Er der plads til teenage-piger i byen?

Er byens rum i virkeligheden indrettet efter drengenes præmisser? Og hvad skal der til, hvis pigerne også skal føle sig velkomne? Det har postdoc Silje Erøy Sollien undersøgt i projektet Girls in Public Space.

Projektet udspringer af en kedelig erkendelse i både Danmark og resten af Europa: Allerede fra 9-10-årsalderen begynder piger typisk at bruge byens rum mindre end drenge. “Byrum er ofte mere tilpasset drenge,” siger Silje Erøy Sollien og peger på, hvordan fodbold- og basketbaner oftest bruges af drenge, mens pigerne søger ud i periferien af anlæggene. Tendensen bliver særligt tydelig i teenageårene, hvor sociale normer, kropsbevidsthed og fællesskaber spiller en afgørende rolle.

For at blive klogere på pigernes perspektiv har Silje Erøy Sollien arbejdet med en række workshops, hvor grupper af teenagepiger har undersøgt forskellige byrum gennem kropslige og performative øvelser. Her handlede det ikke kun om at tale med dem, men om at afprøve forskellige byrum i praksis: Hvor føles det trygt? Hvor er det rart at opholde sig – og hvornår bliver det akavet?

Den akavede alder i det offentlige rum

Netop begrebet ’det akavede’ er blevet et centralt omdrejningspunkt i projektet. Pigerne beskriver teenageårene som en mellemtilstand med uklare sociale spilleregler. “Det er en alder, hvor man hverken er barn eller voksen,” siger Silje Erøy Sollien. I byrummet kan det skabe usikkerhed: Hvordan må man opføre sig – og hvordan bliver man set af andre?

Workshopsene viste samtidig, at det akavede også rummer et potentiale. Når rammerne er trygge nok, kan det udvikle sig til leg og eksperimenter. “Det er ikke kun en negativ følelse – det kan også blive legende, skabe en ’playfulness’, hvor spontan aktivitet kan opstå,” forklarer Silje Erøy Sollien. Men det kræver plads, både fysisk og socialt.

Behov for variation – og et indbygget paradoks

Et gennemgående fund er, at mange piger efterspørger variation i byrummet. Ikke kun store, aktivitetsprægede flader som boldbaner, men også mindre zoner, hvor man kan opholde sig mere uforstyrret. Særligt såkaldte “mellemrum”, hvor man både kan være en del af fællesskabet og samtidig have lidt afstand, har vist sig at være vigtige. “Pigerne talte meget om siddepladser og steder, hvor man kan slappe af,” siger Silje Erøy Sollien.

Der er dog et paradoks i undersøgelsens præmis, påpeger hun: Ved at fokusere på “pigers behov” risikerer man samtidig at fastholde de stereotyper, man forsøger at udfordre: at drenge er aktive og sportsorienterede, mens piger søger ro og hyggekroge. Men uden en målrettet indsats kan skævhederne i byrummet også være svære at få øje på.

Værtskab og inddragelse som vej frem

Unge piger er ikke en ensartet gruppe. Projektet viser stor variation i behov og adfærd, og derfor kan man ikke bare planlægge for “piger” som én homogen kategori. Det er afgørende, at de selv inddrages i udviklingen af fremtidens byrum, så deres forskellige perspektiver og ønsker bliver hørt og omsat til konkrete tiltag. 

“Det interessante er, at hvis vi skaber byrum med plads til piger, bliver de ofte bedre for alle,” siger Silje Erøy Sollien.