Maribo udstillet

Dato
27.08.2021 - 29.10.2021
Tidspunkt
13.00
Adresse

Nakskov Bibliotek
Søvej 8
4900 Nakskov
Danmark

I efteråret 2020 tilbragte 12 arkitektstuderende tre uger i Maribo for at designe bygninger til kropskultur i den gamle købstad. Fra den 27. august kan projekterne ses på udstillingen 'Maribo udstillet'. 

Opgaven gik ud på at designe en bygning til kropskultur, som dels skulle pege på nye muligheder for fællesskab og møder mellem mennesker, dels skulle forholde sig nytænkende og konkret til omgivelserne i Maribo.

Ved blandt andet at sætte sig grundigt ind i byens arkitektur, rum og historiske udvikling, kunne de studerende afdække potentialer og udviklingsmuligheder der samtidig tog udgangspunkt i maribonitterne og deres ønsker og udfordringer. 

Det kom der syv meget forskellige projektforslag ud af, som alle er udtænkt til specifikke lokationer i Maribo. 

Det indre liv i Maribo
Et af projekterne - Det indre liv - er placeret centralt i Maribo på en brandtomt i gågaden Østergade. 'Det indre liv' henviser til alt det, vi ikke kan se på ydersiden, og har dels fokus på det historisk særegne kendetegn ved byen: At der er et stort antal private baggårde som offentligheden ikke har adgang til, og refererer dels til (kvinde-)kroppen.

Projektet har dermed byudvikling, køn og klasse for øje. Det vil både skabe et centralt, grønt byrum for alle borgere, og rette blikket på kvindeliv og kvindefællesskaber for Lollands, historisk set, stærke kvinder. 

Laura Rahbæk Larsson og Lea Ingemann Bjerg: Det Indre Liv
.

Lolland-Falsters fede muld
Et andet projektforslag placerer et 'Akademi for Bæredygtigt Landbrug' i Maribo. Projektet forholder sig til at Lolland-Falster har opbygget nogle af Danmarks mest frodige landbrug på grund af øernes fede muld.
 
Akademiet har dels fokus på forskning og udvikling, der skal sikre fremtiden for Øerne, dels vil det være foregangsprojekt for, hvordan by og land kan mødes fysisk: Det fjerner den historiske adskillelse mellem by og landbrug ved at introducere et romantisk parkanlæg i fødevareproduktionen. Projektet genanvender desuden to eksisterende industribygninger for at indtænke bæredygtighed i byggeprocessen. 

Frode Hertzberg Heldaas og Louis Mølgaard Nerup: Akademi for bæredygtigt landbrug

Udstillingen kan ses på tre forskellige lokationer i løbet af udstillingsperioden: 

Maribo: 27.08-09.09.2021
Nakskov: 10.09-01.10.2021
Det Kongelige Akademi - Biblioteket: 04.11.- dato følger.2021