Ny bæredygtig materialecentral på campus Holmen
Det Kongelige Akademi har slået dørene op til en ny materialecentral på campus Holmen, hvor studerende kan købe rest- og genbrugsmaterialer til en overkommelig pris. Materialecentralen er del af indsatsen omkring at skabe en mere bæredygtig campus.
Sammen med en række nye containere, hvor restmaterialer fra akademiets værksteder sorteres så de studerende kan genanvende dem, er centralen med til at sætte fokus på at nedbringe akademiets forbrug af jomfrumaterialer. I tråd med dette er materialecentralen lavet af genbrugsmaterialer, og designet og bygget af studerende.
Jeppe Debois Baandrup, som er chef for Erhverv og Innovation hvor den nye materialecentral er forankret, er begejstret for den nye materialecentral.
"Jeg synes det er både afgørende og oplagt at vi tænker en masse i genanvendelse her på stedet. Med materialecentralen kan vi række ud til lokale industrivirksomheder og træffe aftaler om at cirkulere restmaterialer og skabe nyt," siger Jeppe Debois Baandrup. "Det er en praksis de studerende naturligt tager ejerskab for og vi kan mærke at engagementet smitter af på leverandørerne, som er stolte over at være med. Virksomhederne glæder sig til at se løsninger på hvad restmaterialerne kan bruges til."
Materialecentralen samarbejder udelukkende med firmaer og materialeproducenter, der deler Akademiets vision om at minimere spild, at genanvende og recirkulere. I centralen finder man derfor primært rest- og 2. sorteringsmaterialer fra design- og byggebranchen, samt afskæringer fra diverse produktioner.