Mød Det Kongelige Akademi på Folkemødet

Dato
Kategori
Indblik

Igen i år kan du finde Det Kongelige Akademi på den demokratiske festival Folkemødet på Bornholm d. 16. – 19. juni 2022. Her vil flere af akademiets forskere og studieprogrammer sætte form på debatten flere steder på festivalen og give deres perspektiver inden for bæredygtige design- og arkitekturløsninger, grøn vækst, uddannelsespolitik, byudvikling, tilgængelighed.

Kan mode- og tekstilbranchen blive bæredygtig?
Oplev bl.a. lektor i design, Else Skjold, og Karin Klitgaard, underdirektør for miljøpolitik og cirkulær økonomi i Dansk Industri, diskutere behovet for en bæredygtig reformering af mode- og tekstilbranchen i paneldebatten ’Hvordan kan mode- og tekstilbranchen blive bæredygtig?’ fredag d. 17. juni kl. 16-17 i Verdensmålenes Telt.

Her vil de komme ind på relevante problematikker og gå i dybden med, hvordan vi sikrer en bæredygtig produktion og forretning, hvilke redskaber virksomheder og designere skal tage i brug, og hvordan vi får befolkningerne med.

Bygninger der smitter
Under hele festivalen vil Institut for Bygningskunst og Teknologi stille skarpt på vilde visioner på tværs af det byggede, sociale og kulturelle på den Sociale Scene.

Torsdag d. 16. juni kl. 16-16.45 afholder de f.eks. debatten ’bygninger der smitter’, hvor dekan for arkitektur, Jakob Brandtberg Knudsen, Institutleder Natalie Mossin og arkitekt MAA, ph.d.-stipendiat, Thomas Chevalier Bøjstrup, med afsæt i en ny eksempelsamling, der viser arkitektoniske reaktioner fra COVID-19 pandemien, vil debattere epidemier som en ”destruktiv” kraft, der leder os på sporet af en række potentialer for indretningen og organiseringen af vores byer og bygninger.

Verdens første universelt designede session
Dekan for design, Mathilde Aggebo, diskuterer universelt design og tilgængelighed med Nikolaj Scharling Holm, Design & Innovation Studerende fra DTU og Camilla Ryhl, Forskningsdirektør og leder af Universal Design Hub hos Bevica Fonden fredag d. 17. juni kl. 14-15. Her vender de Folkemødet på hovedet til en samtale om rammerne for Folkemødet og skaber sammen vilde visioner for, hvordan vi sikrer, at ingen bliver ladt i stikken på fremtidens Folkemøde anno 2025.

Lærlingenes Hus
Lærlinge, elever og studerende fra forskellige faguddannelser i hele landet er i gang med at genskabe et gammelt nedslidt bindingsværkshus på Bornholm. Istandsættelsen af Lærlingenes Hus bliver udført i en kombination af gamle håndværkstraditioner, de nyeste byggeformer og den nyeste viden inden for bæredygtighed og genanvendelse. Projektet viser, at det er meget mere klimavenligt at restaurere gamle bygninger end at rive ned og bygge nyt.

Kom forbi Lærlingenes Hus og hør mere om projektet ved professor og arkitekt Nicolai Bo Andersen og lektor og arkitekt Thomas Kampmann fra Institut for Bygningskunst og Kultur, forretningsområdedirektør ved Lars Jess Hansen fra Enemærke og Petersen og udviklingskonsulent Mads Okking fra Dansk Håndværk. Fredag d. 17. juni kl. 14-16.

Det handler også om dig – hvordan designer vi til alle?

Alder er et grundvilkår for os alle og fører ofte til fysiske udfordringer, som begrænser vores mulighed for at deltage i begivenheder og fællesskaber. Vores samfund er i dag ikke designet til ældre mennesker eller mennesker med funktionsnedsættelser. Ting og rum passer ikke til kroppe, der har funktionelle udfordringer. Men behøver det at være sådan? Hvorfor indretter vi os på en måde, der begrænser lige muligheder for alle? Det handler måske også om dig i fremtiden.  

Kom og vær med, når Christian Bason, Christine E. Swane, Pia Nielsen og Nicolai de Gier debatterer, hvem vi egentlig indretter  til i dag? Hvordan kan vi skabe vores fysiske, kulturelle og sociale rum, så alle kan være med? Prioriterer vi det nok i dag? Hvilke udfordringer og muligheder ser vi de kommende år?´Lørdag den 18. juni kl. 10:30 – 11:30