Byer er ikke blot algoritmer - de skal også rumme vores drømme

Det er vigtigt at indsamle information om, hvordan vi bruger byens rum. Men vi må aldrig miste følingen med de af borgernes behov, som ikke kan regnes ud med data.

Jeg elsker København. På en benovet måde, som har noget at gøre med, at jeg er jyde og derfor ikke har nået et punkt, hvor jeg tager den for givet.

Det kommer bag på mig, hver gang den viser nye sider af sig selv. Som da den for nylig rummede landesorgen over at tage afsked med prinsgemalen. En mørk fredag aften stod tavse tilskuere skulder ved skulder på ruten fra Amalienborg til Slotskirken. Byens kirker skabte et altfavnende lydbillede, som ophøjede den enkeltes gøren og laden til et smukt fælles farvel.

Andre gange handler det om en fælles rus og fejring af livet, som når byens gader og pladser omdannes til scener for sommerens festivaler. Og så er der alle de små hverdagsoplevelser som at få et direkte glimt af det danske demokrati, når man passerer gården ved Christiansborg og ser et par folketingspolitikere tale til det rullende kamera. En uventet VIP-oplevelse på første parket.

Kampen om hensyn giver dynamik
Byens rum er sammensat af forskellige funktioner og vækker mange forskelligartede følelser. Det er langt fra altid, at det hele går op i en højere enhed. Ved Tordenskjoldsgades smalle passage er der en evig bilkø, og bilosen står tæt inde ved fodgængerne, der spadserer langs Nationalmuseet, men hvem ville undvære den smukke søjlegang? Hvis man skulle skabe København helt fra bunden, ville man ikke komme i nærheden af den by, vi kender i dag.

Det er de mange historiske lag, der giver den sin særlige atmosfære, og det er den kontinuerlige kamp om alle mulige hensyn, som skal sameksistere, der giver den sin levende dynamik.

Man har gennem tiderne bygget hele byer fra bunden. Man skulle tro, at det gav de bedste præmisser for en velfungerende by, men historien viser ofte det modsatte. I de store modernistiske boligområder blev der f.eks. skabt funktionelle lejligheder, som alle havde lys fra de rigtige verdenshjørner.

Men beboerne savnede en gade og noget, de kunne identificere deres opgang ud fra. De savnede steder at mødes til en snak på bænken, for i en by, hvor man ikke mødes, er der intet fællesskab.

Smart cities skal løse problemerne
Af modernismens fejltagelser blev vi mindet om, at byer skal understøtte vores daglige liv, de skal skabe mening for os og afspejle samtidens værdier. De skal få os til at mødes og ideelt set indgyde os fælles håb. De senere år er disse livsværdier dog igen røget ud af fokus.

Nu er der skabt global enighed om, at byerne skal være problemknusere for en mere bæredygtig klode og for ressourceoptimering. Baggrunden er bl.a. at to tredjedele af verdens befolkning i 2050 forventes at bo i byerne. Selv om de kun dækker to procent af jordens overflade, leverer de 70 procent af den samlede verdens bruttonationalprodukt. De forbruger mere end 60 procent af al energi, og står for mere end 70 procent af alle drivhusgasser samt producerer 70 procent af al verdens affald.

Logikken er, at når byerne skaber problemerne, skal de også løse dem. Og det skal de gøre ved at blive såkaldte ’smart cities’.

I en nylig rapport fra Erhvervsstyrelsen om ’smart cities’ som led i regeringens digitaliseringsstrategi forfølges samme strategi. Ud over bæredygtighed handler det bl.a. om realiseringen af driftsøkonomiske gevinster i det offentlige og om muligheder for eksport af smarte løsninger.

’Smart cities’ benytter sig af informations- og kommunikationsteknologi og etablerer et komplekst datasamspil, som bl.a. kan effektivisere affaldsindsamling, skabe klimatilpasningsløsninger og generere borgerdrevet byudvikling. Det sidste kan for eksempel handle om sensorbaserede tællinger af, hvor mange der passerer et givent sted i en park. Eller hvor mange der sidder ned på bænkene.

I rapporten fremhæves potentialet for, at det indsamlede datagrundlag kan hjælpe byplanlæggere med at designe løsninger, som i større grad anvendes, og som vil være med til at reducere risikoen for offentlige fejlinvesteringer. Det vil også blive muligt at udarbejde beslutningsgrundlag hurtigere og mere effektivt.

Drømme og andre uforudsigelige mønstre
Jeg er helt enig i, at der er vigtigt at indsamle information om, hvordan vi som borgere bruger byens rum og også enig i, at denne viden kan medvirke til at forbedre dem. Men der må altid være en intuitiv og kunstnerisk oversættelse af denne information, for byer er ikke algoritmer. Vi må aldrig miste følingen med de af borgernes behov, som ikke kan regnes ud kun med data.

For hvordan kan data nogensinde vise vejen til en by, som også kan handle om folks drømme og andre uforudsigelige mønstre? Vi, der er så priviligerede med en smuk hovedstad, og som er kendt for vores arkitektur og design, bør om nogen gøre det til et mål altid at kombinere datagrundlag og algoritmer med en stærk vision for en by, det er værd at leve i.

Dette indlæg blev bragt den 10.4.2018 i Politikens Byrum.