Dannelse

Studieåret 2022/23 på Det Kongelige Akademi – arkitektur, design og konservering blev i år skudt i gang med en debat om dannelse i uddannelse. 

Når vi sætter dannelse på dagsordenen i år, så skyldes det primært to forhold. Vi har med vores vores nye vision ”Create. Collaborate. Change” sat fokus på den dannelse, der ligger i at samarbejde på tværs af sektorer om holistiske løsninger og denne samtale ønsker vi at fortsætte. Herudover vil vi zoome ind på dele af forårets studenterprotester, som ud over konkrete forslag til ændringer i uddannelserne, var en kritik af de mange politiske reformer, som blandt andet har lagt et større pres for at komme hurtigere gennem uddannelsen. Det betyder, at der er mindre tid til at eksperimentere, dygtiggøre sig og få almen dannelse. Så, hvordan sikrer vi, at der er plads til dannelse i uddannelserne? 

Studerendes ønsker
Mange af de studerende på Det Kongelige Akademi udtrykker ønske om, at karakterræset og konkurrenceelementet mindskes og at der tilbydes mere undervisning på - og adgang til værkstederne samt mindre undervisning af generel karakter. Det er vigtigt at kunne noget konkret – og for at opnå det, skal der være plads til at fordybe sig, reflektere og eksperimentere – også uden at det altid har et karrieremæssigt formål. Hensigten er ambitiøs for det hele menneske.

De studerende er i den grad parate til at tage fat – selv på de største problemstillinger. Her ligger for mange selve drivkraften for deres studier. Derfor er der også en efterspørgsel på mere undervisning i bæredygtighed, og at tage fat på nogle af de største udfordringer, verden står over for; klimaudfordringer, manglende biodiversitet, social skævhed osv. i selvvalgte opgaver. Fællesskabet synes at træde i forgrunden for mange og for de fleste kommer deres egen karriere og livsløn i anden række. Vi mener, at de studerendes opråb kalder, ud over konkrete justeringer i deres uddannelser, på en grundlæggelse drøftelse af, hvad der er formålet med den dannelse, der bør være plads til en videregående uddannelse. 

Politiske reformer
Ser man på de seneste års politiske reformer, så har de meget handlet om at få de studerende hurtigt gennem deres uddannelse og frem til arbejdsmarkedet. Samfundet har brug for arbejdskraft og den lange uddannelse skal tjenes hjem i den store samfundsøkonomi. Derfor har man bl.a. fået ekstra point ved optag for at gå hurtigt i gang, man har skullet opnå et bestemt antal ECTS-point hvert semester for at få SU, der er skåret i dagpengene til dimittender og man har reguleret uddannelsesinstitutionerne med nedskæringer i optag og økonomi, hvis ikke alle studerende kommer hurtigt nok i arbejde. 

De mere langtrækkende politiske visioner har i den seneste tid handlet om grøn forskning, ikke om dannelse. Jeg savner, at der også er en aktiv politisk drøftelse af, hvilke mennesker vi ønsker at uddanne fremadrettet – og hvilke dannelsesaspekter, de studerende skal have med sig – og ikke mindst, hvilke konsekvenser, de politiske reformer har for dannelsen. 

En tredje vej?
På Det Kongelige Akademi ser vi ikke forberedelse til arbejdsmarkedet som en modsætning til at se langt frem. Vi har taget store skridt i retning af at forberede de studerende til det første job på arbejdsmarkedet og til at kunne medvirke til at udvikle brancherne, og vi fortsætter med denne bestræbelse. Det vil altid være vigtigt for os at udvikle vores discipliner og det gør vi bedst i tæt samarbejde med brancherne. Samtidigt forholder vi os dog til, at kandidaterne har 40-50 år på arbejdsmarkedet og at vi derfor skal ruste dem til at kunne udvikle sig løbende. Vi antager, at de store globale udfordringer, der bl.a. kommer til udtryk i FNs Verdensmål vil ændre de brancher, vi kender i dag, og at der i langt højere grad vil blive brug for samarbejde mellem deres specialiserede enheder. Kompleksiteten i samfundet er enorm og vi mener derfor, at dannelse i dag handler om, at man får analytiske redskaber til at kunne håndtere den og til at kunne udvikle holistiske løsninger i fællesskab. Dannelse handler om at kunne noget og om i fællesskab at kunne forholde sig kritisk til, hvad det skal kunne. 

Et enkelt redskab, der favner kompleksiteten
Et eksempel på et sådant redskab er udviklet af forfatter og President af Nordic Bildung, Lene Rachel Andersen, som holdt et kort oplæg i forbindelse med vores studieåbning. Hun kalder modellen for ”Bildung Rose” (Dannelses-rosen). Ideen med den er at beskrive samfund på en sådan måde, at det er muligt at have en kvalificeret samtale om, hvilken slags kundskab og forståelse – eller med andre ord dannelse - et givent samfund har brug for. Modellen kan bruges på alle typer af samfund og uanset deres kultur. Alle velfungerende samfund har ifølge Lene Rachel Andersen følgende 7 domæner; produktion, teknologi, videnskab/faktuel viden, etiske principper, narrativer (fortællinger om samfundets historie, religion, osv.), æstetik og politisk magt. Naturen ses som et fundament for dem alle. I følge Lene Rachel Andersen har to domæner, som også er de mest de mest kortsigtede, de seneste år fået lov til at dominere over de andre, nemlig produktion og teknologi. Samtidig er der sket det, at professioner og institutioner har specialiseret sig og det betyder, at man udvikler samfundet inden for de enkelte domæner i rosen i stedet for at sikre at alle domæner løfter sig sammen. Konsekvensen er i værste fald en skævvreden udvikling, som f.eks. vil kunne betyde, at produktion vil kunne medføre økonomisk udnyttelse, at teknologisk udvikling vil kunne føre til en disruption ude af kontrol, at æstetik og videnskab vil kunne blive arrogant og verdensfjern. 

Balance i specialisering og omfavnelse af kompleksitet
Det er klart, at hvis man skal lære alt om alting, så ender man med ikke at lære noget. Men når det er sagt, er det afgørende, at vi på Det Kongelige Akademi udvikler en didaktik og et læringsindhold, som både gør de studerende i stand til at kunne noget inden for deres disciplin og i de domæner af rosen, hvor de står stærkest -  og samtidig gør dem i stand til at forstå og inddrage de andre domæner og at samarbejde med andre discipliner. Denne balance er den største udfordring for dannelse i dag – og den er svær at have med at gøre. Hvornår er emnefeltet for smalt og hvornår er det for bredt? Hvor meget skal man kunne selv, før man kan samarbejde med andre? Hvor megen fokus skal man have på at kunne et håndværk og hvor megen fokus skal man have på at vide, hvad det kan og hvad man vil med det (det akademiske element i uddannelsen)? De studerende gør ret i at bede om, at vi forholder os til disse spørgsmål. 

Der er ingen lette svar! Til gengæld er noget af det vigtigste ved dannelse også, at vi løbende har en samtale om den. Og så længe vi er enige om det overordnede mål, nemlig at vi kan og vil bringe vores discipliner i spil i forhold til at være gode samfundsborgere, både på kort og på lang sigt, så er jeg meget fortrøstningsfuld!