Parcelhuskvarteret som rammegiver for nye fællesskaber

Projektets undersøgelse tager afsæt i en udvalgt case: parcelhuskvarteret Højen, beliggende nordvest for Kalundborg centrum. Kvarteret består af 28 huse, opført primært i årene 1976–1979.

Højen repræsenterer et klassisk parcelhuskvarter fra perioden – både i arkitektur, indretning og materialitet – med facader i gult og rødt murværk, træbeklædte gavle og vinduesbånd samt tage af bølgeeternit. Husene har et gennemsnitligt bruttoetageareal på 134 m² i ét plan og er typisk indrettet med en stor stue, separat køkken, bryggers, badeværelse og gæstetoilet samt en fordelingsgang, der forbinder de private værelser og soveområder.

Spor 1: Fokuserer på energirenovering og indeklima ved at bringe 60’er og 70’er parcelhuset op til nutidig standard gennem optimering af energiydelse og øget komfort. 

Spor 2: Fokuserer på opdeling af boliger og adresserer behovet for at skabe flere og mindre boliger inden for eksisterende rammer, samt hvordan opdelingen kan se ud både i forhold til boligens funktioner, og i praksis ved etablering af en boligadskillende væg.

Spor 3: Fokuserer på yderligere downsizing i forhold til kvadratmeter pr. person, hvor parcelhusene skal ses som en kollektiv helhed. Det undersøges i den forbindelse, hvordan parcelhuskvarterets fysiske struktur kan åbnes op. Gennem omstrukturering og etablering af nye fysiske rammer for hverdagens fællesskaber, hvor privat areal afgives til fordel for flere fælles kvadratmeter og ressourcedeling, undersøges hvordan arkitektoniske greb som kantzoner og knobskydninger kan øge tætheden og støtte denne udvikling.

De tre spor skal forstås som frivillige tilgange til bevaring og transformation af parcelhuskvarteret – ikke som en ny struktur, der påtvinges den enkelte husejer. Projektet er et bud på og en undersøgelse af, hvordan en mere bæredygtig og differentieret udvikling af parcelhusområdet kan tage form.

Caseområdet består af en udvalgt klynge på fem parcelhuse, hvor alle tre spor bringes i spil. Nogle beboere vælger spor 1, andre spor 2 eller 3, hvilket bidrager til en mere dynamisk og fleksibel udvikling af området. Især spor 3 repræsenterer en mere radikal gentænkning af, hvordan vi bor og interagerer – særligt i de mere private sfærer. Men ligesom vi er mangfoldige på mange andre områder i livet, er der også stor variation i, hvordan vi ønsker at bo og indrette os. Derfor ses en voksende efterspørgsel efter mere hybride og fællesskabsorienterede boligformer på boligmarkedet.

Højen i Kalundborg er et typisk dansk parcelhuskvarter, hvor den semi-private zone er meget begrænset (7%). Beboerne opholder sig derfor kun kort i denne overgangszone, hvilket mindsker chancen for uformelle nabomøder. De semi-private områder er desuden ofte privatejet, hvilket yderligere hæmmer naboskab og fællesskab. Kvarteret domineres af private (46%) og semi-offentlige zoner (33%), og den direkte overgang fra hus til bil reducerer den daglige kontakt mellem naboer.

Semi-private zoner og fordelingsveje, der tilgodeser bløde trafikanter, er vigtige for at fremme daglige møder og gode naborelationer.

Samtidig peger den globale ressourcekrise på behovet for at nedskalere boliger og genbruge eksisterende byggeri. Parcelhuskvarterer rummer stort potentiale i denne sammenhæng. Med inspiration fra DelHus Vidensprojekt¹,   og bofællesskabet Mageløse i Værløse, kunne parceller opdeles i dobbelthuse med mindre private grunde og større fællesarealer ejet af en ejerforening.

Hvis dette implementeres i Højen, vil kvarteret ændre karakter og få en overvægt af semi-private zoner – hvilket kan bidrage til at fremme både fællesskab, og en mere ressourcebevidst og socialt orienteret boligkultur.

² VIGØR og EFFEKT Arkitekter (2023): DelHus – Vidensprojekt om opdeling af parcelhuse, udgivet med støtte fra Realdania og Bevar Mere.

Mange af 60’er- og 70’er-parcelhusenes bygningsdele har nået – eller overskredet – deres funktionelle levetid. Komponenter som tag, vinduer, køkken og badeværelse trænger derfor ofte til opgradering.

Spor 1 tager udgangspunkt i en let energirenovering, hvor fokus er på efterisolering af tag, ydervægge og vinduer. Dette forbedrer både komfort og indeklima og reducerer varmetab, da husenes nuværende isoleringsniveau ikke lever op til nutidens standarder.

Tidligere analyser fra BUILD viser desuden, ”at der kan spares betragteligt CO2 ved at renovere et enfamiliehus frem for at rive det ned. Dette forudsætter dog, at en del af renoveringen er en energirenovering, da det er energirenoveringen, der medfører den største CO2-besparelse. Men også den indlejrede CO2 i husets materialer tæller med, når man sammenligner CO2- aftrykket for renoverede huse med aftrykket for nedrevne huse og nybyg.”³ 

³ IGENBO – Renovering af enfamiliehuset: en vej til lavere CO₂-aftryk og mindre ressourceforbrug, Teknologisk Institut, BUILD AAU, DTU m.fl., 2022.

Parcelhuset rummer både boligkultur, arkitektonisk fleksibilitet og et betydeligt potentiale for fremtidig omdannelse. Alligevel ses en stigende tendens til nedrivning, hvilket understreger behovet for at se renovering og opdeling som centrale elementer i den grønne omstilling. Nybyggeri forbindes ofte med bæredygtige teknologier og lavt energiforbrug, men forskning viser, at bevaring af eksisterende bygningsmasse rummer det største klimamæssige potentiale. Ved at nedskalere og dele de eksisterende boliger kan vi ikke blot reducere ressourceforbrug og CO₂-udledning, men også imødekomme den fremtidige befolkningstilvækst samt efterspørgslen på flere og mindre boliger – uden at bygge nyt.

Hovedgrebet for spor 2 er at opdele parcelhuset i to selvstændige boligenheder. Dette sker ved at etablere en boligadskillende væg, og indretning med de nødvendige funktioner i begge enheder.

I praksis er det dog ofte bygningsreglementet, der udgør den største barriere for boligejere. Opdelingen kræver, at boligerne lever op til en række tekniske krav, herunder brandadskillelse, lydisolering, adgangsforhold, tilgængelighed og installationer i overensstemmelse med BR18. Disse krav gør processen kompleks og kan føre til betydelige økonomiske udgifter, hvilket afholder mange husejere fra at gennemføre en officiel opdeling.

I spor 3 undersøges, hvordan bofællesskab og delte faciliteter kan vokse frem i parcelhuskvarteret som et supplement til det private – og skabe rammerne for en ny form for boligkvalitet på færre kvadratmeter. Ved at afgive noget privat areal til fordel for fælles funktioner, opstår nye muligheder for at styrke både naboskab og hverdagsfællesskab.

Arkitektoniske greb som knopskydninger, kantzoner og nye stiforbindelser foreslår en blødere overgang mellem parcellerne og åbner for delte rum, som typisk kendes fra nybyggede bofællesskaber – f.eks. fælleskøkken, delestue, værksted, drivhus eller gæstebolig. Disse funktioner udfoldes efter lokale behov og vokser frem i en dynamisk udveksling, hvor beboerne f.eks. opgiver den store private stue til fordel for adgang til flere og mere kvalificerede fælles kvadratmeter – måske i nabohuset eller i et nyt fælles rum på tværs af de individuelle parceller.

Derigennem kan parcelhuset gradvist transformeres fra en isoleret enhed til del af en større kollektiv helhed.

Det tredje rum er uformelle mødesteder som til forskel for det første og andet rum - hjemmet og arbejdspladsen - er grænseflader, som kan fremme sociale interaktioner og fælleskaber i et givent område. Ved også at tænke materialiteten med i konstruktionen af disse rum, kan der skabes en følelse af åbenhed og indbyde til ophold. 

For at skabe det tredje rum for fællesskab i parcelhuskvarteret er det nødvendigt med både sociale og fysiske strukturer, der aktivt understøtter det, og inviterer til møder og samvær. Projektet bygger på en tese om, at vi kan fremme naboskab gennem målrettede arkitektoniske greb – og at fællesskab kan understøttes fysisk gennem nye tilføjelser i kvarteret. Da projektet samtidig arbejder med et fokus på lav CO₂-udledning og et dogme om små, subtile indgreb, undersøges det, hvordan nye fællesrum kan konstrueres af genbrugte materialer fra nedrevne parcelhuse.

I projektets eget "kit of parts" er materialer som spærtræ og konstruktionstræ fra huse, carporte og skure kortlagt. Ved at genanvende og omforme disse elementer fra det klassiske parcelkatalog, udarbejdes et konstruktionsprincip for, hvordan beboere selv kan fortætte og transformere eksisterende boligområder – uden nedrivning, men med tilføjelser, der skaber et nyt fælles rum og reducerer ressourceforbruget. 

Projektets tre spor viser, at transformationen af parcelhuskvarteret kan foretages i forskellige grader – fra teknisk energirenovering til social og fysisk omstrukturering af hele eller dele af kvarteret. Gennem de foreslåede greb og transformationer kan både ressourceforbrug og arealanvendelse reduceres markant. Samtidig muliggør en mere fællesskabsorienteret organisering af bolig og uderum, at sociale behov og boligfunktioner gentænkes. Dermed adresseres både ressource- og boligkrisen – ikke gennem mere nybyggeri, men med en ny måde at forstå, bruge og dele de eksisterende rammer og ressourcer.

Dog findes der fortsat samfundsstrukturelle begrænsninger, der relaterer sig til bygningsreglementet, tekniske krav og en manglende fleksibilitet i lovgivningen. Dertil spiller normer og forestillinger om, hvordan vi bor i de matrikelopdelte parcelhuskvarterer, en væsentlig rolle – især kulturelle idéer om privathed og ejerskab. Hertil kommer en mangel på kollektiv erfaring, et begrænset vidensgrundlag og mangel på eksempelbyggerier, som kunne vise vejen og inspirere til omstilling i praksis.