Om Det Kongelige Akademi - Design

På Det Kongelige Akademi - Design ønsker vi at være en globalt ledende designuddannelse og talent-hub, hvor danske designtraditioner udvikles og udbredes med fokus på høj faglighed og bæredygtighed.

Vi uddanner hvert år en bred vifte af designkandidater og producerer ny viden til det internationale samfund. Vores kandidater udvikler viden og metoder til at arbejde med kunstneriske eksperimenter, forskningsmæssig nyudvikling og til at bidrage til samfundet gennem samarbejder med erhvervslivet.

Vi tager del i verden omkring os
Vi ønsker at spille en ledende rolle i forhold til udviklingen af Danmark som et designsamfund, hvor designkompetencer anvendes bredt i både det offentlige og det private. Vi ønsker også at bidrage til verden omkring os med engagement, kritisk refleksion, analyse og såvel produkt- som servicedesign.

Strategi for Det Kongelige Akademi - Design
Det Kongelige Akademi - Design vil udvikle sin ledende position inden for designuddannelse, forskning og kunstnerisk udviklingsvirksomhed gennem et dynamisk, integreret uddannelses- og forskningsmiljø centreret omkring ”state of art” værksteder, designfagligt ledende miljøer, internationalt orienterede forskergrupper og nære erhvervsrelationer.

Vores kandidater skal være kendt for deres særlige kombination af akademiske, kunstneriske og praksisnære tilgange til formgivning og procesfacilitering. Færdighederne opøves gennem problemorienterede projekter og en bred vifte af designmetoder. Vi ønsker, over de kommende år, at styrke det kunstneriske og formgivningsmæssige fundament i uddannelsen. Det vil blandt andet ske gennem mere styrede studieforløb, som frisætter de studerendes kreativitet og kunstneriske sensibilitet. Samtidig styrkes kandidaternes tværfaglige kompetencer.

Designuddannelsen har studieprogrammer på Institut for Visuelt Design og Institut for Bygningskunst og Design.

Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering

Vores DNA

På Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering mødes tre vidensfelter, videnskabelig forskning, kunstnerisk udvikling og den professionelle praksis, som tre forskellige måder at opdage, opfinde og skabe på. Vores vidensgrundlag giver os en unik position blandt uddannelses- og forskningsinstitutioner i ind- og udland.