Størst udbytte af praktik og studiearbejde er et fælles ansvar
Praktik er en del af studiet og læringen i denne periode er både arbejdsgiverens og KADK's ansvar.
Forbundet af Arkitekter og Designere (FAOD) har lavet en undersøgelse blandt studerende på de kunstneriske uddannelser om praktik og studiearbejde. Den viser blandt andet, at gennemsnitslønnen for vores studerende er 11.079,- om måneden for fuldtidsarbejde.
Undersøgelsen er et godt initiativ til at skabe den nødvendige dialog mellem arbejdsgiverne og KADK, efterhånden som udannelserne udvikler sig. En væsentlig ændring er for eksempel, at næsten halvdelen af de studerende på KADK i dag tager en professionel pause mellem bachelor –og kandidatuddannelsen, hvor de er ude i et studierelevant arbejde og på den måde får erfaring samt bidrager til arbejdsmarkedet.
Klarhed i betegnelserne
Til en start er det vigtigt at skabe klarhed i de mange betegnelser, der bruges, når en studerende befinder sig på en arbejdsplads. Jeg foreslår, at vi forenkler diskussionen ved at koge det ned til to betegnelser; at vi kalder det praktik, når de studerende i løbet af et semester er tilknyttet en arbejdsplads med SU og uden løn. Lad os kalde det studiejob, når de studerende arbejder lønnet i deres fritid, under orlov eller i en studiepause mellem deres bacheloruddannelse og deres kandidatuddannelse.
Praktik er en del af studiet og læringen i denne periode er både arbejdsgiveren og KADKs ansvar. De studerende skal i sagens natur helst lære noget, de ikke kunne i forvejen – for eksempel er det vigtigt at supplere de læringsmæssige kompetencer med at bygge modeller, udvikle prototyper eller lave digitale præsentationstegninger med praktisk erfaring. Det er samtidig centralt for den studerendes udbytte, at praktikken introducerer dem bredt til virksomhedens aktiviteter. Samtidig er det en balance i forhold til at finde det rigtige niveau for opgaverne, så praktikanten ikke føler et urimeligt stort ansvar i forhold til kunder, myndigheder, osv. Det er et forhold, som vi på KADK har stor opmærksomhed omkring, når vi indgår praktikaftaler. Vi vurderer f.eks. altid, om der er et rimeligt forhold mellem antallet af praktikanter og medarbejdere for på den måde at sikre en ressourcemæssig balance.
Dimittender med alsidig erfaring kan løfte konkurrenceevnen
Aftagerundersøgelser viser, at praktik hos en dansk arbejdsgiver er en effektiv vej til at få et job som dimittend. De danske arbejdsgivere lægger vægt på, at de kender dimittenden og at hun kender arbejdspladsen, dens kultur, standarder, osv. Cirka halvdelen af de studerende tager imidlertid til udlandet i praktik eller i studiejob og stadig flere studerende er i praktik hos myndigheder eller i virksomheder, hvor man får mulighed for at bringe sin faglighed i spil på mere utraditionelle måder. Det bakker jeg fuldt ud op om. for dermed får de et uvurderligt netværk og kompetenceløft i forhold til sprog, evnen til at kommunikere klart og til at afkode en ukendt kultur. Disse studerende er med til at udvide den spilleplade, som branchen i dag spiller inden for.
Der er ingen tvivl om, at det for KADK handler om at få alle vores kandidater i arbejde og være med til at styrke udviklingen af det danske arbejdsmarked og den danske økonomi. Den opgave bidrager vi meget gerne med. At vi samtidig kan bidrage med kandidater, der har været ude i verden og fået international erfaring med hjem til de danske virksomheder, ser vi kun som en appelsin i turbanen. Det er efter min mening med til at løfte Danmarks konkurreneevne i verden. Det håber jeg også, at arbejdsgiverne har øje for, og at de kan se potentialet for deres virksomhed i de kandidater, som ikke har valgt en dansk praktikplads eller studiejob.
KADK knytter stærkere bånd mellem studerende og arbejdsmarkedet
KADK åbner sig i disse år på mange forskellige måder i forhold til vores omverden; de studerende løser rigtige opgaver for virksomheder og myndigheder, opgaven laves i samarbejde med aftagere og brugere, vores forskning inddrager i stadig større grad erhvervslivet og vi har stadig flere efter-videreuddannelsesinitiativer. Det er en rigtig god udvikling, som vi kommer til at se mere af. Det betyder at praktik og studiejob ikke kommer til at stå alene, som den studerendes måde at møde verden, men det vil altid være en utrolig vigtig del af studiet.
Der skal derfor ikke være tvivl om, at vi på KADK bakker op om at få flere studerende i praktik og i relevante studiejobs. Vi vil gøre vores til, at de studerende skaber værdi på arbejdspladserne og har de nødvendige kompetencer, som bliver efterspurgt i dag. Samtidig appellerer vi til, at de studerendes ansættelsesforhold overholder danske standarder, så vi kan fastholde den høje kvalitet i arkitekt- og designbranchen til gavn for hele Danmark.