Barok

I løbet af foråret præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om renæssance, manierisme og barok. I den fjerde forelæsning i rækken, forelæser lektor Henrik Oxvig om barok.

Barokken blev først intellektuelt og stilistisk accepteret, efter at kunsthistorikeren Henrich Wölfflin havde publiceret værket, Renæssance og Barok, i 1888. Indtil da blev, hvad vi i dag kalder ”barok” – og som vi ofte tilskriver i særlig grad den periode, som forelæsningen vil gøre en del ud af: romersk arkitektur og kunst i 1600-talet – opfattet som vandartet, dekadent, meningsløs. Der var tale om et forfald, man siden måtte genoprette.

I dag forstår vi, at historie ikke blot er kendetegnet ved én, fremadskridende udviklingslogik, ved ét fremskridt. Der er korrespondancer tilbage i tiden, som ligger foran os at opdage; rent faktisk bliver vi ved med – i kraft af muligheder, som viser sig nu – at lære af fortiden. Kulturen bliver ikke færdig med at lære af sige selv. Vi vil komme til at opleve nye tilbagefoldninger til erfaringer, der endnu uudfoldede ligger og venter på at blive opdaget i den kunst og arkitektur, vi kalder barok og i særlig grad den romerske barok i 1600-tallet.