Rektor Lene Dammand Lund forlænget til 2029
Bestyrelsen på Det Kongelige Akademi har besluttet at forlænge Lene Dammand Lunds ansættelse som rektor frem til 2029. Det skete på bestyrelsesmødet den 11. december 2024.
Bestyrelsesformand Mette Lis Andersen udtaler:
”Med Lene Dammand Lund ved roret skaber vi kontinuitet og ro omkring den fortsatte realisering af Det Kongelige Akademis udviklingsstrategi, og sikrer samtidig en ledelsesmæssig parathed til de justeringer, der forventes at blive behov for i forlængelse af en kommende uddannelsesreform.
Det Kongelige Akademi har i rektor Lene Dammand Lund en særdeles kompetent rektor, der kan måle sig med de bedste også på internationalt niveau. Vi glæder os i bestyrelsen til det fortsatte samarbejde med rektor”.
Forlængelsen sker i henhold til rektors åremålskontrakt, der giver bestyrelsen mulighed for at forlænge rektors ansættelse indtil den 31. marts 2029.
Internationalisering og samarbejde på tværs er vigtige pejlemærker
Lene Dammand Lund ser frem til fortsat at skulle udvikle det Det Kongelige Akademi:
”Jeg tror på, at vi kan udvikle vores fysiske omgivelser til bedre at understøtte en livsform, der er i balance mennesker imellem og med naturen. På Det Kongelige Akademi ser jeg, at vi motiverer til positiv handling, og det er en stor glæde fortsat at kunne være en del af den ambition”.
Hun peger på øget fokus på internationalisering og tværgående samarbejder blandt vigtige fremtidige pejlemærker:
”Det Kongelige Akademi spiller en vigtig rolle i forhold til international dialog, og behovet for fremtidig innovation kræver, at vi i langt højere grad samarbejder med andre discipliner, industri, borgere, m.fl. For at kunne det, er der behov for en videre udvikling af Det Kongelige Akademi, som jeg ser frem til at facilitere sammen med de i særklasse dygtige studerende og medarbejdere”.