Tekstilseminar: Tøj i brug
Det Kongelige Akademi, Auditorium 5
Danneskiolds-Samsøes Allé 53
1435 København K
Danmark
Hvordan kan viden om tøjbrug omsættes til produktudvikling? Hvordan kan nye forretningsmodeller bidrage til forlænget levetid i tøj? Og hvilken rolle kan modeugen spille i en cirkulære fremtid? Det er nogle af de spørgsmål vi skal belyse og diskutere på det første af tre tekstilseminarer for professionelle i mode- og tekstilbranchen. Det bliver en dag fyldt med dialog, inspiration og netværk hvor vi både kigger på nuværende forskning og fremtidige visioner.
Hvordan kan viden om brug blive til nye produkter og forretningsmodeller?
Som en del af projektet ’Holdbarhed i Beklædning’ inviterer Det Kongelige Akademi i tæt samarbejde med Erhvervsakademi København og Aalborg Universitet til en række tekstilseminarer.
Sammen med en række danske SMV’er inden for tekstil og beklædning undersøger projektet ’Holdbarhed i Beklædning’, hvordan viden om menneskers brug af tøj – herunder praksisser for vedligeholdelse, reparation og udskiftning – kan omsættes til nye produkter, services og forretningsmodeller. Formålet er at udvikle løsninger, der understøtter længere brugsfaser og bidrager til et langsommere forbrug.
Programmet består af en række praksisbaserede oplæg, hvor der sættes fokus på holdbarhed i beklædning og hvordan nye forretningsmodeller, kan bidrage til at forlænge tøjets levetid?
Et centralt spørgsmål på dagen er, hvilken rolle viden om menneskers brug af tøj kan spille i udviklingen af mere holdbare produkter og løsninger.
Fremtidsdrømme og besøg i ny udstilling
Seminaret byder også på Fashion Dreaming – et projekt, som igennem deltagernes egne drømme om modens mulige fremtid skaber debat om hvor modeindustrien står i dag, og hvor den bevæger sig hen i en ideel fremtid. Over 150 personer fra det tekstile økosystem og studerende har hidtil bidraget, under forskellige temaer og i forskellige sammenhænge.
På seminaret undersøger vi sammen: Hvilken rolle kunne den danske modeuge spille i en cirkulær og bæredygtig fremtid?
På dagen vil vi også besøge Det Kongelige Akademis nye udstilling ’The Researchers’ der åbner den 29. oktober. Udstillingen sætter spot på forskning indenfor arkitektur og design, og byder på flere tekstilfokuserede projekter. Få en rundvisning og udforsk udstillingen på egen hånd.
Praktisk:
Det er gratis at deltage i seminaret, men tilmelding er nødvendig.
Vi har desværre ikke mulighed for at tilbyde frokost. Der vil dog være reserveret borde i Akademiets kantine, hvor det er muligt at købe frokost for egen regning.
Program:
- 10:00 Ankomst og let morgenmad
- 10:15 Velkommen og introduktion til Klothing og projektet Holdbarhed i beklædning. Ved Lektor Else Skjold og Adjunkt Kirsti Reitan Andersen, Det Kongelige Akademi
- 10:30 Case 1: Værd at Reparere. Ved Cathrine Lundgren-Andersen, Co-founder, CEO, Andersen-Andersen
- 11:00 Pause
- 11.10 Case 2: Det regenerative fundament: Kan modens købekraft drive rejsen mod sunde jorde? Ved Michael Vikkelsø Rasmussen, CEO & Founder, Durable Journey
- 11.40 Case 3: At insistere på kvalitet: Erfaringer fra DILLINGs arbejde med holdbarhed, kunder og produktudvikling. Ved Sarah Viktoria Sandfeld Fejrskov, Head of Design, DILLING A/S
- 12:15 Frokost
- 13:15 Fashion Dreaming. Ved Lektor Else Skjold og Designer Brian Frandsen, Det Kongelige Akademi
- 14:45 Opsamling og guidet tur i udstillingen
- 15:15 Reception og tak for i dag