Arkitektstuderende skal styrke naboskaber i byer

Dato
Kategori
Uddannelse og studieliv

Hvordan puster vi nyt liv i det gode naboskab i byen? Og kan vi give eksisterende nabolag en stærkere social sammenhængkraft? Det undersøger studerende fra Det Kongelige Akademi, studerende fra Massachusetts Institute of Technology i Boston og Henning Larsen nu i fællesskab. Rambøll Fonden og Bevica Fonden støtter projektet.

Pandemien har sat tydelige spor på befolkningens trivsel og præferencer. For eksempel viser analyser, at danskere i etageejendomme i dag oplever lavere livskvalitet end før pandemien, mens andre undersøgelser peger på, at hver tiende overvejer at flytte fra store byer ud på landet – en tendens, der tegner sig internationalt.

Derfor tager studerende på kandidatprogrammet ’Political Architecture’ på Institut for Bygningskunst og Kultur på Det Kongelige Akademi sammen med studerende på Massachusetts Institute of Technology i Boston og arkitektfirmaet Henning Larsen nu fat på projektet ’Re-neighbouring’.

Projektet undersøger, hvordan man kan gentænke og videreudvikle begrebet naboskab på måder, der løfter social sammenhængkraft, livskvalitet og fællesskab dér, hvor folk bor.  

Nye veje for stærke og komplekse naboskaber
”For at styrke dannelsen af civilsamfund i forskellige boligområder, må vi først blive klogere på, hvad naboskaber og tilhør handler om – og dernæst få en fornemmelse af, hvad de endnu ikke gør, men kunne gøre. Vores studerende er dygtige til at aflæse det fysiske og sociale miljø, og til at undersøge politiske strukturer, der har indflydelse på et område. Sammen med MIT’s studerende, der kommer med et fælles blik udefra, og med Henning Larsens vidensbaserede tilgang og globale erfaring, er jeg sikker på, at projektet kan pege på nye veje for stærke og komplekse naboskaber,” siger Niels Grønbæk, lektor og leder af programmet ’Political Architecture’ på Det Kongelige Akademi. 

Foto: Mathias Lovgreen. Billedet viser ikke det nabolag, som projektet arbejder med.

Amager som case
Projektet tager udgangspunkt i eksisterende nabolag på Amager i København, hvor de studerende vil danne sig en dybere forståelse af områdets indvirken på beboernes liv, hverdag og tilhørsforhold – og af beboernes indvirken på nabolaget. De vil analysere hvilke andre lokale aktører og lokalsamfundsorganisationer, der er involverede i området, og endeligt udvikle bud på, hvad der kan gøres for at udvide naboskabet i konkrete områder på Amager. Det kan for eksempel være et nabolag, hvor der er almene boliger, villakvarter eller urban karréstruktur.

Stærke samarbejdspartnere
Samarbejdet mellem Det Kongelige Akademi, MIT og Henning Larsen giver mulighed for at bytte kasketter og roller, så universelle og lokale perspektiver på naboskab kan krydsbestøve hinanden. Samtidig bliver det i projektet muligt for aspirerende og garvede arkitekter at inspirere og udfordre hinanden.  

”Som international tegnestue med kontorer og projekter over det meste af verden, oplever vi, at det ’at bo’ er en universel ting, men i lige så høj grad, at hvordan vi bor, og hvordan vi bruger vores nabolag, varierer fra sted til sted. Vi glæder os meget til samarbejdet med de studerende og til at arbejde med de sikkert meget forskellige perspektiver på, hvordan vi kan styrke folks sociale tilknytning og fordelene ved at bo sammen i byen,” siger Ofri Earon, Head of Living hos Henning Larsen.

Verdenskongres for arkitekter
Henning Larsen, studerende fra Det Kongelige Akademi og MIT vil arbejde med ’Re-neighbouring’ frem til sommeren 2023, hvor projektforslagene vil blive vist frem på en gadeudstilling under Arkitekternes Verdenskongres 2023, der bliver holdt i København.

’Re-neighbouring’ er støttet med 750.000 kr. fra Rambøll Fonden og 50.000 kr. fra Bevica Fonden.