Arven fra Light & Space – om mødet mellem kunst og arkitektur

Dato
24.02.2022
Tidspunkt
17.00 - 21.00
Adresse

Copenhagen Contemporary
Refshalevej 173A
1432 København
Danmark

Copenhagen Contemporary og Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Design har fornøjelsen af at invitere til det første event i vidensporet ’Lys og Rum’, en række af talks og forelæsninger, der, i løbet af foråret 2022, udfolder det tværfaglige møde mellem kunst og arkitektur.

'Arven fra Light & Space – om mødet mellem kunst og arkitektur' foregår på Copenhagen Contemporary.

Tværfagligt arbejde mellem arkitektur og kunst
Torsdag d. 24. februar kan du få en introduktion til CC’s store udstilling Light & Space samt møde kunstnerduoen AVPD, Aslak Vibæk og Peter Døssing, der arbejder tværfagligt mellem arkitektur og kunst, som man også så i efterkrigstidens kunst fra Californien. 

Eventen starter kl 17.00 med en introduktion til udstillingen Light & Space ved CC’s direktør Marie Nipper. Derefter vil AVPD, der er en del af Light & Space udstillingen, med deres værk ”Jitter” og ”Timelight” præsentere deres kunstneriske praksis og indgå i samtale med Henrik Oxvig, lektor og arkitekturteoretiker, Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.

Efterfølgende inviterer forlaget Roulette Russe til bogreception og et glas i CC's nye prisvindende café Connie~Connie, hvor AVPD's nye bog “AVPD MONO” præsenteres og introduceres af forlagschef Helene Gamst. Bogen vil kunne erhverves med rabat på aftenen.

Kunsthallen har åben til kl. 21, hvor det vil være muligt at se udstillingen. Der er muligt at købe mad og drikke i caféen.

Foredraget er gratis efter betalt entré.