Er fremtidens byplanlægning feministisk?

Kvinderne udgør en voksende andel af de store byers befolkning, men er samtidig dem, der bruger de rekreative byrum mindst. Måske fordi byens parker og pladser først og fremmest er blevet udstyret med skateboardramper og parkouranlæg. 

Kunstakademiets Arkitektskole gennemførte for et par år siden et omfattende studie af udvalgte rekreative byrum i hovedstaden. De besøgende på pladserne blev observeret, og deres alder, køn og aktiviteter registreret og kortlagt. Det indsamlede materiale bar ved første øjekast et løfte om et komplekst og mangfoldigt billede. En spejling af en pulserende storbys sammensatte befolkning. 

Men ved nærmere analyse viste billedet sig at være overraskende entydigt. På tværs af alder, aktiviteter og etnicitet stod kun ét enkelt signalement på den typiske bruger af storbyens rekreative pladser tilbage: Han var en mand. Og observationsstudiets resultater står ikke alene. En rapport udarbejdet af Socialministeriet tilbage i 2011 viste, at kun 28 procent af dem, der aktivt bruger de Københavnske byrum, rent faktisk er kvinder.

Det kan undre. Det skal undre. For den demografiske udvikling går i den stik modsatte retning. Kvinderne flytter fra land til by, og mange af dem ender med at slå sig ned og blive. Også når de har færdiggjort deres uddannelse. Men hvorfor glimrer de så ved deres fravær på byens offentlige og rekreative pladser?

Vi har mig bekendt ikke undersøgelser, der kan give et endegyldigt svar på det spørgsmål, men som arkitekt og som rektor for kunstakademiets arkitekt og designskole, kan jeg selvfølgelig ikke undgå at vende blikket indad. Kan det tænkes, at vi uden at ville det har været med til at skabe byrum, som ikke i tilstrækkelig grad appellerer til kvinder? 

Rekreative byrum - for mænd

Ser man på de seneste års udvikling af byens parker og pladser, kunne noget tyde på det. Vi har anlagt skateboardramper i stort set alle større byer, etableret parkouranlæg, opført styrketræningsfaciliteter i det fri og rejst klatrevægge i kilometermål. I perioden 2007 til 2015 blev der for eksempel opført ikke mindre end 126 parkouranlæg. De fleste i landets større byer. Vi har kort sagt indrettet det rekreative byrum med aktiviteter, der – ikke kun, men overvejende – dyrkes af mænd og drenge.

De faciliteter kan kvinderne og pigerne da også bare tage i brug, kan man så indvende. Og det er da rigtigt nok. De gør det bare ikke. Og det virker derfor lige for at overveje, om vi med samme kønsspecifikke briller skal undersøge og kortlægge, hvilke fysiske aktiviteter der appellerer til og tiltrækker unge piger og kvinder, og samtidig kan anspore dem til at bruge deres kroppe og fysik i byrummet med samme selvfølgelighed, som mænd og drenge gør det i dag.

Tilgængelighed i arkitektur og byplanlægning er nemlig ikke alene et ligestillingsprojekt, men også et folkesundhedsprojekt. Vi ved, at mennesker, der bruger deres omgivelser aktivt, er sundere. Og vi ved, at byen, hvis den indrettes rigtigt, kan virke forbyggende på vores tids store livstilsepidemier som overvægt, diabetes og fysisk inaktivitet. Byen rummer også potentialet for at skabe sammenhængskraft i samfundet, når vi mødes på tværs af alder, køn og baggrund og derigennem opbygger forståelse og tolerance. Derfor skal byens muligheder selvfølgelig komme alle til gode.

Folkesundhed og tilgængelighed - for alle

Som arkitekter og byplanlæggere skal vi ikke diktere, at alle borgere – uanset køn, alder og fysik – skal benytte sig aktivt og engageret af byens parker og pladser eller pinedød skal benytte sig af dem på en måde, der gør dem sundere og skaber bedre sammenhængskraft. Men vi skal sikre os, at alle har adgang. At alle har – og oplever, at de har – mulighed for at tage byens rum i brug. 

Der er heldigvis masser af aktivitet på KADK, som peger i den retning. De kommende tre år øger vi skolens fokus på FN’s verdensmål. Heriblandt målene om større ligestilling mellem kønnene, og bedre sundhed og trivsel. Samtidig styrker vi – med støtte fra Bevica Fonden – undervisning og forskning i arkitektur og design, der kan skabe større tilgængelighed for alle samfundets borgere. Også borgere med bevægelseshandicap og den voksende gruppe af ældre, der for begge køns vedkommende er stærkt underrepræsenterede i byrummet.  

Jeg håber og tror på, at de tiltag vil afspejle sig i fremtidens byplanlægning. For det er der brug for.