Industrialiseret byggeri efter 1945
Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering
Danneskiold-Samsøes Allé 51
København K
Danmark
I løbet af foråret 2022 præsenterer Det Kongelige Akademi en forelæsningsrække om moderne arkitektur og samtidsarkitektur. I denne forelæsning vil Anne Beim, professor ved Institut for Bygningskunst og Teknologi, forelæse om industrialiseret byggeri efter 1945.
Når vi bygger i dag, indgår der sjældent et materiale, en bygningsdel eller et større konstruktionselement, som ikke har været udsat for én eller anden form for industrialiseret proces eller bearbejdning. Forskellige grader af industrialisering har eksisteret i byggeriet siden tidernes morgen. Her forstået som en effektiv tilrettelæggelse af arbejdsprocesser og brug af standardiserede, præfabrikerede bygningsdele, som kan gentages i bygningskonstruktionerne.
1900-tallet er det århundrede, hvor størstedelen af verdens samlede bygningsmasse er blevet opført. En voldsom øgning i befolkningstilvækst og nye samfundsstrukturer, hvor folk flyttede fra land til by, er en del af grunden hertil, men også en altødelæggende verdenskrig skabte et behov for at bygge meget, bygge mere effektivt og bygge hurtigt.
Efter Anden Verdenskrig blev fokus således rettet mod industrialisering og “systembyggeri.” Utallige forsøg på at udvikle rationelle systemer, der var byggeteknisk optimeret, blev sat i værk. Arkitekter medvirkede i denne udvikling, her fokuserede de på, at byggesystemerne gav frihed til at arbejde med det arkitektoniske formsprog og kunne svare på de sociale behov.