Danmark får National Handlingsplan for Tekstiler
Nu lanceres National Handlingsplan for Tekstiler af klima-, energi- og forsyningsministeren. Planen skal reducere tekstilforbrug, tekstilproduktion og den samlede klima- og miljøbelastning fra tekstiler. Lektor Else Skjold på Det Kongelige Akademi - Institut for Design, Produkt og Materiale har som videnskabelig chef i TRACE spillet en central rolle i arbejdet.
National Handlingsplan for Tekstiler er Danmarks fælles ramme for omstillingen til en mere cirkulær tekstilsektor.
Der er afsat 40 mio. kr. til handlingsplanen på Finansloven 2025, og bag den ligger mere end to års arbejde med at samle virksomheder, myndigheder, forskning, organisationer og civilsamfund om én fælles retning.
Tre spor og ni initiativer
Handlingsplanen er bygget op om tre spor, med hver tre initiativer:
- Branchens cirkulære omstilling skal styrke virksomhedernes kompetencer, understøtte implementeringen af ny EU-regulering og fremme cirkulære forretningsmodeller.
- Cirkulær infrastruktur skal skabe grundlaget for de samarbejder, den infrastruktur og de markedsmekanismer, der holder tekstiler i kredsløb længst muligt.
- Tekstil dannelse og kompetenceløft skal styrke borgeres, uddannelsers og arbejdsstyrkens viden om tekstiler og understøtte længere levetid.
Frem til udgangen af 2029 skal planens ni initiativer omsættes til analyser, værktøjer, samarbejder, kompetenceforløb og konkrete løsninger.
Det Kongelige Akademis rolle
Handlingsplanen gennemføres af et konsortium bestående af Dansk Mode & Textil, Lifestyle and Design Cluster og TRACE. TRACE er den nationale innovationsmission for cirkulær økonomi for plastik og tekstiler og har ansvaret for planens forskningsmæssige forankring og for at dokumentere effekten.
Lektor Else Skjold fra Det Kongelige Akademi er videnskabelig chef i TRACE. Rektor Lene Dammand Lund sidder i bestyrelsen for TRACE.