Fælles Jord, Dyrket Hus

Vi ser dem overalt i landet, de tomme huse og forladte facader. Men effekten af de tomme bygninger vejer tungere i de små samfund. Landsbyernes udvikling rummer både potentialer og udfordringer, hvor bevaring og omprogrammering af den eksisterende bygningsmasse er afgørende for at sikre landsbyens sammenhængskraft. Ikke desto mindre står mange bygninger over for nedrivning, ofte som konsekvens af manglende ejerskab, funktion og vedligeholdelse.

Med dette projekt søger vi at adressere en problematik om de tomme og funktionsløse landsbybygninger og deres indvirkning på landsbyen. Intentionen er at udfordre den konventionelle tilgang, hvor nedrivning ofte betragtes som den eneste løsning. I stedet foreslås en strategi baseret på transformation, omprogrammering og addition, hvor de eksisterende strukturer revitaliseres gennem arkitektoniske indgreb. Denne tilgang udspringer af en overbevisning om, at forfaldet af landsbyernes bygningsmasse repræsenterer et betydeligt tab – ikke alene i relation til ressourcer, men også på et kulturelt og identitetsmæssigt niveau. Ved at arbejde med de eksisterende ressourcer, snarere end at fjerne dem, opstår en mulighed for at udvikle stedet til fremtidens behov, og samtidigt bevare landsbyens kulturelle integritet. Man får trods alt ikke træet til at bære frugt ved at fælde det.

Fælles Jord, Dyrket Hus refererer til en tæt sammenhæng mellem landskab, landbrug og landsby. Inversionen af begreberne, fælleshus og dyrket jord, afslører projektets funktionsprogram: Et fælleshus og videnscenter for regenerativt landbrug – et sted for fælleskab, deling og udvikling.

Den fælles jord er ikke kun et produktionsgrundlag, men et fælles anliggende. Og det dyrkede hus er ikke blot en statisk struktur, men et resultat af de forhold, det er opstået under, samtidig med at det selv påvirker det landskab og samfund, det er indlejret i. Huset er dyrket, ikke blot bygget – det er opført med forståelse for de ressourcer, det er bygget af, de praksisser, der har formet det, og det aftryk det sætter. 

Projektet undersøger, hvordan transformation og omprogrammering af landsbyens eksisterende bygningsmasse kan bidrage til at styrke landsbyens sammenhængskraft og argumenterer for en tilgang hvor revitalisering betragtes som en ressource for lokal udvikling.
 
I forlængelse heraf; hvordan landsbyens eksisterende bygningsstrukturer kan aktiveres gennem integrationen af nye programmer – i dette tilfælde det regenerative landbrug. 
Som konkret afsæt etableres et videnscenter for regenerativt landbrug i landsbyen Ovstrup på Falster. Det skal fungere som et sted for vidensdeling, forskning og sociale fællesskaber. Her mødes landmænd, forskere, lokale aktører samt landsbyens og lokalområdets beboere for at undersøge, hvordan regenerative principper kan udvikles og omsættes i tæt samspil med stedbundet natur, kultur og fællesskab.

... hvordan kan transformation og omprogrammering af den eksisterende bygningsmasse frem for nedrivning styrke landsbyens sammenhængskraft og fremtidige udvikling?

... hvordan kan landsbyens fællesrum kombineres med andre programmer (i dette projekt det regenerative landbrug) og integreres i eksisterende bygninger. En slags ”stabling” af programmer? Dette bygger på en overbevisning om, at landsbyens bygninger bedst værnes om ved at blive brugt og aktivt indgå i landsbysamfundet.

... hvordan kan principperne fra regenerativt landbrug overføres til byggeriet, og hvordan kan arkitekturen tænkes som et aktivt element i regenerering af både landskabet og bygningerne? 

Projektet undersøger tidligere nævnte problemstillinger ved at fokusere på en specifik landsby.

I den nordlige del af Falster ligger Ovstrup, en mindre landsby bestående af syv større ejendomme og tretten mindre huse. Landsbyen er placeret mellem Falsters to største byer, Nykøbing Falster og Stubbekøbing, mens den nærmeste større by er stationsbyen Eskildstrup, der også har en landsbykirke, skole, idrætsfaciliteter og mindre industri.
I dag ligger Ovstrups gårde og huse spredt langs en snoet vej, men landsbyen var tidligere struktureret som en forteby. Denne oprindelige form er imidlertid ikke længere synlig, da Nybyvej er blevet ført gennem den tidligere fælles forte, og nye bebyggelser siden er opført langs vejforløbet.

I landsbyen findes både tomme grunde (som følge af nedrivninger) og bygninger i forfalden stand.
I et forarbejde til udvælgelsen af projektsite besøgte vi flere landsbyer på både Lolland og Falster. Ovstrup udgør ikke en enkeltstående case, men eksemplificerer en bredere problematik, hvor lignende udfordringer og potentialer kan findes i adskillige landsbysamfund. Denne generaliserbarhed styrker projektets metodiske og analytiske relevans, idet de udviklede strategier ikke alene adresserer stedsspecifikke forhold, men også rummer en overførbarhed, der kan informere en bredere diskussion om landsbyernes fremtidige udvikling.

Projektet bearbejder det nedlagte landbrug på adressen Nybyvej 8. Her ligger gården Knudstrupgård, tidligere kendt som Friisegården, et klassisk eksempel på en traditionel dansk gård.
Gården står i øjeblikket tom og har været udbudt til salg i flere år. Den er opført i 1800 og blev oprindeligt drevet som et traditionelt landbrug med markbrug og husdyrhold, men i det 20. århundrede blev driften moderniseret og omlagt.

Gårdens sammenhængende struktur er stadig delvist til stede, selvom en af længerne er blevet revet ned, og kun fundamentet står tilbage. Den oprindelige udformning som firlænget gård fremstår som et udtryk for den pragmatiske opbygning af landbrugsejendomme, hvor de fire længer – typisk inddelt i stald, lade, bolig og værksted – understøttede gårdens brugsmæssige funktion. Forfaldet i det tilbageværende byggeri illustrerer en bredere tendens, hvor ældre gårde har mistet deres oprindelige funktion, og derfor henstilles til forfald.

Stedets, med dets placeirng i landsbyen, dets arkitektur og tilstand, egner sig særligt godt til at undersøge vores problemstillinger. Herunder hvordan transformation, omprogrammering og addition, af de eksisterende bygninger, kan udfordre idéen om nedrivning som den gængse løsning i landsbyerne.

De arkitektoniske potentialer opstår i samspillet mellem de stedslige kvaliteter, fællesskabet, og tidens mantra om udvikling, foranderlighed og regenerering.

Hertil bør det understreges, at vi ikke mener, at det arkitektoniske potentiale ligger i en udelukkende romantiseret bevaring, men snarere i en proces, der både respekterer og fornyer de eksisterende strukturer med et fremadskuende blik.

En alene sentimental eller bagudskuende tilgang ville være i strid med landsbyens ånd.

Landsbyen er et produkt af brug og udvikling.