
Værkbesøg i Det Flydende Hus
Det Kongelige Akademi
Refshaleøen 173
1435 København K
Danmark
Studerende fra Institut for Bygningskunst og Kultur inviterer indenfor i ’Det Flydende Hus’ på Refshaleøen i anledning af Arkitekturens Dag.
I anledning af Arkitekturens Dag holder de studerende åbent hus, og byder på oplæg og rundvisninger. Her kan man høre om, hvordan de 15 studerende i fællesskab har designet, søgt penge/materialer og bygget værket selv, og hvilke erfaringer de har gjort i processen.
Med huset har de studerende ønsket at undersøge og udvide de materielle grænser inden for arkitektfaget hvor byggeteknik og poetisk karakter vægtes ligeligt i arbejdet med jord som byggemateriale. Gennem arkitekturens sanselighed undersøges forholdet mellem struktur, tektonik og materiale.
Projektets atmosfære er mild og lys, og står i kontrast til Refshaleøens maskinelle og rå natur. Det er tegnet og opført af 15 arkitektstuderende fra kandidatprogrammet Kunst & Arkitektur, som en del af et fælles semesterprojekt. Huset er bl.a. støttet af Sharing Copenhagen.
