Croquis - mennesket som model og inspiration
Det Kongelige Akademi
Biblioteket
Danneskiold-Samsøes Allé 50
1434 København K
Danmark
Udstillingen Croquis – Mennesket som model og inspiration viser croquistegninger skabt af studerende fra Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design og Konservering.
Croquis er et åbent tilbud til alle studerende på akademiet, hvor man frit kan deltage uanset niveau. Undervisningen kombinerer individuelle og fælles forløb og fungerer som et rum for fordybelse, nærvær og udvikling af et personligt udtryk i tegningen.
Croquis er tegning på begrænset tid. Fordi modellen hele tiden skifter stilling, lærer man at forstå og gengive formen hele vejen rundt. De studerende bliver udfordret gennem forskellige øvelser og tegnemetoder, der skærper både iagttagelse og håndens bevægelse. Hver dag er forskellig, og hver gang må oplevelsen være ny.
Øjet ser, hånden gør
Udstillingen giver indblik i både proces og praksis. Der vises tegninger, film af de studerende i arbejdet med modellen og håndens bevægelse i tegneprocessen, samt eksempler på materialer, metoder og tilgange til tegning.
Gennem arbejdet med kroppen som motiv udforskes proportioner, skala og form. Det er centrale begreber i forståelsen af mennesket som både model og inspiration. Tegningen bliver et redskab til at undersøge rumlighed, konstruktion, bevægelse og kommunikation.
Der lægges vægt på det analoge arbejde og på tegnemetoder, der skaber stoflighed og karakter, erfaringer som kan tages med videre i det digitale medie.
Alle er velkommen til fernisering mandag den 17. november kl. 16.00.