Man kan ikke klippe en skaldet

Blogpost af:
Lene Dammand Lund
Dato

Vi venter i disse dage på, at der kommer et forslag til en finanslov. Her vil det formodentlig fremgå om regeringen ønsker en yderligere dimensionering af arkitekt- og designuddannelserne. Regeringen har allerede annonceret milliardbesparelser på uddannelsesområdet – fra 2 % til 8 % over de næste fire år. Vi afventer de præcise beregninger, men man må nok, alene på den konto, forestille sig en besparelse på omkring 16 mio. kr. ud af en bevilling på 270 mio. kr.

Vi har efterhånden vænnet os til at besparelser kommer efter grønthøstermetoden, men det skal ikke afholde os fra at gøre jer, og selvfølgelig også verden omkring os, opmærksom på, hvad konsekvenserne er, når man klipper en skaldet.

Ministeren har den opfattelse, at de institutioner, der i dag er kornfede, godt kan stramme op. Det kan ikke være KADK, han tænker på. Fusionen har rundbarberet økonomien og vi har allerede gennemført store effektiviseringer.

Bedst som vi er ved at være dér, hvor vi faktisk kan høste gevinsten, skal vi holde for igen.

Vi vandt fusionslotteriet, men får vi også lov at hæve gevinsten?

Fusionen gav KADK et økonomisk knock-out. Vi fik ikke ekstra midler til at finansiere fusionen. Til gengæld kunne vi, som det hed sig: høste fusionsgevinsten, når den kom.

Det har vi set frem til. Hullet i kassen blev undervejs større end antaget, blandt andet fordi KADK ikke fik nævneværdige midler til at gennemføre så stor en fusions- og flytteproces. Men nu går det fremad. Vi står til at kunne øge KADK’s egenkapital mere end forventet, når vi lukker regnskabet i 2016. Tidligere på året fik KADK et brev fra Rigsrevisionen med en kraftig anbefaling om at styrke egenkapitalen. Det er bestyrelsen enig i, og alt går efter planen.

Det ser ud til, at vi faktisk er nået dertil, at vi kan høste gevinsterne ved fusionen: at vi har fået kræfter til udvikling. Samarbejdet på tværs af skolerne er styrket, og vi hentede i 2014 omkring halvdelen af de eksternt finansierede forskningsmidler i EU-konkurrence. Det skyldes, ud over nogle dygtige forskere, godt arbejde fra den fusionerede forskningsadministration. Det kræver ressourcer at skaffe ressourcer, og meget tyder på, at fusionen langt om længe begynder at få den ønskede effekt.

Hvis udviklingen fortsætter er vi snart tilbage på det gamle niveau – og bedre endnu: vi vil kunne give uddannelserne et yderligere løft, så vi kan bevare Danmarks internationalt førende position inden for vores områder, og så vi kan få dimittenderne hurtigere i arbejde.

Fremtiden for KADK tegner lyst, hvis vi kan få lov at fortsætte den gode kurs. Det er der så desværre bare ikke meget, der tyder på, at vi kan. Alt tyder på, at faldet i KADK’s bevillinger bliver substantielt.

Ingen karusseller til at erstatte gyngerne

Både når det angår 8 %-besparelsen og en evt. yderligere dimensionering rammes KADK uforholdsmæssigt hårdt. Godt nok er forskning undtaget for 8 %-besparelsen, men KADK har en meget lav forskningsandel og rammes derfor hårdere end de fleste andre institutioner.

Også en eventuel dimensionering vil ramme KADK hårdere. De kunstneriske institutioner har nemlig ikke, som universiteterne og øvrige uddannelsesinstitutioner, mulighed for at skrue op for uddannelser med lavere ledighed, når uddannelser med høj ledighed dimensioneres. Eller populært sagt: at vinde på karrusellerne, hvad de taber på gyngerne. Effekten er ikke en uddannelsesdimensionering, men en institutionsdimensionering.

Det har store konsekvenser for kvaliteten på en institution som KADK, hvor værksteder, laboratorier, udstillingslokaler mm. ikke lader sig skalere i forhold til færre studerende, og der derfor bliver færre midler til undervisningstimer.

Vi kender endnu ikke det samlede omfang af de besparelser, vi får. Når vi gør det, vil der blive lavet en plan som bringer os i mål. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at den enkelte studerende får den gode uddannelse, man var stillet i udsigt. Det skal blandt andet ske ved at skabe endnu mere synergi mellem skolerne og med brancherne omkring os. Fusionen bragte os i økonomisk uføre, men ved hjælp af en fantastisk indsats fra studerende og medarbejdere er den nu blevet en faglig og administrative løftestang. Noget tyder på, vi for alvor får brug for den!

- Rektor Lene Dammand Lund og prorektor Svend Lawaetz

Gå til blog oversigt