Vi har kvinderne med ideer og format til iværksættervejen

Blogpost af:
Lene Dammand Lund
Dato

Dette blogindlæg har været bragt i Børsen, 5. maj 2021. 

Af Lene Dammand Lund, rektor, og Irene Alma Lønne, erhvervsdirektør. 

Vi kan sikre flere kvindelige iværksættere i Danmark, hvis vi støtter dem dér, hvor de entreprenante drømme og kreative kompetencer allerede er til stede.

Stor cadeau til Innovationsfonden og Vækstfonden for at sætte skub i initiativer, der skal anspore flere kvinder til at starte egen virksomhed (Kronik i Børsen, 8. april: ’Tallene giver grund til bekymring – vi har alt for få kvindelige iværksættere’). Mangfoldighed er et vigtigt kriterium for en bæredygtig udvikling af samfundet – ikke mindst i fremtidens virksomheder.

Men skal vi sikre mere lige repræsentation af mænd og kvinder i start up-miljøet kræver det, at også de statslige fonde går innovativt til værks og spejder i nye retninger. Her kan man med fordel kaste et blik på de uddannelser, hvor kreativitet, teknologi og ikke mindst lysten til iværksætteri lever i bedste velgående.

Iværksætterdrøm
En frisk stikprøve på Det Kongelige Akademi viser, at en stor andel af vores arkitekter og designere er interesserede i at starte egen tegnestue, studio, konsulent- eller produktvirksomhed. Af disse er tre ud af fire kvinder.

Akademiet har de sidste par år sendt flere topmotiverede iværksættere ud i samfundet, der i den grad har formået at etablere levedygtige forretninger.

En af dem er LastObject, der med designer Isabel Aagaard i front udvikler genanvendelige vatpinde, vatrondeller og lommetørklæder som alternativ til engangsforbrug. Det tog LastObject-grundlæggerne 18 minutter at rejse det nødvendige beløb via crowdfunding til at gå fra prototype til produktion. Og i løbet af få måneder rejste de knap fem mio. kr. fordelt på 20.000 kunder.

Let’s Co er et andet eksempel. Virksomheden er stiftet af designerne Monika Havnø og Rie Maktabi Grue og udvikler produkter og ydelser indenfor samskabelse. Let’s Co har i samarbejde med blandt andre Rigshospitalets Afdeling for Blodsygdomme udviklet samtaleværktøjer, der understøtter ligeværdig dialog mellem læger, pårørende og patienter. Redskaber, som netop nu er ved at blive rullet ud på samtlige blodsygdomsafsnit på landets hospitaler.

En åben invitation
Gennem akademiets Business Hub arbejder vi ihærdigt på at støtte op om vores entreprenører. Vi vejleder dem i udviklingen af originale ideer i krydsfeltet mellem teknologi og bæredygtighed. Vi uddanner i erhvervsdrift og økonomi. Og vi bygger bro til etablerede SMV’er.

Vi har de kvindelige iværksættere, som samfundet mangler. Det er dem, der kan sikre bredere diversitet og bedre balance mellem mænd og kvinder i danske start up-miljøer.

Gå til blog oversigt