Nysgerrighed som drivkraft for god undervisning

Efter at der i en årrække har været fokus på forskningen, er der nu også, fra politisk side, sat spot på kvaliteten af undervisningen. Vi mærker denne bevågenhed udefra, men den spirer også på KADK. Det er naturligt, efter omorganiseringer, som i høj grad har handlet om rammerne, at vi nu tager en dialog om indhold og metoder. Og så er vi også ved at tage tilløb til at blive institutionsakkrediteret, hvilket kræver et samlet kvalitetssystem, som vi ikke har i dag.

Det skorter ikke på politisk regulering på uddannelsesområdet; det har handlet om at få de studerende hurtigere gennem studiet, om at gøre studierne mere erhvervsrelevante og om at få gymnasieeleverne hurtigt i gang med næste uddannelse. KADK er styret af love og bekendtgørelser, resultatkontrakt, diverse rapporter (arkitekturpolitik, vækstplan for de kreative erhverv mm), årlige tilsyn, rigsrevision, akkreditering og meget mere. I lyset af alt dette fristes man ikke selv til, at lave for mange regler og politiker. Blandt andet derfor har vi ikke en KADK-politik for ”god undervisning”. Men dialog er et godt udgangspunkt og jeg vil gerne, til en start, dele mine tanker:

Forventningsafstemning
Som udløber af debatten på http://www.idoart.dk/hvad-er-der-galt-pa-designskolerne/ har der været en række møder på Designskolen, blandt andet har fagleder Tine Kjølsen og jeg haft et konstruktivt møde med repræsentanter for de studerende, hvor vi dannede os et overblik over kritikken. Mange af de studerendes ønsker er noget, vi kan tage fat på inden for de nuværende rammer: Det gælder for eksempel ønsket om bedre kommunikation, ønsket om bedre planlægning af undervisning, så det bliver muligt at have studiearbejde, og ønsket om mere personlig feed-back.

Generelt efterlyses bedre forventningsafstemning. Det kan oplagt være en dialog med udgangspunkt i de læringsmål, der fremgår af undervisningsplanerne. Men forventningsafstemning kalder også på en mere overordnet dialog om hvilken relation, vi ønsker der skal være mellem studerende og underviser og mellem undervisere indbyrdes. Det handler om, hvordan vi kommunikerer og om hvilket læringssyn vi har.

Vi kalder os selv for skoler. Det skal ikke forveksles med, at vi bekender os til en bestemt doktrin, men nærmere forstås som man gjorde ved ordets oprindelse, i oldtidens Grækenland, hvor frie mænd mødtes på torvet i samtale om det fælles bedste. Ud fra den forståelse skal vi have plads til alle mulige typer af undervisning, og vi skal have plads til forskellige læringsstile, personlig prægning, forskellige diskurser, forskellige professionskulturer osv. Der skal være plads til både diskussion og dialog, men vi skal reflektere over, hvornår vi benytter det ene og hvornår vi benytter det andet.

Diskussion eller dialog
Diskussion er f.eks. det, der foregår ved et ph.d.-forsvar. Det drejer sig grundlæggende om uenighed. Nogen opstiller en tese, som andre angriber og forsøger at pille fra hinanden. Min sandhed møder din. Det handler om at finde fejl i argumentation eller metode i et forsøg på at få luget ud og testet om der er substans i argumentationen.

Dialog har afsæt i et konstruktivistisk læringssyn. Ingen påstår at have patent på sandheden. Man kan bruge antropologen Gregory Batesons metafor kortet er ikke landskabet. Med landskab mener han virkeligheden, og med kort mener han den måde, vi forstår den på. Pointen er her, at kort og landskab ikke er det samme. Vores virkelighedsforståelse er et mere eller mindre anvendeligt kort, som hele tiden må justeres. Dialogen har til formål at skabe indsigt i hinandens kort, så vi sammen udvikler vores navigationsevner i landskabet.

Nysgerrighed som drivkraft
Diskussion er nyttigt i visse situationer, dialog i andre. I den daglige undervisningssituation vil det oftest være dialog, der er brug for. Dialog er drevet af nysgerrighed. Hvorfor gør hun sådan? Spørgsmål stilles af ægte nysgerrighed, ikke som påskud for at pille noget fra hinanden. Det handler ikke om at have ret, men om at forstå den andens kort og medvirke til at udvikle det. Desværre har kort og landskab det med at smelte sammen. Nysgerrighed bliver til fordom. I stedet for at se på den studerendes eller kollegaens handlinger som afhængige af situationen, stemples de som egenskaber (dovenskab, uduelighed, magtfuldkommenhed osv.) Dette er en stivnet tilstand, hvor man forpasser muligheden for fælles læring.

Den gode kommunikation afhænger af situationen, men i den daglige undervisningssituation er spørgsmålet langt mere relevant end svaret.

Partnerskab
Det er ikke let at føre en fordomsfri dialog. De mange politiske reformer medvirker til at stresse studerende. Hvis man skal hurtigt igennem og ud og have et job, så er man mere tilbøjelig til at søge hurtige svar: Fortæl mig hvad skal jeg kunne for at få et job! og ikke forskningstilgangens spørgende facon eller kunstens relevans-frie rum. Dette fornemmer jeg bag en del af den kritik, der kommer fra de studerende. Det er ikke alle, der er indstillet på tanken fra Humboldsk-inspirerede læringsmiljøer, hvor et aktivt partnerskab mellem studerende og underviser sker på initiativ af den studerende. Omvendt er det heller ikke alle undervisere, som husker at den studerende er en ligeværdig partner i dialogen.

Kommunikation på KADK
Dialog bør være den dominerende kommunikationsform på KADK, og jeg ser den som grundstenen i vores nye kvalitetsudviklingssystem. Med denne opfordring er bolden også spillet op til opfølgning på den arbejdspladsvurdering, der blev lavet for nylig, og som bl.a. pegede på behovet for en bedre omgangstone.