Byudvikling fra et queer-perspektiv
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 50
Biblioteket
1434 København K
Danmark
Det Kongelige Akademi inviterer til forelæsning med forfatter og professor ved Roskilde Universitet, Rikke Andreasen. I forelæsningen undersøger hun, hvordan det var at være queer for mere end 150 år siden.
Hvor queer-mænd i høj grad måtte leve deres liv i smug, gjorde dette sig ikke på samme måde gældende for queer-kvinder. Hvilke rum i byen gjorde queer-kvinders eksistens mulig under industrialiseringen?
Sammen udforskes steder som gaden, dansesalonerne, hospitalerne og fængslerne, og der sættes samtidig fokus på, hvordan disse historier kan opspores og fortælles, når de historiske kilder i vid udstrækning har ekskluderet minoriserede stemmer.
Queer-personer har historisk set været særligt socialt udsatte og er i dag markant overrepræsenteret i statistikker om ensomhed, dårligt mentalt helbred og livsstilsproblemer. Fordi seksuelle orienteringer og kønsidentiteter har brudt med samfundets normer, har queer mennesker ofte været nødt til at bruge byens rum på andre måder end majoriteten – til at mødes, organisere sig og skabe fællesskaber.
I dag er det i langt højere grad socialt accepteret at leve åbent med sin seksuelle orientering og kønsidentitet, men alligevel er queer-mødesteder fortsat sårbare. I december 2025 måtte det lesbiske værtshus Vela på Viktoriagade på Vesterbro lukke. Vela skriver sig ind i en lang historie af steder i København, hvor LGBT+ personer har fundet fællesskab og tryghed. Før Vela lukkede Pan Natklub på Knabrostræde i 2007, og mange andre steder er gennem tiden forsvundet. København er kendt for sine LGBT+ miljøer, men deres eksistens har aldrig været givet.
Arrangementet er arrangeret af Det Kongelige Akademis LGBT+ medarbejdernetværk og afholdes i forbindelse med Winter Pride.