Praktikant i visuel kommunikation hos kulturbureauet ADBC

Virksomhed
ADBC
Opslagstype
Praktik
Fagfelt
Design
Ansøgningsfrist

Har du lyst til at bruge dine visuelle kompetencer til at formidle kultur, kunst, historie og videnskab? Og er du nysgerrig på, hvordan hverdagen ser ud som in-house grafisk designer? 

ADBC er et kulturbureau, der skaber oplevelser og udvikler festivaler, koncepter og strategier. Vi står blandt andet bag festivalerne Bloom, Golden Days og kulturinitiativet K7 samt projekter som Robert Prisen og Forskningens Døgn.

Som praktikant fra visuel kommunikation bliver du en del af vores kommunikationsteam og kommer til at arbejde med visuel formidling på tværs af forskellige projekter med unikke identiteter. Du vil komme til at arbejde tæt sammen med vores grafiske designer, men blive en del af et tværfagligt team med kompetencer inden for kommunikation, copywriting, strategi, presse og kreativ konceptudvikling.

Du får mulighed for at sætte dit præg på årets festivaler og kampagner og bidrage til udviklingen af årets visuelle identiteter, samt produktion af grafisk materiale til print, indholdsproduktion på tværs af kanaler. Du får indblik i, hvordan større kulturprojekter bliver til fra idé til eksekvering. Samtidig får du mulighed for at se dit arbejde blive til virkelighed – på festivalpladser, i byrummet og på digitale platforme.

Om projekterne

Bloom er en festival om natur og videnskab, der afholdes over tre dage i maj. Som praktikant er du med til at forme den visuelle kommunikation af årets festival på alle flader samt være med til afvikling under festivalen.

K7 giver unge mellem 18 og 27 år fri entré til over 300 museer, kunsthaller og teatre i uge 37. Du er med til at forme årets kampagne, der hvert år får over 70.000 unge til at tage på kulturudflugter.

Golden Days hylder historiens evige relevans. I 2027 går vi på jagt efter løgnen, kopien og konspirationsteorien under temaet FAKE. Her er du med til at omsætte temaet til en visuel identitet og grafisk indhold.

Derudover vil du komme i berøring med en række af vores konsulentopgaver. Tidligere og nuværende kunder tæller blandt andre Nationalmuseet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Den Sorte Diamant, Teaterflisen og Copenhagen Phil.

Praktikperioden er fra start 2027 og finder sted i København K. 

Lyder det som noget for dig? Send en kort ansøgning, CV og portfolio til petrine@adbc.studio senest 1. november 2026.