Græsk arkitektur i den klassiske periode
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
København
Danmark
I løbet af efteråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om arkitektur i antikken og middelalderen. Christoffer Thorborg forelæser om græsk arkitektur i den klassiske periode.
Forelæsningen tegner sig som en kort introduktion til bygningskunsten i Grækenlands klassiske periode, dvs. ca. 485–323 f.Kr. De almindeligste bygningstyper vil blive gennemgået (så som teatre, templer og dertil hørende bygninger, markedshaller etc.) og deres funktion og rolle i datidens samfund vil blive forklaret.
Forelæsningen vil have et formalistisk udgangspunkt (dvs. den vil i udgangspunktet fokusere på den enkelte bygnings form qua form) dog under stadigt hensyn til de historiske vilkår (det være sig teknologiske, politiske, økonomiske, religiøse etc.) der netop har betinget formgivningen. Følgelig vil forelæsningen lægge temmelig megen vægt på netop de arkitektoniske formgivningsprincipper, grækerne udviklede, da de virkningshistorisk får uhyre betydning for navnlig den europæiske arkitektur sidenhen.
Dette omfatter primært det, man typisk og måske lidt misvisende taler om som ”søjleordnerne”, der i realiteten snarere er en række dialekter – hver med sine lovmæssigheder, muligheder, friheder og bindinger – inden for det overordnede arkitektursprog, vi af en række gode grunde gerne kalder det klassiske.