Stor søgning til uddannelser i design og arkitektur

Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv
Studerende til forelæsning

Igen i år er der stor søgning til uddannelser inden for de kreative fag. I alt 2.837 har søgt om en studieplads på en af uddannelserne på Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design og Konservering. 314 har fået tilbudt en studieplads. Det svarer til 11,1 procent af ansøgerne. 

”Det er fantastisk at se, at så mange unge har søgt vores uddannelser,” siger Lene Dammand Lund, Rektor for Det Kongelige Akademi, og tilføjer: ”Jeg ser det som et tegn på, at de unge har mod og lyst til at medvirke til den bæredygtige transformation, samfundet har brug for. Her spiller vores fysiske omgivelser en stor rolle.” 

Den store interesse for uddannelserne afspejler sig også i karaktererne for at komme ind. På designuddannelsen er der 991 ansøgere. 83 af dem har fået tilbudt en plads, og der er adgangskvotienten 11,4. 

På arkitektur er adgangskvotienten 10,9 i København og 9,5 i Kalundborg. Der er samlet 1.681 ansøgere og 215 har fået tilbudt en plads.

Dermed ligger karaktergennemsnittene stort set på samme niveau som de tidligere år. 

16 er blevet tilbudt studieplads på bacheloren i Crafts in Glass and Ceramics. Uddannelsen ligger på Bornholm og optager kun studerende på kvote 2. 165 har søgt om optag, og 16 har fået tilbudt en studieplads. Det svarer til 9,7 procent.

På designuddannelserne bliver 40 procent optaget via kvote 1 og 60 procent på kvote 2. På arkitektur bliver 50 procent optaget på kvote 1 og den anden halvdel på kvote 2. 

Konservering optager studerende hvert andet år, og der bliver ikke tilbudt studiepladser i år.