Natalie Mossin fortsætter som institutleder på Institut for Arkitektur og Teknologi

Dato
Kategori
Indblik

Natalie Mossin har stået i spidsen for instituttet siden 2017, og har nu fået nyt mandat i stillingen. I tiden der kommer, vil instituttet fortsat have fokus på arkitekturens bidrag til en bæredygtig samfundsudvikling. 

Dekan for Arkitektur, Jakob Brandtberg Knudsen, glæder sig over at Natalie Mossin fortsætter i stillingen som institutleder. 

“Jeg er meget glad for, at Natalie Mossin fortsat skal stå i spidsen for Institut for Arkitektur og Teknologi. Med sin omfattende erfaring og stærke engagement er der ingen tvivl om, at hun er den rette til at videreudvikle instituttets potentialer,” siger han. “Hun har i høj grad formået at sætte instituttets arbejde på landkortet – ikke kun i Danmark, men også internationalt. Senest ved arkitekturbiennalen i Venedig, hvor instituttets forskere på fornem vis demonstrerede, hvilken afgørende rolle innovation og teknologi spiller i udviklingen af bæredygtig arkitektur. Det bliver spændende at følge, hvor Natalie vil føre instituttet hen i de kommende år – og hvordan hun vil fortsætte med at styrke fagets forbindelse mellem forskning, praksis og samfund.”

Arkitektur i en verden i forandring

For Natalie Mossin selv er det en stor faglig og menneskelig drivkraft at være en del af akademiet.

“På instituttet arbejder vi med, hvordan arkitektur kan bidrage til social og miljømæssig bæredygtighed,” siger hun. “Hvordan vi kan forme det samfund, vi gerne vil have i dag – og det samfund, vi gerne vil gøre muligt fremadrettet.” 

Foto af Natalie Mossin foran halmtækket væg
Natalie Mossin har stået i spidsen for Institut for Arkitektur og Teknologi siden 2017.

I rollen som institutleder ser hun sig selv som en del af et større fællesskab, hvor hendes primære opgave er at skabe rammerne for, at undervisere og forskere kan lykkes med deres arbejde.

“De resultater, der er skabt på instituttet – i centre og forskningsklynger og programmer - er ikke skabt, fordi jeg er institutleder. De er skabt af dygtige kolleger og studerende, som har noget på hjerte og vil bidrage til arkitekturen. Min rolle er først og fremmest at understøtte, at det kan ske,” siger hun og beskriver Det Kongelige Akademi som et sted med usædvanlig energi: “Studerende og medarbejdere er drevet af et tårnhøjt engagement. Vi er her, fordi vi skal finde ud af nogle ting sammen – og fordi det vi gør, er vigtigt.”

Faglige fokusområder

På Institut for Arkitektur og Teknologi arbejdes der med en vifte af faglige områder, som relaterer sig til bæredygtig arkitektur. Det omfatter blandt andet biohybrid arkitektur, digitale teknologier, materialeoptimering, boligudvikling og samarbejder med byggeriets aktører.

Inden for de sidste år har Instituttet desuden etableret en kandidatuddannelse for bygningskonstruktører, der skal være med til at bære vigtig viden ud i branchen.

“Vi skaber ny viden, der kan føde ind i undervisningen og i byggeriets praksis – både i dag og med blikket rettet mod fremtidige muligheder,” siger Natalie Mossin. “Noget af det, vi udvikler, ser man måske ikke i byggemarkedet i den nærmeste fremtid, men det åbner for helt nye måder at tænke materialer, æstetik og tilgængelighed på.” 

Noget, man kunne se på årets Venedig-biennale, hvor instituttets to forskningscentre, CITA og CINARK, samt den nye Chair for Biohybrid Architecture stod bag flere udstillede projekter. CITA viste et projekt, der demonstrerede, hvordan lokale materialer og kollektive praksisser kan danne grundlag for en mere klimabevidst arkitektur. CINARK præsenterede et præfabrikeret facadesystem i biogene materialer til ekstreme klimaforhold, mens Chair for Biohybrid Architecture viste en monumental rattanstruktur, der var samlet helt uden mekaniske eller kemiske fastgørelser.

Ingen af de demonstrerede metoder og produkter kan i dag opleves på en byggeplads eller lægges i en indkøbsvogn, men de er med til at flytte grænserne for fremtidens grønne arkitekt- og byggebranche.

Fokus i den kommende periode

Visionen for instituttet er fortsat at bidrage til en arkitektur af høj kvalitet, som både tager hensyn til miljøet og styrker sociale værdier. I tiden der kommer, vil instituttet arbejde på at fastholde og udvikle kvaliteten i undervisning og forskning samt styrke samarbejder både nationalt og internationalt.

“Vi skal have lavet den bæredygtige omstilling – både socialt og miljømæssigt. Det er ikke én ting, man ændrer, men et langt sejt stræk,” siger Natalie Mossin. “Og det er det, vi fortsætter med at arbejde for.”