Bland dig, designer! Ny debatskole vil forme fremtidens designstemmer
“Bland dig, designer” er en ny debatskole, der skal kvalificere danske designere til at sætte deres præg og dagsorden i medierne og i samfundet. Projektet er et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, Politiken og Design denmark med støtte fra Statens Kunsfond, og formålet er at få designs kritiske og innovative stemmer på banen.
”Bland dig, designer!” insisterer på en designkritisk praksis, hvor kompleksitet, spørgsmål, tvivl og uenighed har en legitim plads i offentligheden. Ambitionen er at kvalificere samtalen og debatten om, både branchen og om hvilke problemer vi overhovedet forsøger at løse – og på hvilke præmisser.
Designere spiller en central rolle i udviklingen af løsninger af samfundets udfordringer, og det kræver stærke designkvalifikationer at omsætte behov og idéer til bæredygtige og brugbare løsninger. Når vi diskuterer fremtidens møbler, sygehuse, den grønne omstilling, kunstig intelligens eller noget fjerde, mangler der ofte en vigtig stemme ved bordet: designerens. For bag mange af de løsninger, der gør hverdagen enklere, mere bæredygtig og mere menneskelig, ligger designfaglige valg.
Designeres måde at anskue verden på har nemlig stor værdi, mener Mathilde Aggebo, dekan på Det Kongelige Akademi.
“Designere skal i langt højere grad blande sig i samfundsdebatten. Det gør vi allerede gennem de mange valg, vi træffer i vores arbejde – men vi skal også sige det højt. Kun sådan kan vi være med til at forme samfundsudviklingen. Med ”Bland dig, designer!” vil vi skabe en ny designkritisk praksis, hvor designere både kan identificere og kvalificere den offentlige debat”, siger hun.
Initiativet skriver sig ind i en dansk tradition for design- og arkitekturkritik som en stærk samfundsstemme. Hvor tidligere generationer brugte kritik til at diskutere bolig, form og det gode liv, står nutidens designere også over for nye typer udfordringer: usynlige infrastrukturer, globale systemer og beslutninger med vidtrækkende konsekvenser.
”Bland dig, designer!” vil genaktivere denne kritiske tradition i en samtid, hvor design former langt mere end det fysiske miljø.
Samarbejde med stærke partnere
Projektet bygger på et partnerskab, hvor det Det Kongelige Akademi bidrager med undervisere, forskere og faglig forankring, mens Politiken bringer erfaringer fra undervisning i debat på blandt andet Kritikerskolen i spil, mens Design denmark har adgang til et bredt netværk og forankring i branchen.
”Bland dig, designer!” har en ambition om at give designere redskaber og mod til at blande sig som eksperter med blik for kompleksitet og konsekvenser.
”Designere er uddannet til at tænke kritisk – men ikke til at sige det højt. Det er kritik og debat, der skubber til tingene – og det har vi manglet i designbranchen. ”Bland dig, designer!” råder bod på det," siger Sarah Lærke Stevens CEO i Design denmark.
Hvordan kan man være med?
Der er netop nu udsendt et Open Call og efter ansøgningsfristen den 30. september bliver 12 designere valgt som deltagende i debatskolen. Her vil de gennemgå et intensivt forløb med seminarer, sparring og medietræning.
De 12 deltagere udvælges ikke for at repræsentere én samlet designposition, men for at bringe forskellige vinkler, erfaringer og holdninger i spil. Uenighed og friktion er en del af projektets præmis – og ses som en styrke i udviklingen af en levende, offentlig designkritik.
Gennem skrivegrupper og faglige oplæg med debattører, anmeldere og designere lærer de 12 deltagere at skrive, debattere og udkomme gennem tekst, lyd og visuelle formater. Undervejs publiceres opinionsstof, og projektet afsluttes med en stor live debat under 3daysofdesign.
Derudover støttes projektet af en følgegruppe med centrale aktører som Designrådet, Forbundet for Arkitekter og Designere (FAOD), Designskolen Kolding, Danske Kunsthåndværkere og Designere og Designmuseum Danmark.
”Bland dig, designer!” er et pilotprojekt, men ambitionen rækker videre. Målet er at bidrage til en varig styrkelse af designfagets offentlige stemme og at udvikle metoder, der på sigt kan inspirere flere designere til at deltage aktivt i samfundsdebatten.