Jordskrivelse

GENERATIONSFORURENING OG NATURBESKYTTELSE

Harboøre Tange er en 10 kilometer lang sandtange, der strækker sig mellem Thyborøn mod nord og Harboøre mod syd i Lemvig Kommune. Her har kemivirksomheden Cheminova, gennem generationer, med politisk opbakning, forurenet området gennem uforsvarlig drift og deponering af kemikalieaffald. I dag er området blandt Danmarks mest forurenede og indeholder tre af landets ti udpegede generationsforureninger: Cheminovas tidligere fabrik, deres nuværende fabrik og det indkapslede depot ved Høfde 42. Disse generationsforureninger, blev i 2020 udpeget af de fem regioner, og er kendetegnet ved at være yderst omfattende og kræver oprensningsomkostninger på mindst 50 millioner kroner.

Ud over den alvorlige forurening rummer tangen naturbeskyttede områder, rekreative stier, lange sandstrande, klitformationer, strandenge, samt omfattende kystsikring bestående af høfder og diger. Området omfatter to store lavvandede lagunesøer, som er et vigtige yngleområde for vadefugle og trækfugle. Derfor er tangen udpeget som både Ramsarområde og EF-fuglebeskyttelsesområde. Også de naturbeskyttede områder er ramt af forurening med PFAS og kviksølv.

JORDSKRIVELSE 

Generationsforureningen ved Harboøre Tange er ét blandt mange eksempler på, hvordan menneskelig aktivitet har sat dybe spor i landskabet. Den står som et vidnesbyrd om den antropocæne tidsalder, hvor mennesket er trådt frem som en geologisk kraft og aktivt former jordens processer.

Projektets titel, Jordskrivelse, henviser til den græske betydning af ordet ‘geografi’ – beskrivelser af mønstre og relationer mellem fysiske, biologiske og biokulturelle fænomener på jordens overflade. Den måde vi hidtil har opdelt verden i dikotomier som natur/kultur, er utilstrækkelig i mødet med nutidens planetariske kriser. Når vi adskiller os fra naturen, overser vi, at vi selv er vævet ind i dens kredsløb.

Projektet undersøger, hvordan arkitekturen kan synliggøre denne gensidige forbundethed og pege på nye måder at indgå i jordiske sammenhænge – som både sensible vidner, deltagere og medskabere i en levende og foranderlig verden.

NATURGENOPRETNING I DEN ANTROPOCÆNE TIDSALDER

Næste år forventer Region Midtjylland at rense Høfde 42 for kemikalier  med det formål at ’genoprette’ landskabet til dets oprindelige, naturlige tilstand. Det betyder, at 99 % af kemikalierne inden for spunsvæggen skal væk, og samtidig skal de forbud, som der i dag er imod badning og fiskeri, ophæves.

Dette projekt stiller sig kritisk over for præmissen om muligheden for at rekonstruere området til en oprindelig naturlig tilstand. Hvad konstituerer en naturlig tilstand?. Og kan forurening betragtes som et naturligt fænomen, eller bør det snarere anskues som en integreret del af den antropocæne virkelighed, som vi bør forholde os til?

"I presserende tider er mange af os fristet til at imødegå besværet ved at gøre en fantaseret fremtid sikker, forhindre et eller andet truende i fremtiden i at ske, eller rydde hele nutiden og fortiden til side for at skabe fremtider for de kommende generationer. At blive i besværet kræver ikke sådan et forhold til de tider, der kaldes fremtiden. Faktisk kræver det det at blive i besværet, at man lærer for alvor at være til stede i nuet, ikke i form af uddøende flakken mellem forfærdende eller himmelske fortider og akopalyptiske eller frelste fremtider, men som dødelige krittere, der er vævet sammen med myriader af ufuldendte konfigurationer af steder, tider, emner, meninger” 

 - Donna Haraway

Projektet undersøger, hvordan den forestående oprensning, med forventet opstart i 2026 og en tidshorisont på fem til ti år, kan forbindes med en rekreativ og formidlende bearbejdning af landskabet. Den termiske oprensning ved Høfde 42 gennemføres in situ og vil finde sted inden for det indkapslede depotområde. Den diffuse forurening uden for spunsvæggen samt på resten af tangen vil imidlertid fortsat være til stede – også efter oprensningens afslutning. Samtidig udleder kemivirksomheden FMC fortsat miljøfarlige stoffer direkte i Vesterhavet, en praksis som den danske stat tillader, på trods af, det strider imod EU’s vandrammedirektiv.

Forureningen kan derfor ikke betragtes som et afsluttet kapitel, men må forstås som et vedvarende og sivende nærvær i landskabet, som vi fortsat må forholde os til.

Projektet retter sig således ikke udelukkende mod det indkapslede depot, men også mod det omgivende terræn. Det undersøger de usynlige lag og restzoner, hvor oprensningen ikke medfører et endeligt ophør af forureningens tilstedeværelse. Projektet rejser derfor spørgsmålet om, hvordan vi kan arbejde med et landskab, der både er skadet, under oprensning og fortsat kontamineret. Det undersøger samtidig, hvordan oprensning kan forstås som en aktiv og langsom helingsproces, der også rummer en sanselig og erkendelsesmæssig dimension.

Projektet forholder sig til landskabets mange tidslag og søger at rumme situationen før, under og efter den termiske in-situ oprensning. Samtidig søger projektet at understrege, at kontamineringen fortsat er til stede efter den termiske oprensning, idet yderligere forurening stadig tilføres via FMC’s spildevandsledning samt at forureningen fra depotet har spredt sig. Der arbejdes med at synliggøre og sanseliggøre den kontaminerede virkelighed, samtidig med at den bearbejdes mod mindre skadelige tilstande. Landskabet tilpasses oprensningens tre faser og ændrer karakter i takt med processens fremdrift. Både midlertidige og permanente tekniske strukturer som jorddepoter, gasbrændere og måleudstyr integreres i en rumlig og formidlende fortælling, der både skaber plads til anlægsarbejde og inviterer besøgende til at tage del i stedets forvandling.

Det tekniske anlæg iscenesættes som en midlertidig, men betydningsfuld del af fortællingen. Projektet insisterer på at fastholde områdets status som et vidnesbyrd om menneskets langvarige påvirkning af landskabet – også når den termiske oprensning er afsluttet. Rumlige og æstetiske greb som stiforløb, en udsigtsplatform, et udsigtshus og en gangbro opføres i takt med oprensningens udvikling og skaber tilgængelighed og blik for stedets udvikling. En række mindesten markerer depotets skjulte og latente rum, som spor for eftertiden.

En beplantningsstrategi med fytoremedierende arter spiller en aktiv rolle i oprensningen og udvikler sig over tid. Nogle planter høstes og fjernes som led i dekontamineringen, mens andre gradvist nedbryder eller optager forurenende stoffer i jorden. Den biologiske oprensning fungerer både som en teknisk løsning og som en levende, sanselig og langsom helingspraksis. De tjener som stille modstand og som vidnesbyrd på, at forureningen har spredt sig uden for det område, hvor den termiske oprensning finder sted. Området overvåges gennem en grundvandsbrønd samt luft- og vandmålestationer. En drikkevandspost etableres  og opfordrer besøgende til selv at tage stilling til sin egen kontakt med det kontaminerede sted.