Efter.Landskab
Brøndby Strand Parkerne blev opført i begyndelsen af 1970'erne ud fra en tabula rasa-tilgang, hvor alt var nøje planlagt ned til mindste detalje, og hvor beslutninger blev truffet gennem en topstyret planlægningsproces. Den omhyggelige planlægning har medført, at området i dag fremstår stort set uændret, som et vidnesbyrd om 1970'ernes modernistiske boligbyggeri. Samtidig har demografien ændret sig markant gennem årene. Nye generationer er kommet til, samfundet har udviklet sig, og nye behov er opstået.
Engang var Brøndby Strand Parkerne præget af et aktivt hverdagsliv, hvor fællesskaber udfoldede sig naturligt i gårdrum, foreninger og klubber. Beboerne kendte deres naboer og deltog i høj grad i det lokale fællesskab. I dag er disse fællesskaber mindre synlige, men de eksisterer fortsat. De gemmer sig i kælderlokaler og bag lukkede betonfacader, beskyttet af en arkitektur, der kan få fællesskabet til at fremstå som en hemmelig klub, som du skal kende nogle for at blive en del af.
Dette projekt ønsker at se på Brøndby Strand Parkerne med et fornyet blik. Ambitionen er at udfordre den eksisterende stigmatisering og synliggøre de kvaliteter og ressourcer, der allerede findes i området. Der er meget, der fungerer i Brøndby Strand; projektet handler derfor ikke om at erstatte de eksisterende fællesskaber, men om at fremhæve og styrke de fællesskaber, der allerede er.
Projektet er et bud på, hvordan vi kan genbruge og videreudvikle fundamentet i vores moderne kulturarv og skabe rammer, der kan tilpasses fremtidens behov.
Dette projekt er lavet i samarbejde med Sandra Stubban-Hansen og Pernille Bredal Jørgensen.
Fælleshuset Smagen er ét af fire kulturhuse placeret mellem Brøndby Strands karakteristiske højhuse. Hvert kulturhus tager afsæt i én af sanserne og undersøger, hvordan sanselige oplevelser kan understøtte fællesskab og tilhørsforhold. Den tilknyttede sans aktiveres både gennem husenes programmering og i landskabet via ny beplantning omkring fælleshusene samt langs den 2 km lange esplanade.
Fælleshuset Smagen fokuserer på madens evne til at samle mennesker. Huset rummer et fælleskøkken, hvor beboere kan tilberede måltider i fællesskab, udveksle opskrifter, dyrke madkulturelle traditioner og dele viden om råvarer og krydderier.
Til hvert fælleshus er der desuden knyttet et selskabslokale, som beboerne kan booke til private arrangementer. Samtidig fungerer disse rum som en integreret del af kulturhusenes daglige aktiviteter. I Fælleshuset Smagen er selskabslokalet udformet som et orangeri, hvor beboerne kan dyrke tomater, krydderurter og andre grøntsager i egne plantekasser og dermed skabe en direkte forbindelse mellem dyrkning, madlavning og fællesskab.
4 principper har dannet grundlag for projektets udvikling. De er opstået gennem en iterativ proces bestående af analyser, feltarbejde og observationer på sitet og fungerer som retningsgivende greb for projektets arkitektoniske bearbejdning.
For at undgå at reproducere den topstyrede planlægning, der prægede opførelsen af Brøndby Strand Parkerne, har vi bestræbt os på at undersøge stedet i øjenhøjde og med udgangspunkt i den kropslige erfaring. Gennem filmoptagelser og metoden serial vision har vi registreret, oplevet og sanset området med fokus på de rumlige sekvenser og hverdagslige møder, der udfolder sig på sitet.
Optagelserne er udført på udløbet smalfilm, hvis analoge egenskaber fremhæver lysvariationer, skygger, struktur og kontraster. Da optagelserne blev foretaget ved det første møde med stedet, rummer de samtidig en umiddelbarhed og oprigtig nysgerrighed, der indfanger de første sanselige indtryk af Brøndby Strand Parkerne.
Via en transparant og åben arkitektur, skaber vi synlighed dér, hvor fællesskabet har til huse. Gennem principper om adaptiv montage imødekommer vi evt. ændrede behov i fremtiden, og giver mulighed for at tilpasse os det specifikke kvarter og dets omgivelser. En ny tærskel etableres for at skabe bedre forbindelse mellem trafik og menneskeligt ophold.
Det Kongelige Akademi understøtter FN’s verdensmål
Siden 2017 har Det Kongelige Akademi arbejdet med FN’s verdensmål. Det afspejler sig i forskning, undervisning og afgangsprojekter. Dette projekt har forholdt sig til følgende FN-mål