Professionel balance mellem fornuft og følelse

Rektors tale til dimittenderne, afholdt ved diplomoverrækkelsen den 28.6.2019. 

Kære dimittender,

Velkommen til – det er skønt at se jer og jeres venner og familie. Og velkommen til undervisere og andre fra KADK, som alle har en stor aktie i denne dimission. 

Jeg ved ikke med jer, men jeg er lidt nervøs, spændt, bevæget – og mon ikke også I er lidt berørt af situationen? Dagen i dag er jo meget mere end overrækkelsen af en konvolut med jeres eksamenspapirer.

Os, der ikke er dimittender, er stolte og imponerede over jeres bedrifter. Mon ikke også I selv er det? Det bør I i hvert fald være. Måske er I også spændte på, hvad liver nu byder på? Det er ikke jer alle der har første job i hus og måske er der også andre store beslutninger, der skal tages? Nervøsitet, stolthed, tvivl – der er mange følelser i spil. Og følelserne samles i det overgangsritual, vi sammen skaber lige nu og lige her.

Professionel - med følelser
Når vi nu er i dem, følelserne, så lad os tale om dem. For følelser er en vigtig bestanddel af jeres fremtidige professionelle virke. I dag træder I ind i en profession, der arbejder med følelserne - eller er afhængig af, at vi tager følelser alvorligt. I årets afgangsprojekter er der ikke et eneste, som ikke arbejder med følelser såvel som rationale –  selv konservatorerne! 

Lad mig give jer tre eksempler fra årets afgangsprojekter: 

Grafisk designer Adam Lenzingers projekt udspringer meget direkte af de menneskelige følelser. Han har udviklet en algoritme, der kan aflæse ansigtsudtrykket – om du er glad, vred eller ked af det – og transformere det til skrifttyper, der spejler de følelser, som ansigtet udtrykker. Dermed kan man skabe helt nye muligheder for kommunikation, som på avanceret vis integrerer vores følelser. 

Arkitekt Mads Max Ibenfelt har taget afsæt i en konkret problemstilling på Sri Lanka. Igennem lang tid er kysten blevet tæt bebygget af store hoteller, der har afskåret befolkningen fra deres adgang til havet.  Han har tegnet et lille hotel der giver plads til at lokalbefolkningen kan gå fra hovedvejen og ned til stranden via hotelarealet – og dermed få adgang til deres lokale naturområde. Hans projekt udspringer af empati, og en vilje til at forbedre livsglæde og mening hos de lokale. 

Konservator Astrid Grinder Hansen har afdækket, hvordan man har benyttet farver i det danske hofteater på Christiansborg fra 1767.  Farverne vidner om hvilken rolle teatret havde i en sociopolitisk kontekst, og farverne kan dermed hjælpe os til at forstå en bid mere af vores fælles historiske arv. Og det handler i den grad om følelser, at forstå hvilken kultur vi er rundet af, og hvordan tidligere generationer levede og hvilke symboler de brugte.

Kollektivet og kulturen
I er uddannet fra en kunstnerisk og kulturel uddannelses og forskningsinstitution og I har alle undervejs lagt følelser i studieprojekterne. Så mange følelser at I til tider har været fuldstændig udmattede for ikke at sige frustrerede. Jeg hører ikke til dem, der mener, at kunstnere - eller I, der er arkitekter og designere - er begavet med et særligt rigt følelsesliv. Men man kan se med det blotte øje på afgangsudstillingen, at I er blevet virkelig dygtige til at arbejde professionelt med de følelser, I har. 

I er ikke uddannet til kun at udtrykke jeres egne følelser. I kommer til at bidrage til at løse opgaver, som vil være funktionelt formulerede; behovet for tøj på kroppen, tag over hovedet, en stol at sidde på, genopretning af maleriers forfald osv. Igennem disse opgaver, er det jeres opgave at sørge for, at vi til stadighed også udvikler vores kollektive følelser – at vi har en fælles fysisk kultur som går i dialog med det, vi selv måtte føle. Kultur altså forstået både som den særlige kollektive måde vi gør ting på og som den fælles forståelse og identitet vi får gennem vores fysiske omgivelser. 

Faktisk har vi her at gøre med det særlige og helt centrale forhold som adskiller os mennesker fra andre arter; det at vi er i stand til at opleve lidelse og nydelse i erindringen om noget der er sket og i forventningen om det, der skal ske – og at dele disse erindringer og forventninger med hinanden. 

Vi mennesker danner billeder af fortid og fremtid, visuelt og gennem vores sprog. Billederne, som vi deler, bliver kulturelle pejlemærker. De dannes gennem vores sanser: smag, lugt, hørelse, føleevne og visuelle stimuli og også gennem mere indgroede og komplekse følelser der har at gøre med begær, nydelse, nedtrykthed, osv.

At knytte krop og hoved
Antonio Damasio, professor i neurovidenskab, psykologi og filosofi ved University of South California er om nogen en mand at blive klog af, hvis man vil vide noget om følelser. Ifølge ham er kultur simpelthen et spørgsmål om orkestrering af følelser. Det er ikke gener eller økonomi, der driver kulturen frem. 

Op gennem historien har filosoffer drøftet forhold mellem følelser og rationale. Ifølge Damasio er det følelserne, der fører os det rigtige sted hen i de beslutninger, vi tager, og som vi selvfølgelig ikke kan tage uden også at udnytte logikkens redskaber. Han gør altså op med Descartes modsætning mellem affekt og følelser på den ene side og tænkning og fornuft på den anden. Han knytter krop til hoved. Sjælen ånder gennem kroppen, glæde og lidelse sker kropsligt, hvad enten den opstår i huden, i vores indre organer og knogler eller i et forestillingsbillede. Følelser og logik er hinandens forudsætninger. 

Hvis Damasios meget grundige og biologisk baserede argumentation var almindelig udbredt, altså at det er følelserne, der fører os det rigtige sted hen i de beslutninger, vi tager, og logikkens redskaber er uundværlige heri – ja, så så verden faktisk nok lidt anderledes ud.

Homo Economicus
Nogle af jer var måske til stede da vi fejrede starten på det nye studieår i september sidste år. Her havde vi bl.a. besøg af Frederik Stjernfelt og David Budtz Pedersen, to af forfatterne bag bogen ”Kampen om mennesket”. I deres bog beskriver de otte forskellige mennesketyper, eller måder at se os selv som mennesker: Homo Economicus, Homo Nationalis, Homo Sapiens osv. De har skrevet bogen fordi de synes vores menneskesyn er blevet lidt for snævert. Der er og skal være mange måder at se mennesker på.

Faktisk er det i høj grad ét bestemt menneskesyn, der er fremherskende. Homo Economicus. Homo Economicus tager afsæt i at vi ikke har uanede ressourcer og at der derfor ikke er plads til følelser og såkaldt irrationel adfærd, da det vil hæmme os. I dette menneskebillede karakteriseres vi i øvrigt som kalkulerende og som nogen, der altid træffer de valg, der tjener os bedst. Økonomien, det frie marked, ses som en yderst hensigtsmæssig regulator og priserne er udtryk for en objektiv nytteværdi fordi markedet reguleres af vores rationelle beslutninger.

For Homo Economicus er følelserne en forstyrrende faktor som man skal prøve at undgå, fordi de hæmmer det gode, rationelle valg. At være i sine følelsers vold er noget af det værste der kan overgå én. Og populismen, den amerikanske præsident og følelsesporno på de sociale medier, som driver rundt i manegen med os, har givet rygvind til forestillingen om, at vi må træffe alle vores beslutninger på baggrund af evidens og tørre tal. Homo Economicus mener, at vi ikke skal dvæle ved fortiden og den kulturelle og naturmæssige arv, og slet ikke være nostalgisk omkring den, men alene tænke fremadrettet og koncentrere os om at maksimere det målbare udbytte af vores fremtid.

Homo Economicus har I også mødt på jeres vej gennem uddannelsesverdenen. Der har, fra politisk hold, været et udtalt ønske om at I skulle yde jeres bidrag til den økonomiske vækst og dermed samfundets velstand. Det, mener man, gør I bedst, ved at finde den uddannelse og karriere, som vil maksimere jeres livsindtægt – og så i øvrigt komme så hurtigt som muligt frem til det mål.

Uden kultur, ingen sammenhængskraft
Jeg ved ikke, hvad Damasio mener om Homo Economicus, men jeg tror, han vil mene i hvert fald to ting om denne menneskeopfattelse i sin rene form - som heldigvis kun findes i teorien: Det ene er, at hvis vi aldrig ser bagud, så ignorerer vi det unikke menneskelige fortrin vi har, og som gør os i stand til at bruge fortidens artefakter og miljøer til at skabe et fælles billede af fremtiden. Et billede som er rigere end hvis vi blot havde nutiden og fremtiden at trække på. Det andet, han nok ville mene, er at hvis man virkelig udlevede denne opfattelse af verden, hvor menneskelige beslutninger kun blev taget med udgangspunkt i fornuftsdreven maksimering af den enkeltes behov, så ville vi som mennesker have spillet et af vores vigtigste overlevelseskort af hænde. Der ville ikke være nogen fælles kultur og dermed ikke nogen sammenhængskraft i samfundet og så ville det formodentlig kollapse. 

Balancen mellem fornuft og følelse
I bogen finder man også menneskesynet Homo Emotionalis. Det er, som navnet antyder, et menneskesyn som ser menneskets følelser som det mest centrale i vores relation til verden. Også her vil Damasio nok advare om at finde en balance mellem krop og hoved, følelser og rationale. Som nævnt, er den balance faktisk ikke nem at finde frem til. I en verden med forførende demagoger og allestedsværende medier, som et formål at få os til at tilsidesætte fornuften for umiddelbare følelser, kan man godt blive lidt bange for, hvad følelser kan føre til. 

Men det er jo så her, I kommer ind i billedet. Vi har brug for sådan nogen som jer, som arbejder professionelt med både følelser og sund fornuft og facts. Nogen for hvem, det ikke er et enten eller, men et både og. Vi har brug for jer til at arbejde med balancen mellem fornuft og følelse, en balance som har det med igen og igen at komme ud af vater. 

I skal finde jeres indre Homo Economicus frem når i skal have løn for jeres arbejde. Men I skal også insistere på at Homo Emotionalis aldrig efterlades på perronen – heller ikke selv om der ikke kan sættes tal på værdien og I til tider føler jer lidt alene om at snakke om det, der ikke kan måles og vejes. I skal ud og medvirke til at opretholde og berige vores fælles kultur, gennem sprog, billeder og konkrete sanselige oplevelser. Og så skal I ud og medvirke til helt konkrete løsninger på de udfordringer, der kommer til udtryk bl.a. i FN’s verdensmål.

Løsninger som både tilgodeser mennesker og natur på én gang. Løsninger som ikke bare løser ét verdensmål på bekostning af de andre. I skal hjælpe samfundet – både det danske og verdenssamfundet med, på avanceret vis at udnytte vores menneskelige evner til både at se bagud og til at fremkalde fælles billeder af en ønsket fremtid. I skal levere visioner som både skal løse de udfordringer, vi står over for og som - ikke mindst - skal udstikke en vej for et liv, der er bedre end det vi har i dag.

Et liv, hvor forbrug fylder mindre – eller i hvert fald er bæredygtigt. For vores liv kommer ikke til at forme sig sådan som vi kender det, hvis vi skal leve op til verdensmålene. Presset på ressourcer på grund af et ændret klima vil kræve nye måder at leve på og løsningerne er ikke nødvendigvis nogen, som får alle med og som ligger i tråd med vores kultur og værdier.

Det er derfor vi har valgt at arbejde med verdensmålene på KADK. Fordi vi, udover konkrete løsninger, om nogen, kan bidrage til en forståelse af den kæmpe følelsesmæssige omvæltning og kulturelle udvikling, det vil kræve at nå dem. Bidrage til en forståelse af, at løsningerne ikke kun er teknologiske, økonomiske og funktionelle, men at vi skal have følelserne med hele vejen. 

Klimadebat - med følelser
Under valgkampen blev der talt om klimahysteri. Der var politikere der var ude og mane til besindighed – til at vi tænker rationelt omkring klimaudfordringerne. Det er klart at hysteri ingen steder fører, men følelser som bekymring og medfølelse med dem, klimaforandringerne går hårdest ud over, er vigtige og uundværlige, drivere for forandring. 

I vores begejstring for videnskaben glemmer vi, at den er indhyllet i - og ikke giver mening uden følelser, der ikke kan findes evidens for. Lægevidenskaben udspringer ikke af videnskaben. Den udspringer af ønsket om at mindske følelsen af smerte og følelsen af sorg over andres død – uden følelser, ingen videnskab. Det giver ikke mening at se det ene uden det andet. Så selvfølgelig skal vi have følelserne med ind i klimadebatten.

Men vi skal arbejde professionelt og balanceret med dem. Og det kan I - det er på mange måder kernen i den uddannelse I har fået her på KADK. Det vil være en evig udfordring – også for jer – at finde den rette balance og I kommer ikke til at finde den, eller at kunne løse de opgaver I vil stå over for, alene.

Kunsten bliver at finde nogle gode kollegaer og samarbejdspartnere – gerne nogen med en anden baggrund end jer selv. Evnen til at kunne arbejde tværfagligt bliver mere og mere vigtig. Det er en kompetence i sig selv.

Søg bredt og søg udfordringerne
En måde for jer at lære det hurtigt, er at kigge efter de jobs, der ikke lige er de mest indlysende – dér hvor alle de andre også søger hen. Søg bredt og tøv ikke! Prøv at udfordre jer selv i forhold til jeres forestillinger om ønskejobbet. Mit bud er, at der er mange flere relevante jobs for jer derude, end dem I umiddelbart kan komme i tanke om. Brug et par kaffeaftaler til at få det afklaret – og til at udvide jeres mulighedsrum. I har fået et godt speciale at stå på; nu skal I ud og lære at sætte det i spil.

 Jeg glæder mig til at følge jer, og jeg siger ikke farvel, men på gensyn - til mere uddannelse, til samarbejde eller som kollegaer.