Hvilken type arkitekter og designere ønsker vi i Danmark?
Sofie Carsten Nielsen har netop modtaget en udvalgsrapport, der foreslår at skære i optaget til de kunstneriske arkitekt- og designuddannelser i Danmark. Rapporten viser samtidig at der er sket en markant eksplosion i antallet af arkitektur- og designrelaterede uddannelser, og derfor er den en god anledning til at stoppe op og tænke rigtigt grundigt over, hvilken retning Danmark skal gå som arkitekt- og designnation.
Hvis design, mode og arkitektur fortsat skal bidrage som væsentlig andel af den danske eksport, så er min anbefaling til de politikere, der skal sidde med beslutningen om at nedlægge studiepladser: Hæv blikket fra de bagudvendte ledighedstal og se fremtidens udfordringer i øjnene. KADK er ikke en del af problemet, vi er en del af løsningen.
Rapporten kommer med en række anbefalinger. Nogle inspirerer, og andre har skabt uro og ængstelse blandt studerende, medarbejdere og branche. Jeg forstår og deler til fulde den frustration, det fremkalder, når rapporten går ind i vores faglige råderum og fx foreslår udskiftning af designspecialer. Men jeg opfordrer til, at vi alle hæver blikket. Vi kan ikke lade os vildlede i en debat om Kolding eller København. Jeg mener ikke, at vi nu skal springe ind i en stoleleg om de samme få studiepladser på tværs af landet, når der er brug for et kritisk blik på det samlede udbud af uddannelser på design- og arkitekturområdet; dvs. både de kunstneriske uddannelser og de mange uddannelser på erhvervsakademier, professionsskoler og universiteter, der er dukket op inden for det seneste årti.
En eksplosion i beslægtede arkitekt- og designuddannelser
At der ses særligt på os er ikke så underligt: for der er forskel på os og resten af de danske uddannelser. I modsætning til f.eks. universiteterne har vi ikke mulighed for bevare balancen, når der skæres ned på studiepladserne ved at skrue op for optaget til andre studieretninger for dermed opretholde en ensartet bevilling. Vi vil blive ramt ekstraordinært hårdt af en dimensionering af studiepladserne.
I den store dimensioneringsøvelse fylder vores område ikke meget. Vi taler om et problem, der numerisk er meget lille: 40 arkitekter på en årgang er længere tid om at få job. De kunstneriske arkitekt- og designuddannelser: KADK i København, Designskolen Kolding og Arkitektskolen Århus udgør kun 1,4 % af alle videregående og 1,9 % af alle lange videregående uddannelser. Numerisk står striden derfor om ganske få kandidater: ca. 500 dimittender om året. Skolerne er i forvejen pålagt kun at optage under 10 % af alle ansøgere, og Danmark har i årevis valgt en stramt styret satsning på disse uddannelser. Så de kunstneriske uddannelser er allerede dimensionerede. Derimod er der skruet voldsomt op for antallet af beslægtede design- og arkitekturrelaterede uddannelser.
Det giver hverken færre ledige eller nogen besparelser at skære i anerkendte uddannelser, når der ikke samtidig ses på hele erhvervs- og uddannelseslandkortet.
Politisk detailregulering er ikke vejen frem
Politikerne har alle dage ment noget om dimensionering, bevillinger og retskrav. Det er fint. Men andre dele af rapportens anbefalinger er helt inde i skolernes maskinrum og hører helt klart fortsat hjemme på vores egen boldbane: fx udtaler den sig meget konkret arbejdsdeling mellem skolerne, måden vi griber praktik og erhvervsmodning an på osv. osv. Vi beder her om en fornuftig armslængde. Vi vil arbejde for at anbefalingerne ikke giver anledning til en detailstyring, som vi ikke har haft før.
Rapporten er også interessant, fordi den ikke forholder sig til de erhvervsinitiativer, der faktisk er sket på skolerne. På KADK har vi siden 2013 taget fat om problemet med strukturreformer, nye programmer og erhvervstilpasning, så vi imødekommer rapportens sigte, længe før dimensionering og arbejdsdelinger kan få effekt. Derfor er vi stadig også de bedste til at vurdere, hvad det faglige svar på en eventuel dimensionering bør være. For det skal ske på en måde så vi hverken mister højde på det kunstneriske, det praksisrettede eller det videnskabelige. Det tror jeg nemlig ikke Danmark har råd til.
Så det tager vi med til ministeren.
Fremtidens innovation er ikke kun teknologidreven
Rapportens talmateriale viser tydeligt udfordringen: De faglige miljøer på de kunstneriske uddannelser vil, med en yderligere neddimensionering, efterhånden vil være så små, at man må slække på kvaliteten – og så kan det hurtigt blive en nedadgående spiral, hvor vi ikke får en holistisk arkitektur- og designtænkning.
Resultatet er et samfund, som bliver fattigere på oplevelser og på innovation, og vi vil stække den konkurrencefordel, vi har i dag, hvor dansk arkitektur og design er verdenskendt. Vores uddannelser har fostret unikke og verdenskendte arkitekter og designere, som har formet Danmark, og de nye generationer som Bjarke Ingels og arkitekt- og designduoen Salto og Sigsgaard trækker store overskrifter over hele verden. Vi har oven i det foretaget den største omstilling af uddannelserne i nyere tid. Det gør vi for at øge erhvervsmodningen og uddanne kandidater til et bredere marked, så flere af vores dimittender kommer hurtigt og langvarigt i arbejde.
Som sidegevinst topper vores skoler fortsat ratings over verdens bedste design- og arkitektskoler. Men vores og Danmarks position holder ikke uden en bevidst satsning. Pointen er ikke, at man skal beslutte sig for tekniske, teoretiske eller kunstneriske profiler. Men at vi har en meget potent opgaveløsning, når de tre profiler spiller tæt sammen. Når vi skal opbygge et mere bæredygtigt samfund og eksportere bæredygtige løsninger, så er det ikke tilstrækkeligt, at løsningerne teknisk set eller teoretisk løser problemet. Vi er også brug for kunstneriske kandidater, som kan formgive løsningerne på en måde, så brugerne ønsker at anvende dem. KADK er med fusionen et stærkt internationalt kort. Vi er ikke en del af problemet, vi er en del af løsningen.
Ministeren har kvitteret for udvalgtes grundige arbejde og inviteret uddannelserne, som det hele handler om: nemlig KADK, Arkitektskolen Århus og Designskolen Kolding med til dialog. Det ser vi frem til. For rapportens analyser giver god anledning til en debat om, hvor Danmark skal hen som arkitektur- og designnation, og hvordan vi vinder nye markeder for arkitektur- og designydelser. Jeg tror, at det er de kunstneriske uddannelser, der skal bane vejen.