Strategisk design i praksis: Studerende skaber værdi gennem samarbejde

Dato
Kategori
Samarbejde og erhverv

I de sidste seks uger har 59 4. semester-studerende på bacheloruddannelsen i design arbejdet med at udvikle strategiske designforslag ud fra opgaver stillet af tre samarbejdsvirksomheder.

Gennem research, konceptudvikling og formgivning har de studerende individuelt eller i grupper udviklet forslag til, hvordan virksomhederne kan implementere deres strategi på nye måder. Som afslutning på forløbet præsenterede de studerende deres projekter for årets samarbejdspartnere.

Udfordringer fra erhvervslivet

I 2025 har Det Kongelige Akademi etableret samarbejde med tre virksomheder, der hver især har præsenteret et opgavebrief for de studerende. Studerende på ’Beklædningsdesign og tekstil’ har arbejdet med tøjfirmaet WORKS AND DAYS, mens studerende på ’Møbel, rum og materiale’ har samarbejdet med MOEBE Design Studio. 

På programmet ’Visuelt design og interaktion’ har forandringsbureauet Operate stillet de studerende over for en aktuel, strategisk udfordring: Hvordan kan forsyningsselskabet Novafos styrke sin position som en attraktiv arbejdsplads og øge offentlighedens kendskab til deres arbejde i ni nordsjællandske kommuner? 

Novafos beskriver det som et privilegium at følge de studerendes proces, og overvejer nu hvordan nogle af forslagene og de nye perspektiver kan realiseres i praksis.

Gruppe af tilhørere ser på visuelt materiale
De studerendes arbejde blev godt modtaget af virksomhederne som var til stede ved præsentationen. Fotograf: Freya Vium Madsen / Operate

Skarpe og gennemtænkte løsninger

Virksomhedssamarbejdet er en fast del af forløbet for designstuderende på 4. semester og har igen i år været vellykket. Sidste år blev Katrine Roved Høj og Karoline Gabel Nielsen, som dengang var studerende på 4. semester, ansat som juniordesignere i studiejob hos Operate. I år er de vendt tilbage til Operate som praktikanter, hvor de aktivt har deltaget i teamets arbejde ved at vejlede og give feedback til de nye hold.

"Vi er virkelig glade for samarbejdet. Selvom vi primært har en opgavestillende rolle, er der ingen tvivl om, at vi lærer af hinanden. Jeg er dybt imponeret over, hvor gode de studerende er til at arbejde strategisk med design,” siger Mads Bendix, der er Chefrådgiver hos Operate. ”Samtidig er de utroligt lydhøre over for feedback, hvilket gør, at de ender med nogle skarpe og gennemtænkte løsninger. At udvikle strategiske løsninger for et stort forsyningsselskab som Novafos er ikke nogen nem opgave – og for mange af de studerende har det været en helt ny udfordring. Alligevel har de formået at udfordre både os som konsulenter og Novafos som kunde. Der er ingen tvivl om, at deres mange gode input også smitter af på vores tilgang til kreativitet og vores arbejde med forandringer i Operate."