Lundtoftegade 1, et kærligt blik på modernistisk bygningskultur

Kontekst

I krydset mellem Lundtoftegade og Borups Allé ligger en butiksbygning fra 1976 som en del af en større modernistisk kontekst. 

Bygningen ligger placeret som det første anslag til de almene boligblokke på Lundtoftegade, omringet af brede, brusende veje og med TDC-tårnet og Bispeengbuen som et markant bagtæppe, der får bygningen til at fremstå lille og undseelig. Bygningen adskiller sig med sin lille skala og velkendte, hverdagsagtige karakter, der præsenterer en pause i rækken af massive volumener.  

Projektet argumentere for at den modernistiske kulturarvs hverdagsarkitektur, hvis karakter ofte fremstår anonym eller generisk, har en stemme, der endnu ikke er blevet hørt, eller en værdi, der endnu ikke er blevet tydeligt defineret. 

Lundtoftegade nr. 1 er en repræsentant for modernismens velfærdsarkitektur og ligger placeret i et knudepunkt mellem en bred vifte af bygningstypologier, sociale forhold, politiske interesser, trafikerede indfaldsveje og kommunale grænser.   

Områder er generelt i forandring og har figureret på statens lister over udsatte boligområder, først som såkaldt ghettoområde og nu som forebyggelseesområde. Området er derfor omfattet af en kommunal forandringsplan fra 2023. Projektet indgår i en kritisk dialog med denne plan; både ved at arbejde inden for dens rammer og ved at udfordre dem ved at udvikle alternative visioner for områdets fremtid. 

Nye forbindelser

I projektet undersøger vi, hvordan rideklubben som fysisk struktur kan indskrives i den eksisterende bygningstypologi – særligt butiksbygningens lange, åbne spænd og dens robuste karakter. Ved at aktivere og genfortolke rum, som tidligere har været aflukkede, oversete eller utilgængelige, åbner vi for nye måder at bruge og forstå bygningen på. Rideklubben bliver dermed ikke blot et program, men en strategi for transformation – en måde at bringe liv, bevægelse og nærvær ind i de skjulte lag af stedet. 

Programmet skal ikke ses som et definitivt bud, men som en undersøgelse af bygningstypologiens brede mulighedsrum. 

Midt i byens hårde overflader og administrative logikker forsøger vi at åbne for mere porøse, sanselige og uforudsigelige rum. Vi vil skabe plads til biodiverse fællesskaber i en tæt, urban kontekst. Et initiativ som dette inviterer til at gentænke byens funktioner og rytmer, og til at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der har adgang, og hvem der har ret til at definere, hvad byen skal være. 

I den forstand bliver rideklubben også en ramme for at undersøge fællesskabets vilkår. Her er omsorg ikke en abstrakt værdi, men en konkret og daglig praksis. Ansvar bliver forankret i samværet og fællesskaber anses som en proces, der vokser frem gennem tid, tillid og tilstedeværelse. Rideklubben redefinerer eksisterende associationer forbundet med området, og hestenes levende nærvær fungerer som et tryghedsskabende element. 

Vi ser projektet som et alternativ til standardiserede bystrategier – og som en invitation til at forestille sig andre måder at være sammen på i byen. 

Eksisterende bygninger

Gennem en kortlægning af elementbyggeriets dele fremtræder klare konstruktionsprincipper. Et præcist samlesæt afspejler her logikken og tilgængeligheden bag arkitekturen og åbner et mulighedsrum for en fleksibel transformation af stedet, der kan foregå i et mere gradvist og tilpasningsdygtigt tempo. 

Stewart Brands princip om “Shearing Layers” forklarer hvordan funktionsprogrammet er forgængeligt. Projektets materialevalg afspejler derfor et tidsligt hierarki: permanente og vedligeholdelsesmæssige tiltag udføres i holdbare materialer, der styrker bygningens funktionalitet og rumlige kvalitet. Funktionstilknyttede greb er reversible og laves i lette, udskiftelige materialer med lavt CO₂-aftryk, hvilket muliggør løbende tilpasninger og en bæredygtig anvendelse over tid.

Permanente greb indarbejdes med afsæt i elementbyggeriets logik for at skabe større fleksibilitet i bygningens fremtidige anvendelse – uafhængigt af funktionsprogram. Ved at etablere nye forbindelser forankres bygningen stærkere i sin kontekst, og der opstår et mere oplevelsesrigt uderum med plads til ophold og opdagelse. Taget løftes for at tilføre nye rumlige kvaliteter og forbedre lysindfaldet, hvilket understøtter en åben og tilpasningsdygtig brug af bygningen. Samtidig bevares den tektoniske læsbarhed, så bygningens konstruktive principper fortsat er aflæselige.

Bygningskroppen fremstår som en samlet hele mod Lundtoftegade, med den langstrakte og taktfaste facade. Den stramme konstruktion bliver opblødt af betontagets organiske formsprog, udgjort af gentagende konkave buer. Formsproget er skalérbart, helt i tråd med modulbyggeriets princip. Det skaber et bølgende og markant motiv i bybilledet - som en overdimensioneret ornamentik i beton.  

Detaljer

De funktionsbestemte indsættelser er enkle og håndholdte – lette at fremstille, vedligeholde og til sidst adskille og fjerne – med en stoflighed, der føles hjemme i bygningens arkitektoniske kontekst. Det er robust og funktionelt, tilpasset et foreningsliv, hvor slidstyrke og brugbarhed er centrale kvaliteter.

Ridebanen er afgrænset af en fristående bande, der lægger sig ind i bygningens midte som et træskrin. Reolerne langs væggene udføres i materialer, der spiller sammen med både bander og porte, og de bidrager samtidig med opbevaringsmuligheder og afskærmning mod indkig fra gaden

Nye porte tilfører facaderne flere lag og afspejler bygningens nye funktioner. Vinduer i gavlene skaber visuel kontakt mellem bygningens indre og det omkringliggende byrum. Vi lader os inspirere af bygningens oprindeligt artikulerede overgange – hvor både porte og vinduer får tydelige hæftninger. Porte kan åbnes helt op og skaber et perforeret rum med tydelig forbindelse til sine omgivelser.