De Gule Bygninger
Afgangsprojektet De Gule Bygninger undersøger industrikvarterene i periferien af København, og hvordan en fremtidig udvikling af områderne kan ske gennem forvandling af den eksisterende bygningsmasse i industrikvarteret.
Projektet tager udgangspunkt i en funktionstom erhvervsejendom i Gladsaxe Industrikvarter, og undersøger hvordan man med forskellige indgreb i bygningen kan reaktualisere den på nye meningsfulde måder.
Vi lægger op til en alternativ tilgang til en fremtidig udvikling af kvarteret og bygningerne som stedet rummer. En videreudvikling der er mere frugtbar end både fuld beskyttelse og spekulativ nedrivning og som er drevet af vedvarende opmærksomhed på, hvordan vi bedst udnytter den bygningsmasse som allerede står.
Projektet er derfor bygget op som et felt af undersøgelser, der alle har til formål at teste bygningsanlæggets forandringspotentialer og udfolde dets iboende kvaliteter. Undersøgelserne spænder bredt og peger på en alsidig anvendelse af bygningsanlægget, fremfor ét entydigt svar på, hvordan bygningstypen skal benyttes.
Med projektet ønsker vi at rejse en generel diskussion om, hvordan vi forholder os til efterkrigstidens industrilandskaber og deres bygningsmasse. En bygningsmasse som består af en række bygninger, som hverken er sjældne eller sublime, men derimod generiske og ganske almindelige. Disse bygninger har vi givet betegnelsen: De Gule Bygninger*.
Projektets hjemmeside: De Gule Bygninger
Projektet er udarbejdet sammen med Astrid Marie Strandbygaard og Anton Ljung Bladt.
Gladsaxe Industrikvarter
Industrikvartererne placeres ofte i periferien af byen. De er afhængige af byen og dens arbejdskraft, men samtidig kræver de arealmæssig frihed og tilkobling til en effektiv infrastruktur. Fra industriområdernes etablering på bar mark og til nu har byens grænse rykket sig. Mange af industriområderne er i dag omkranset af by og Gladsaxe Industrikvarter, der før var et område mellem by og land, ligger nu som en ø i et udvidet København. De daværende krav til planlægningen af området, som indebar store matrikler og infrastruktur henvendt til tung trafik, kombineret med en sammensat grundejerstruktur, besværliggør i dag funktionsblandinger og gradvise forandringer i områderne.
På denne måde står Gladsaxe Industrikvarter, og mange af dets bygninger, i en form for midtlivskrise. En samling af bygninger, bygget til specifikke former for industri, ofte opført efter idealer, som ikke synes attraktive i dag. Selvom grænsen mellem industrikvarteret og den omkringliggende by overordnet set stadig opleves som et hårdt skel, både i skala og som følge af hårde matrikelskel, er vores læsning af stedet, at det hårde skel flere steder flosses og punkteres. Den løbende udvikling af området ses tydeligt langs områdets kant, hvor der gennem den seneste tid er blevet revet industribygninger ned til fordel for kontordomiciler og boligkomplekser. Denne udvikling flytter og udvisker løbende industriområdets grænse. Udviklingen sker bl.a. som følge af etableringen af den nye letbaneforbindelse på tværs af Københavns forstæder, som er med til at reaktualisere området og samtidig gøre det objekt for yderligere spekulativ udvikling.
De Gule Bygninger*
De gule bygninger henviser til de 4.543.000 bygninger i Danmark, som i dag hverken er fredede eller bevaringsværdige. Denne bygningsmasse er de almindelige, upåfaldende bygninger, der modsat de bevaringsværdige bygninger indtager en lav position i det arkitektoniske hierarki. Med projektet ønsker vi ikke at modsætte os kulturhistorisk værdisætning af arkitektur, men i stedet rette fokus mod det store antal af bygninger, som falder uden for disse kategorier.
Projektet arbejder med en underkategorisering af de gule bygninger og peger på en type som er særegen for industriområderne. Det er industribygninger opført efter 1970, som over tid er blevet udbygget og sammenbygget til i dag at fremstå som sammensatte konglomerater. De er tydeligt formet af den løbende udvikling, industrien har gennemgået siden deres opførelse, og har formået at ændre programmatisk karakter efter behov.
Kulturhistorisk betragtes de sammensatte bygninger ofte som udtryk for en udvisket originalitet, mens de fra ejendomsudvikleres perspektiv betragtes som vanskelige og omkostningstunge at udvikle. Dermed falder de mellem de etablerede værdisystemer: hverken vurderet som kulturarv eller attraktive som udviklingsobjekter.
Gladsaxe Ringvej 11
Projekt
Gennem analyse af bygningstypen foreslår vi, at denne type bygning bør anskues ud fra dens forandringspotentialer. Mere end at argumentere for, hvorfor denne type bygning skal bevares eller fredes, argumenterer vi for at denne type bør betragtes som forandringsværdig, snarere end bevaringsværdig, i tråd med dens allerede iboende sammensatte karakter.
Projektet er derfor bygget op som et felt af undersøgelser, hvor én af disse industribygninger er genstand for et studie i, hvordan forskelligartede omdannelser kan muliggøre en bredspektret fremtidig anvendelse af bygningen. I arbejdet med undersøgelserne lægges der op til en kontinuerlig transformationspraksis, hvor arkitekturen ikke kommodificeres gennem én gennemgribende opgradering, men derimod reaktiveres til flere mulige fremtider gennem præcise indgreb i en ufuldkommen proces.
En serie af indgreb som i sammenspil med bygningens arkitektur kan være med til at frembringe nye, uforudsete rumlige situationer, hvad der i projektet betragtes som en kvalitet. Indgrebene har den eksisterende strukturs logikker og bygningsanlæggets allerede iboende kvaliteter som omdrejningspunkt. Nogle indgreb er bundet op på en specifik programmatisk omdannelse af bygningen, mens andre er uprogrammerede og i højere grad beskæftiger sig med en omorganisering af bygningen, der imødekommer en mere alsidig benyttelse.
Alle undersøgelserne kan findes på projektets hjemmeside: De Gule Bygninger
Prospekt
Prospektet er et centralt redskab i den nuværende byggebranches vækstmodel. Det har til formål at omsætte den fremtidige opførelse af byggeprojekter til attraktive investeringsobjekter. Gennem visualiseringer og gode fortællinger på bannere foran byggepladser, fungerer prospektet som et aktivt markedsføringsredskab, der producerer forestillinger om økonomisk værdi og kontinuerlig vækst.
Det bidrager til en logik, hvor bygninger i stigende grad betragtes som finansielle aktiver, der kan handles og markedsføres. Prospektet er dermed ikke kun et redskab til at beskrive fremtiden; det er også et redskab til at producere den.
Projektets prospektbanner er et udsagn om mulighederne for at producere en anden fremtid end den som produceres i dag. En fremtid hvor den eksisterende bygningsmasse ikke reduceres til et mellemstadie på vejen mod noget mere værdifuldt, men hvor den allerede iboende værdi i det eksisterende danner grobunden for en videreudvikling.
En videreudvikling som hverken forudsætter fuld beskyttelse eller spekulativ nedrivning, men som sker gennem en tilstand drevet af en vedvarende opmærksomhed på, hvordan vi bedst kan udnytte og omdanne det som allerede er.
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål