Afgangsudstilling 2025: New Design & Architecture
Det Kongelige Akademi er klar til at præsentere mere end 250 afgangsprojekter af nyuddannede arkitekter og designere på årets afgangsudstilling ”New Design & Architecture”.
På årets afgangsudstilling fra Det Kongelige Akademi kan man opleve afgangsprojekter af nyuddannede designere og arkitekter, som giver indblik i de kompetencer, de har opnået under studierne. Samtidig viser de visioner for, hvordan fremtidens arkitektur og design skal se ud.
Hvordan kan man fx indtænke borgere med demens i byplanlægning, eller bruge stormfloder som en ressource ved klimatilpasning af Københavns forstæder? Og hvordan kan man designe møbler med mindst muligt resurseforbrug, eller benytte restproduktet valle fra danske mejerier til bæredygtig emballage?
Det er blandt de mange spændende emner, der bliver belyst i de 250 projekter på Det Kongelige Akademis afgangsudstilling.
Projekterne er baseret på grundige analyser og forståelse af de sammenhænge, vi lever i og har en stærk forståelse af menneskelig adfærd og kultur. De adresserer bl.a. den grønne omstilling og fremtidens velfærd igennem materialebaseret design samt arkitektur med fokus på blandt andet restaurering og den nye klimavirkelighed.
”Hvert år bringer nyuddannede designere og arkitekter deres faglige kompetencer i spil i forslag til en bedre verden. Jeg må gang på gang konstatere, hvor åbenlyst det er, at verden har brug for dem. Jeg håber, at brancherne er åbne for de nye ideer, de kommer med”, siger rektor på Det Kongelige Akademi, Lene Dammand Lund.
Design og arkitektur til en kompleks verden
Den ramme, Det Kongelige Akademi underviser og uddanner designere og arkitekter i, forener tre vidensfelter: det videnskabelige, det kunstneriske og den professionelle praksis. De forener hånden og ånden – teori og praksis - og det er en stærk tilgang, som giver dimittenderne en særlig evne til at navigere i komplekse udfordringer.
Kandidaterne udgør vækstlaget i dansk arkitektur og design og viser nye veje for, hvordan fagene kan skabe forandring i verden i dag.
Eksempler på projekter
Borgere med demens kan puste nyt liv i Havnebyen i Odsherred
I fremtiden kommer der til at mangle 15.000 plejehjemspladser i Danmark, og borgere med demens vil udgøre en betydelig del. Josephine Eilert Bjørkholm og Sebastian Søgaard Svendsen har i projektet ”Finding Home” kigget på, hvordan borgere med især tidlig demens kan forblive sammen med familien og integreres i et landsbysamfund med behov for udvikling.
Havnebyen i Odsherred er en af de danske landsbyer, som er i fare for at sygne hen med tomme huse og triste gader. Men den har også potentialet for at danne en tryg ramme om flere borgere med demens. Ved få greb kan man få liv i byen og samtidig bidrage til dens udvikling, og det fik Josephine og Sebastian øje på, da de besøgte byen og undersøgte lokalsamfundets behov.
Deres projekt består af et idékatalog og en helhedsplan for landsbyen, der kortlægger hvilke områder der kan ændres, og hvilke der kan bevares – til gavn for både borgere med demens og landsbyens eksisterende indbyggere. Derudover har de kigget nærmere på fire områder, hvor forskellige interventioner skaber inklusion og tilgodeser forskellige behov. De undersøger også, hvordan en af landsbyens mange tomme huse kan bygges om til en demens-venlig bolig, der kan tilbyde borgere med tidlig demens et godt liv i hemmelige rammer. Yngre med demens kan nemlig have mange gode år sammen med familien, hvis deres boligforhold tillader det.
Genopbygning af Børsen – vores fælles kulturarv
Da Børsen i starten af april 2024 brændte, mistede vi ikke blot en enestående bygning; vi mistede en massiv kulturarv, der blev bygget i starten af 1600-tallet. Siden da er bygningen blevet restaureret et utal af gange og har i dag, hvad afgængerne i dette projekt kalder for bygningshistoriske vævninger.
I projektet ”Børsen 2.0 - En vævning af tider” undersøger Louise Noes Kolding og Sigrid Friis Christiansen, hvordan man kan restaurere, reparere og genopbygge Børsens 1. sal. Det gør de gennem tre rum: Komitésalen, Kontorrum 1.10 og den helt nedbrændte Børssal, som repræsenterer bygningens forskellige tilstandsniveauer efter branden og tre af husets arkitektoniske perioder; modernismen, historicismen og den nye periode efter branden.
I projektet arbejder de to restaureringsarkitekter med at genskabe rumlig karakter gennem et fokus på stoflighed og genanvendelse for at sikre den tabte fortælling for fremtiden.
”Børsen 2.0 - En vævning af tider”er et projekt, som illustrerer nødvendigheden i, at arkitekturen har en historisk forståelse, en eminent fornemmelse af materialer samt de nødvendige refleksioner om, hvordan man viderefører en bygnings kulturarv, der har været i konstant udvikling, siden den blev bygget.
Kan arkitektur forvandle vand fra en trussel til en ressource?
Behovet for klimasikring stiger i Danmark, da klimaforandringer medfører mere nedbør, stormfloder og stigende grundvand. Eksisterende løsninger bliver ofte skjult og forsøges tilpasset den eksisterende arkitektur. I projektet ”Living with Stormwater” undersøger Phillip McKay, hvordan en datadrevet designtilgang kan forvandle regnvand fra en trussel til en ressource, og hvordan man med arkitektoniske greb kan håndtere klimarisici på en måde, der skaber værdi i hverdagens kultur og miljø.
Med udgangspunkt i Vigerslevparken har han testet, hvordan nye arkitekturmodeller kan reagere på skybrud, stormfloder og stigende grundvand. Han har han brugt simuleringer til at teste sine bygninger og udarbejdet en prototype til et digitalt værktøj, som foreslår optimale placeringer for de arkitektoniske løsninger.
Valle bliver til fødevareemballage
Den danske mejeriindustri – en af Danmarks mest ressourcekrævende sektorer – producerer hvert år store mængder valle, som et næringsrigt biprodukt. Men for mange små og mellemstore mejerier er det økonomisk og teknologisk uopnåeligt at udnytte vallen effektivt.
Ziyu Lin undersøger i Breathing New Life into Whey, hvordan valle, gennem fermentering til bakteriel cellulose, kan omdannes til et nyt bionedbrydeligt materiale, der kan benyttes som funktionel fødevareemballage. Hun har udviklet en lokalt forankret metode, der kan omdanne vallen til et nyt materiale gennem en kombination af fermenteringsvidenskab, materialeeksperimenter, produktionsstrategier og emballagedesign. På udstillingen præsenterer Lin en række materialeeksperimenter, forme, prototyper og det endelige emballageforslag, samt en video der illustrerer hendes overordnede metode og strategi.
Projektet handler ikke kun om at udvikle et nyt materiale – det præsenterer også en systemisk tilgang: en vision for, hvordan ressourcer kan cirkulere og transformeres i småskala-økosystemer, og dermed støtte Danmarks omstilling mod cirkulære og bæredygtige emballageløsninger.
Hvad gør at et spil har hjerte?
Dét spørgsmål stiller Milas Ray Manley Norman i sit afgangsprojekt ”Muddy Hearts”.
Ved at tage udgangspunkt i sit eget liv, har Milas skabt et spil, der omskriver negative minder til noget positivt og inspirerende. Han har brugt en meditativ og intuitiv proces, præget af impulsive designvalg for at benytte latente og underbevidste ekkoer fra sin fortid. Derved har han brugt sin medmenneskelighed og hjertelighed, og skabt et spil med hjerte. Det er i hvert fald oplevelsen hos alle, der spiller med.
Spillet, der har en romantisk pixel-baseret grafik, går ud på at søge efter et forsvundet familiemedlem, og spilleren skal beslutte hvad der tages med, og hvad der skal efterlades. Præcis som man også skal i en sorgproces, når minder skal bearbejdes. Desuden navigerer brugeren rundt i komplicerede baner, som skaber associationer til de komplicerede relationer, vi som mennesker tit efterlades med i en splittet familie. Prøv selv spillet nu, og fortæl os, om du synes det har hjerte?
Tid og sted
Udstillingen er åben fra 18. juni – 17. august
(Lukket i sommerferien 5. juli – 27. juli)
Mandag–fredag: kl. 10–18. Gratis adgang
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
1435 København K
Yderligere information
- Charlotte Kjærholm, Pressekonsulent
E: chpe@kglakademi.dk // +45 4170 1974 - Inge Henningsen, Pressekonsulent
E: inge.henningsen@kglakademi.dk // +45 4170 1533