Bærbar computer viser en grøn 3D-scanning af et menneskehoved.

Kulturnat: Kom bag om kulisserne på konserveringsuddannelsen

Dato
09.10.2026
Tidspunkt
18.00 - 23.00
Adresse

Det Kongelige Akademi - Konservering
Esplanaden 34
1263 København K
Danmark

På Kulturnatten kan du møde de studerende på konserveringsuddannelsen. De sidder på værkstederne hele aftenen, hvor du kan få en snak med dem om, hvordan de lærer at bevare og forebygge nedbrydning af blandt andet malerier, arkæologiske fund, fotos og insekter.

Start i opgang C, stuen, hvor du får en introduktion og hjælp til at finde vej.

Kl. 19.00 og kl. 21.00 Rundvisninger i laboratoriet 

Du kan komme på besøg i laboratoriet og høre om analyseudstyr til at undersøge materialer ved at benytte forskellige spektra af elektromagnetisk stråling ved lysmikroskopiering, Fourier transform infrared spectroscopy (FTIR), Scanning Elektron Mikroskopi (SEM) og Energy-Dispersive X-ray Spectroscopy (SEM-EDX) eksemplificeret med materialeprøver, som tapeter, dyreskind og skimmelsvamp-prøver, som vi bruger i undervisningen og forskningen.

Kl. 20.00 – 21.00 Oplæg

Nysgerrig på nyeste viden inden for bevaring? Læn dig tilbage og hvil benene, mens du lytter til oplæg af en forsker og to studerendes integration af forskning i deres specialer. Det Store Auditorium, opgang C, stuen.

20.00– 20.20: Michela Gambino, lektor og mikrobiolog om Mikroorganismer og Kulturarvsbevaring

Med klimaforandringer truer biofilm, svampe og alger i stigende grad både vores indendørs og udendørs kulturarv. Michela fortæller, hvordan vi kan forstå denne type nedbrydning, og hvordan vi kan forsøge at forebygge den.

20.20 – 20.40: Lea Hamborg Petersen, videnskabelig assistent om CT-scanning af havslangepræparater til analyse af radiodensitet 

Lea præsenterer sit kandidatspeciale om havslangepræparater fra Statens Naturhistoriske Museum og Aarhus Universitet. Her har hun undersøgt, om opbevaring i væske påvirker knoglerne og dermed samlingens potentiale for formidling og forskning.

Det har hun gjort ved at analysere forskelle i dyrenes radiodensitet (kropsdensitet) på tværs af præparaternes alder, arter og dykkeadfærd. Formålet var at undersøge, om sammenhænge og forskelle i præparaternes radiodensitet primært skyldes biologiske forhold eller konserveringen.

20.40 – 21.00: Lucia Lund Christensen, videnskabelig assistent om Manden bag Maleriet - Genfundet af et tabt portræt 

I 1976 blev maleriet ”Interiør med et ungt par og musicerende folk” af den flamske maler Pieter de Hooch røntgenfotograferet, hvilket afslørede et underliggende portræt. De Hooch er dog ikke kendt som portrætkunstner, men som genremaler, og der opstod derfor spørgsmål om tilskrivningen af det underliggende maleri.

Specialet har haft fokus på, om det med multispektral fotografering var muligt at komme nærmere det underliggende maleris udtryk og lave en digital rekonstruktion af det, samt om undersøgelserne kunne bidrage til en mulig til- eller afskrivning.

1
/2
Fire personer undersøger farverige, forgyldte kunstværker på et arbejdsbord.
Person arbejder koncentreret med et lille forgyldt kunstværk under en arbejdslampe.