end de var for et par årtier siden. De 60 ECTS-point, som vores studerende skal opnå hvert studieår, tilrettelægges af medarbejdere og studerende i studienævn, der bl.a. er i dialog med dekanerne, som sikrer en løbende dialog med aftagerpanelerne. Kvaliteten af undervisningen evalueres løbende i omfattende procedurer internt, og hvert sjette år kontrolleres vores kvalitetssystem af et Akkrediteringsråd, som skal give os ‘licence to operate’. Jeg har stor respekt for alle dem, der bidrager til at få hele dette rammeværk til ikke bare at fungere, men at sikre et højt bundniveau på de syv uddannelser, vi har på Det Kongelige Akademi.

Akademisk frihed og samfundsansvar

På trods af et ensidigt fokus på arbejdsudbud og omfattende regulering og kontrol har ingen politikere dog anfægtet de længere videregående uddannelsers rolle i samfundet som dem, der både uddanner til arbejdsmarkedet og til den fremtid, vi ikke kender endnu. Begreber som akademisk frihed beskriver den autonomi, vi har for at kunne hjælpe samfundet med denne opgave. 

Denne dobbelthed, på én gang at uddanne til det samfund, vi kender, og til det samfund, vi ikke kender endnu, er et grundlæggende paradoks, vi navigerer i. Det følger heraf, at der er en dynamisk balance mellem at sikre, at vores kandidater er parate til arbejdsmarkedet, og at de samtidig kan noget, der endnu ikke er efterspurgt. Vi skal forholde os kritisk til det samfund, vi ser omkring os. Samtidig skal vi bidrage til samfundet, som det ser ud nu, og kan derfor ikke tillade os at kravle bedrevidende op i et tårn. At finde den rette balance er en yderst dynamisk affære.

Engagement og kultur som drivkraft 

Heldigvis giver rammeværket ret frie rammer for studerende og undervisere i de konkrete læringsforløb. Det høje niveau på uddannelserne skyldes derfor i meget høj grad også vores engagerede studerende og dygtige undervisere; den kultur og de værdier, der præger dagligdagen, og de emner, studerende og medarbejdere vælger at arbejde med – og dem, de vælger at gøre det sammen med. Det er i høj grad her, Det Kongelige Akademi viser sit værd, og her, vi møder verden omkring os.

Et velfærdssamfund i forandring 

Meget peger på, at denne verden står over for store udfordringer. Flere af de store brancher står over for radikale forandringer. Det gælder bl.a. bygge- og tekstilbrancherne, som har omfattende CO2-udledninger og et stort forbrug af jomfruelige materialer, og det gælder hele sundheds- og ældresektoren, der bl.a. skal kunne håndtere en aldrende befolkning. Vi skal have skabt et velfærdssamfund, hvor vi er i balance med naturen, og hvor vi fortsat har fokus på at give alle borgere et værdigt og omsorgsfuldt liv. Det kræver nyt design, nye forretningsmodeller, nye produktionsmetoder – og så kræver det nye måder at uddanne og forske på.

Flere stemmer og kompleks forståelse

Ærlig talt, så er der vel ikke nogen, der ved, hvordan dette nye velfærdssamfund skal formes. Det peger på vigtigheden af, at uddannelsesmiljøerne sikrer, at mange stemmer kommer til orde, at mange løsninger og teorier findes side om side, at vi hurtigt får afprøvet løsninger, og at vi ikke på forhånd forsimpler den komplekse udviklingsopgave med bestemte verdenssyn og doktriner. Det kritiske, analytiske syn på verden og de arbejdsmetodikker, de studerende tilegner sig, er af samme vigtighed som de mere færdighedsorienterede kompetencer. Vi skal give dem en tilgang til verden, der meningsfuldt kan skabe forandring under omstændigheder, vi ikke kender. En tilgang, der baserer sig på dyb faglig viden om den verden, vi kender i dag.

Tre håb for fremtiden 

I den sammenhæng vil jeg pege på tre vigtige ting, jeg håber, vil præge Det Kongelige Akademis uddannelser i fremtiden:
Jeg håber, vi kommer til at arbejde langt mere tværfagligt, på tværs af discipliner og uddannelsestyper. Det er den eneste måde, vi kan få greb om komplekse systemforandringer og deres implementering på. Det er også nødvendigt for at få større hastighed i udviklingen af det bæredygtige velfærdssamfund, at vi er i tæt samarbejde med dem, der skal finansiere og gennemføre det.

Jeg håber, vi finder nye veje til at øge og kvalificere samarbejdet mellem uddannelserne og eksterne samarbejdspartnere, borgere, virksomheder, offentlige institutioner m.fl., og at vi udvikler vores forståelse af det læringsrum, dette skal ske i. Studerende og medarbejdere har et langsigtet, kritisk lærings- og udviklingsperspektiv, vores samarbejdspartnere har ofte et ønske om at skabe ny nytteværdi her og nu. Det er ikke helt enkelt at forene disse perspektiver, men det er nødvendigt.

Jeg håber, at vi, i det danske samfund, i langt højere grad kommer til at sidestille (og bevilge midler til!) en bredere vifte af vidensformer; faktuel, videnskabelig viden, kunstnerisk viden, osv. Viden og kompetencer udvikles ikke kun i vores hjerne og øjne, men gennem alle vores sanser, og dem skal vi have i spil for at genfinde vores empati og gode samliv med hinanden, vores natur og vores fælles planet.

Vi er for længst hoppet ned fra elfenbenstårnet

Ledelse, studerende og medarbejdere viser allerede nu i deres virke, at de er parate til at byde ind i forhold til en sådan vision. Jeg håber, at de, der tager imod vores dimittender, vil lønne dem ordentligt og lukke dem ind i virksomhedens strategiske rum, for også her har de meget at byde på. 

På Det Kongelige Akademi er vi for længst hoppet ned fra elfenbenstårnet og er parate til at finde nye veje i landskabet mellem akademi og branche. Min bøn til politikerne vil være, at de giver vores studerende tid og rammer til at dannes og til, at der kan være samarbejde med ‘det derude’ allerede, mens man er ‘derinde’.

Denne tekst blev første gang bragt i Arkitekten 02/2025 som led i en føljeton om uddannelse.