Agenda # 2: Uddannelse, livsløn og produktivitet

Med afsæt i et ønske om at højne produktiviteten, så vi fortsat kan få råd til et velfærdssamfund, har den såkaldte Produktivitetskommission set på de danske uddannelser. Kort fortalt er konklusionen, at de ikke bidrager nok. Det mener kommissionen, man kan løse, ved at lade de studerendes SU, størrelsen på uddannelserne og deres bevillinger afhænge af kandidaternes livsløn og beskæftigelse. På den måde får man luget ud i urentable uddannelser.

Det er et højst problematisk postulat, at der skulle være en direkte sammenhæng mellem livsløn og produktivitet – og velfærdssamfund, for den sags skyld. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at kommissionen med denne simple ligning, risikerer at skade såvel produktiviteten som velfærdssamfundet. Det er de brancher, KADK uddanner til, et godt eksempel på.

Løn og produktivitet hævdes af kommissionen at have en tæt sammenhæng, fordi en virksomhed altid betaler en løn, som svarer til den værdi, medarbejderen skaber. Det er et ædelt princip og bestemt værd at kæmpe for. Forudsætningen er jo så, at den pris, virksomheden får for sine produkter og ydelser, svarer til den værdi, der skabes for kunden. Tager man arkitekterne, hænger deres honorar sammen med, hvad det koster at opføre bygningen. Det siger ikke noget om den produktivitetsstigning, der sker, fordi bygningen optimerer aktiviteterne gennem god formgivning, og fordi den øger brugernes velbefindende. Lønningerne i de kreative brancher er pressede, blandt andet på grund af den internationale konkurrence, og arbejdsgiverne anvender til tider gratis arbejdskraft, fordi de ellers ikke kan opretholde den høje kulturelle kvalitet, de er uddannet til at efterstræbe. I disse brancher er der sjældent en sammenhæng mellem den værdi, medarbejderne skaber, og den løn, de får.

Homo economicus og homo generosus

På KADK uddannes studerende til at bidrage til velfærdssamfundet, både direkte f.eks. gennem stigende eksport, og indirekte, ved at højne befolkningens velbefindende og kulturelle fællesskab. Dermed skabes mere optimale rammer for andre faggruppers produktivitet.

Produktivitetskommissionen har ret, når den påpeger, at de studerendes adfærd ikke svarer til homo economicus, der går efter økonomisk gevinst i form af høj livsløn. Adfærden svarer nærmere til det, Tor Nørretranders kalder Homo Generosus. Det handler om at få succes gennem at gøre noget godt for andre. Det handler om nysgerrighed, legelyst og mod på at erobre verden, og det er godt, for studerende på KADK skal uddannes til også at foreslå noget, der ikke nødvendigvis har en markedsværdi nu, men får det, fordi de skaber nye behov. Hen ad vejen skal de også lære om markedets præmisser for at kunne få de gode ideer realiseret til gavn for samfundet og produktiviteten. Homo generosus skal gå hånd i hånd med homo economicus.

Fokus på livsløn fjerner fokus
Livslønnen er retrospektiv. Forhåbentlig har landets politikere blik for den fremadrettede finansiering af det velfærdssamfund, som er målet for produktivitetskommissionen. Her går det ikke udelukkende at fokusere på produktivitetsstigning gennem omkostningsreduktioner. Vi skal også hæve prisen på de produkter og ydelser, der eksporteres. Børsen har for nylig udnævnt dansk design til en af de væsentligste konkurrencefordele, vi har. Dette fremgår desuden af regeringens vækstrapport for de kreative erhverv. Også i udlandet har man fået øje på den danske velfærdsmodel, hvor der er en tæt forbindelse mellem de værdier, samfundet bygger på, og de fysiske miljøer og genstande, vi omgiver os med. Man værdsætter den tryghed, der ligger i vores åbne, funktions-blandende bymiljøer, hvor velbevarede historiske spor blander sig med nutidige byrum for alle. Man kan se kvaliteten i vores skoler, der udstråler respekt for børnene og skaber optimale rammer for de nyeste principper for undervisning. De kunstneriske uddannelser er krumtappen i den kulturelle materialisering af det frigjorte menneske fra det velfærdssamfund, som The Economist for nylig beskrev som kapitalistisk socialisme.

Det er frustrerende, at kandidater fra KADK har en relativt lav livsløn. Men det siger ikke noget om hverken deres konkrete eller potentielle bidrag til produktiviteten. Hvis man, med afsæt i livslønnen, nedjusterer udgifterne til disse uddannelser, så nedjusterer man samtidig væsentlige præmisser for velfærden og for konkurrenceevnen. Begge dele er afgørende for den danske produktivitet.