Opslået skitsebog

Prisbelønnet studentermagasin hylder skitsen

Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

En gruppe studerende modtog i starten af året 100.000 kr. fra Statens Kunstfond. Begrundelsen var, at de gennem en lang årrække har udgivet magasiner med et højt formidlingsniveau – både indholdsmæssigt og grafisk.

Pengene gik til KÅRK, et studentermagasin om primært arkitektur, og nu er det seneste nummer, Working Title, på gaden i printet version og tilgængeligt online.

Skitsen som værktøj

I en verden, der ofte hylder det færdige produkt, sætter den nye udgave af magasinet fokus på skitsen. Magasinet hylder de tidlige faser af et projekt og undersøger, hvordan skitsen kan drive et projekt fremad og fungere som et virkningsfuldt medie i sig selv. I flotte opslag præsenteres et bredt udvalg af projektskitser skabt af studerende.

Man kan også læse et interview med Helle Mie Hellesen, som i mange år har undervist i croquis på Det Kongelige Akademi. Hun fortæller om sine erfaringer med tegning, og hvordan tegningen kan være et stærkt værktøj i en kreativ proces.

Magasinet indeholder også et interview med Anne Romme, lektor på Institut for Arkitektur og Kultur, og Jacob Bang, lektor på Institut for Arkitektur og Rum, om deres fælles projekt Islands og om, hvordan deres samarbejde skaber nye symbioser.

Et fagligt og socialt fællesskab

Bag magasinet står studerende fra Det Kongelige Akademi og Arkitektskolen Aarhus, som driver projektet frivilligt ved siden af studierne. Arbejdet med magasinet er både et fagligt og socialt fællesskab:

"Det giver helt vildt meget at samle en masse ambitiøse mennesker med en masse gode idéer. Det er et meget fagligt fællesskab, hvor man får et netværk på hele skolen – men også et socialt fællesskab," siger Emilie Bruunsgaard Bech, der er studerende på arkitektur på Det Kongelige Akademi. 

Gruppebillede af unge mennesker
KÅRK-redaktionen på Det Kongelige Akademi

Samtidig peger medlemmerne af redaktionen på, at de erfaringer de får, rækker ud over selve udgivelsen: "De kompetencer og de mennesker, du møder gennem frivilligt arbejde i en redaktion, kan give en ny vinkel eller et nyt perspektiv på dit eget projekt," siger Rasmus Sprogøe, der også er studerende på arkitektur på Det Kongelige Akademi.